De usynlige efterskælv – nye psykologiske perspektiver på følger efter hjernerystelse

Et underbelyst emne

Da vi mødtes på psykologistudiet, opstod der en fælles interesse for krydsfeltet mellem neurologi og psykologi, og det blev hurtigt tydeligt for os, hvor underbelyst området inden for hjernerystelser er. Hidtil har forskningen primært fokuseret på de kognitive og fysiske følger, mens de psykosociale og fænomenologiske aspekter har fået begrænset opmærksomhed (Snell et al., 2011; Sveen et al., 2016).

Hjernerystelse er en udbredt og kompleks lidelse, der udgør 70-95 % af alle hovedtraumer (Rytter, 2021). Selvom de fleste oplever væsentlig bedring inden for de første tre måneder, har 5-15 % langvarige følger efter et år (Yehene et al., 2020). Forskning har desuden vist, at disse følger kan have stor betydning for individets arbejdsevne og tilknytning til arbejdsmarkedet (Graff et al., 2019).

I samarbejde med Dansk Center for Hjernerystelse ønskede vi derfor at undersøge, hvordan psykologiske mekanismer spiller en rolle i forbindelse med tilbagevenden til arbejdet efter en hjernerystelse. Specialet blev efterfølgende omarbejdet til en videnskabelig artikel, som i sommeren 2025 er under review ved et internationalt tidsskrift.

Gennem 23 semistrukturerede interviews med voksne (18-70 år) geografisk repræsentativt fra Danmark indsamlede vi data om psykologiske faktorer i forbindelse med tilbagevenden til arbejde efter hjernerystelse. Interviewene fokuserede på fire psykologiske begreber: accept, følelser, selvforståelse og følelsesmæssig coping. Data blev analyseret ved hjælp af tematisk analyse (Braun & Clarke, 2006), og der blev identificeret overordnede temaer.

Udvalgte fund

Mødet med systemet (bl.a. sundhedspersonale, jobcentre og arbejdsgivere) havde stor psykologisk betydning. Mange oplevede manglende forståelse, hvilket øgede belastning, stress og forværrede deres psykiske tilstand. Omvendt gav støtte, anerkendelse og medbestemmelse ro, øget kontrol og følelsen af at blive taget alvorligt. Systemets håndtering påvirkede dermed direkte den enkeltes trivsel.

Et andet tema var erkendelse og accept af en ny livssituation. For mange hang de tæt sammen og påvirkede håndteringen af hjernerystelsen. Accept skabte ro og overskud, mens manglende accept førte til frustration, modstand og følelsen af stagnation. En del oplevede, at midlertidig eller delvis accept kunne motivere til forandring. Usynlige symptomer gjorde det svært at forstå sig selv og opnå andres anerkendelse, men netop andres forståelse kunne mindske belastningen og styrke selvopfattelsen.

Copingstrategier varierede efter arbejdssituation og sociale relationer. Nogle søgte praktiske løsninger som pauser og skånehensyn, andre håndterede følelsesmæssige udfordringer med humor, åbenhed eller grænsesætning. Valget af strategi var afhængigt af arbejdsvilkår, ledelsens støtte og det sociale miljø.

Mange oplevede markante ændringer i selvforståelse og arbejdsidentitet. For nogle betød det sorg over tabte evner, mens andre bevarede en kerneidentitet, der mindskede følelsen af tab. Flere beskrev, at krisen også førte til personlig udvikling, fx nye perspektiver og bedre grænsesætning.

Tilbagevenden til arbejde blev ofte en følelsesmæssig rutsjebane med skiftende energiniveau, accept og modstand. Uforudsigeligheden gjorde stabilitet svær, men små fremskridt styrkede håbet og motivationen. Accept og modstand oplevedes som naturlige og nødvendige dele af processen.

Implikationer i praksis

Specialets fund understreger, at vi – udover at fokusere på de biologiske og fysiologiske følger af hjernerystelse – i høj grad også bør fokusere på de psykologiske og sociale aspekter i forbindelse med tilbagevenden til arbejdet. Specialet bidrager til en forståelse af, at rehabilitering bør fastholde at bygge på et holistisk perspektiv, som favner hele mennesket og de mangeartede konsekvenser, hjernerystelse kan medføre.

Dermed peger specialets fund på vigtigheden af et styrket samarbejde på tværs af faggrupper, herunder (neuro)-psykologer, læger, sagsbehandlere, ergo- og fysioterapeuter, for at sikre en helhedsorienteret rehabiliteringsindsats. Hertil fremhæves, hvor essentielt det er at tilbyde målrettet psykologisk støtte, som kan hjælpe med at håndtere følelsesmæssige udfordringer som accept, frustration og identitetstab.

Vi håber, at der på baggrund af specialet kan udvikles informative materialer og undervisningsforløb, der kan støtte både de ramte, pårørende og arbejdsgivere i at forstå hjernerystelse og dens psykologiske følger med henblik på at forbedre rehabiliteringsprocessen.

Hvordan fik I idéen til jeres speciale?

Louise Schütt Hansen: Vi var alle tre optagede af spændingsfeltet mellem psykologien og neurologien på kandidaten. På et tidspunkt i vores undervisning fandt vi ud af, at området for hjernerystelser er relativt underbelyst, selvom 25.000 danskere rammes årligt. Vi blev opmærksomme på, at særligt processen med tilbagevenden til arbejdet efter hjernerystelse var begrænset beskrevet i forhold til psykologiske aspekter. Det kunne vi godt tænke os at arbejde videre med. Vi havde en meget inspirerende underviser i Hana Malá Rytter, der er leder for Dansk Center for Hjernerystelse (DCFH), og hun var med til at vække vores interesse for området. Gennem hende fik vi mulighed for at få vores egen lille lomme som en del af et større projekt, som allerede var i gang på DCFH.

Marie Welløv Borch: Vi var optagede af forskning og ville gerne lave et produkt, som faktisk kunne bruges efterfølgende – og den mulighed fik vi gennem DCFH. Artiklen til det internationale tidsskrift er under review, og vi håber, at fagfolk kan få glæde af den og indsigt i de komplicerede følger, som en hjernerystelse kan have.

Hvad fandt I frem til i jeres speciale?

Sanae Attauabi: Vi fandt ud af, hvor vigtigt det er, at rehabilitering tænkes ud fra et bio-psyko-socialt perspektiv, og hvor stor betydning psykologien har – også i processen tilbage til arbejde efter hjernerystelse. Oplevelsen af tilbagevenden til arbejde er en kompleks og subjektiv proces. Kompleksiteten opstår ofte i de mentale og emotionelle udsving. Her relaterede flere temaer sig til hinanden og handlede om anerkendelse, erkendelse, den subjektive oplevelse af at blive mødt af sundhedssystemet og coping af sin nye livssituation. Udsvingene viste sig at påvirke den helt grundlæggende selvforståelse. På den måde viste specialet, hvor meget folks arbejdsidentitet kan blive påvirket, og at det psykologiske arbejde relateret til hjernerystelse er omfattende og vigtigt.

Marie Welløv Borch: Vi fandt også ud af, at adgangen til tilbud med et holistisk perspektiv er kompliceret og lang, og at det er et kæmpe tema og afsavn for mange, der døjer med følger efter hjernerystelse.

Hvad har overrasket jer mest i forbindelse med jeres specialeskrivning?

Marie Welløv Borch: Jeg blev overrasket over, hvor meget de ramte havde på hjerte, når vi snakkede med dem, men samtidig hvor vidt forskellige forløb de havde oplevet i forhold til behandling – og dermed hvor svært det faktisk er at sige noget helt overordnet om folks oplevelser. Det gør det også ekstra udfordrende at skulle vejlede og rådgive på et generelt niveau. Det overraskede os også, at mange af vores interviewpersoner havde en oplevelse af ikke at være blevet taget alvorligt – det gjaldt både i forhold til pårørende, egen læge, hospitalspersonale og kommunalt personale. Mange har følt sig stigmatiseret som følge af at have en usynlig lidelse.

Louise Schütt Hansen: Vi havde selvfølgelig en tese om, at de psykologiske mekanismer, vi undersøgte hos vores interviewpersoner, ville fylde hos dem. Men det var en wow-oplevelse, da vi i vores speciale kunne se, at de psykologiske begreber accept, selvbevidsthed, følelser og følelsesmæssige strategier faktisk har en kæmpe betydning for oplevelsen af at forsøge at vende tilbage til arbejdsmarkedet efter en sygemelding.

Tror I, at jeres speciale vil få betydning for jeres virke som psykologer?

Louise Schütt Hansen: Jeg arbejder inden for det felt, vi skrev speciale om, og jeg må sige, at jeg følte, at jeg var tre skridt foran, da jeg startede i jobbet som neuropsykolog.  Jeg kan se, at det vi fandt frem til i vores speciale, faktisk er noget, der giver klinisk mening, og jeg trækker helt bestemt også på det i mit daglige arbejde.

Sanae Attauabi: Hvis jeg en dag skal noget andet end at arbejde i distriktspsykiatrien, kunne jeg godt forestille mig at forske videre inden for dette område. Jeg synes virkelig, der har manglet opmærksomhed på, hvordan psykologiske processer såsom belastning, identitet og coping har en betydning i forhold til at vende tilbage til arbejde. Derfor synes jeg, at det kunne være spændende i fremtiden at arbejde videre med psykiatriske processer ved neurologiske tilstande.

Marie Welløv Borch: Jeg blev bare bekræftet i, hvor spændende jeg synes neuropsykologien er, og hvor vigtigt det er at have redskaber, der kan hjælpe folk tilbage set fra et organisationspsykologisk perspektiv. Det er en svær og individuel proces, som kræver større opmærksomhed og belysning i organisationerne for at hjælpe de ramte bedst muligt.