Skolefravær hos børn og unge er et voksende problem. Artiklen undersøger relationen mellem skoler og forældre i håndteringen af børn med bekymrende skolefravær (defineret som mere end 10 % fravær over tre måneder). Fokus er på: 1. Hvordan forældre oplever den støtte, de får fra skolerne. 2. Hvorfor skoler ofte har svært ved at hjælpe forældrene.
Data er baseret på 41 interviews med både forældre, lærere og skoleledere. Deltagerne var rekrutteret fra treatment-as-usual-gruppen (TAU) fra Back2School-projektet, som sammenlignede en systematisk intervention for skolefravær med kommunens sædvanlige behandling
Forældrenes perspektiv: Kommunikativt vakuum: Mange forældre føler sig ladt i stikken uden klare planer eller støtte fra skolerne. De beskriver manglende kommunikation om ansvar og tiltag samt en følelse af magtesløshed. Mangel på initiativ: Forældrene oplever, at det ofte er dem selv, der skal tage initiativet til at løse deres barns fraværsproblemer. Uoverensstemmelser om mål: Forældrene ønsker at fokusere på de bagvedliggende årsager til deres barns fravær, mens skolerne primært fokuserer på at få barnet tilbage i klasseværelset.
Skolens perspektiv: Case-baseret tilgang: Skolerne håndterer hvert tilfælde individuelt, hvilket ofte resulterer i manglende standardiserede løsninger og koordineret indsats. Koordineringsproblemer: Lærere og skoleledere peger på organisatoriske udfordringer som manglende tid, uklare ansvarsområder og behovet for at forhandle om hver enkelt sag. Ressourcemangel: Skolerne oplever begrænsede ressourcer og vanskeligheder med at inddrage eksterne eksperter som psykologer og socialrådgivere.
På baggrund af analysen af interviewene fremhæver forskerne behovet for bedre samarbejde mellem skoler og forældre for at løse skolefraværsproblemer. Den nuværende tilgang, hvor hvert tilfælde behandles individuelt og ad hoc, skaber usikkerhed og ineffektivitet. En mere systematisk tilgang, der inkluderer klare kommunikationsstrukturer og fælles mål, foreslås som en løsning. Artiklen har følgende anbefalinger. Skoler bør: 1. Udvikle standardiserede procedurer for håndtering af fravær. 2. Styrke kommunikationen og samarbejdet med forældre. 3. Sikre tilstrækkelige ressourcer og organisatorisk støtte til at håndtere komplekse tilfælde af skolefravær.
Nielsen, K. and M. Thastum (2023). “School Absence Seen from a School Perspective and a Parent Perspective.” Nordic studies in education 43(4): 325-343.
Denne artikel fra Norge undersøger, hvordan unge voksne med psykiske lidelser og komplekse behov oplever social inklusion, samt hvilke muligheder de ser for at blive inkluderet i samfundet. Gruppen er en af de mest marginaliserede i samfundet, som ofte kæmper med stigmatisering, begrænset beskæftigelse, ustabile sociale relationer og en oplevelse af at stå udenfor.
Artiklen argumenterer for, at en tilgang, der kombinerer citizenship (medborgerskab) og mattering (oplevelse af betydning), kan give en mere nuanceret forståelse af, hvordan social inklusion kan fremmes i praksis.
Studiet bygger på semi-strukturerede interviews med syv unge voksne (22-29 år) rekrutteret gennem Flexible Assertive Community Treatment (FACT)-teams, som er tværsektorielle teams mellem kommune og region, som også findes i Danmark.
Forskerne identificerede flere centrale temaer i interviewene:
Mange deltagere kendte ikke deres juridiske rettigheder, eller de følte sig utrygge ved at kræve den hjælp, de var berettigede til. Tidligere negative erfaringer med velfærds- og sundhedssystemet havde skabt en følelse af hjælpeløshed.
Deltagerne ønskede at tage ansvar og bidrage til samfundet, men oplevede, at de enten ikke fik chancen, eller at de ikke følte sig kompetente nok. Mange beskrev en “alt eller intet”-tilgang fra arbejdsgivere og velfærdssystemet, hvor der ikke blev taget hensyn til, at de måske havde brug for en mere gradvis tilpasning til arbejdsmarkedet.
Deltagerne følte sig ofte ubrugelige eller uden betydning i samfundet. De oplevede, at deres manglende tilknytning til uddannelse og arbejde blev tolket som en mangel på værdi, hvilket yderligere forstærkede deres følelse af eksklusion.
Flere deltagere havde oplevet at miste venner eller familie på grund af deres psykiske lidelser eller stofmisbrug. Frygten for at blive afvist gjorde det svært for dem at tage initiativ til nye relationer. Online fællesskaber spillede en stor rolle for nogle, men kunne både fungere som en støtte og som en kilde til yderligere eksklusion.
Mange følte sig ikke som en del af samfundet, hvilket førte til ambivalens – nogle ønskede at blive inkluderet, mens andre aktivt distancerede sig fra mainstream-samfundet. For nogle var alternative fællesskaber (fx spirituelle miljøer eller onlinegrupper) de eneste steder, hvor de følte sig værdsatte.
Anbefalinger. Forfatterne argumenterer for, at en mere helhedsorienteret tilgang er nødvendig for at fremme social inklusion for unge voksne med psykiske lidelser og komplekse behov. De foreslår følgende strategier:
Social inklusion bør ikke kun handle om adgang til arbejde, uddannelse og boliger, men også om en psykologisk oplevelse af at have værdi (mattering). Citizenship-tilgangen (rettigheder, ansvar, roller, ressourcer og relationer) bør kombineres med mattering-perspektivet for at tage højde for både objektive og subjektive faktorer i inklusionsarbejdet.
Velfærds- og sundhedspersonale bør have bedre forståelse for, hvordan social eksklusion påvirker unge voksne psykisk. Dialogen mellem fagpersoner og brugere bør forbedres for at give de unge en større følelse af kontrol og ejerskab over deres liv. Serviceudbydere bør aktivt arbejde med at identificere og styrke de unges personlige ressourcer og kompetencer.
I stedet for en “alt eller intet”-tilgang bør der skabes fleksible muligheder, hvor unge gradvist kan tilpasse sig arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet. Deltidsarbejde, fleksible skemaer og specialtilpassede jobmuligheder kan være afgørende for at hjælpe unge voksne i gang.
Serviceudbydere bør hjælpe de unge med at skabe og vedligeholde meningsfulde relationer. Støtte til at navigere i sociale situationer og reducere frygten for afvisning kan være en vigtig del af behandlingen. Større opmærksomhed på, hvordan sociale medier kan påvirke de unges selvbillede og oplevelse af social inklusion.
Mange unge med psykiske lidelser kender ikke deres rettigheder eller muligheder for støtte. Der bør iværksættes oplysningskampagner og vejledningsinitiativer, der gør det lettere for dem at få den hjælp, de har brug for.
Yderligere forskning bør undersøge, hvordan mattering-tilgangen kan integreres i social- og sundhedssystemer. Der bør også fokuseres på, hvordan social inklusion opleves blandt unge voksne med forskellig etnisk og kulturel baggrund.
Konklusion. Social inklusion handler ikke kun om adgang til arbejde og uddannelse, men også om den subjektive oplevelse af at have værdi i samfundet. Forfatterne argumenterer for en ny tilgang, der kombinerer citizenship– og mattering-modellerne for at sikre, at unge voksne med psykiske lidelser både får praktiske muligheder og en oplevelse af at være betydningsfulde. En styrket indsats fra velfærds- og sundhedssystemet, kombineret med en større bevidsthed om unges behov for relationer og identitet, kan være afgørende for at fremme reel social inklusion.
S. Nord-Baade, O. Ness, M. Rowe, C. B. Jensen and A. Landheim (2025). “The mattering citizen: young adults with mental illness and complex needs’ experiences and perceived opportunities of social inclusion.” Frontiers in Psychology 16. doi: 10.3389/fpsyg.2025.1504767
Parforholdsproblemer blandt forældre er en velkendt udfordring, der kan påvirke både forældrene selv og deres børn negativt. I Danmark oplever ca. 20 % af par en høj grad af parforholdsstress, og kun en lille andel søger professionel hjælp. Denne pilotundersøgelse undersøgte om det internetbaserede OurRelationship (OR)-program kan være et effektivt alternativ til klassisk parterapi, og hvordan det klarer sig i forhold til en anden selvhjælpsstrategi: biblioterapi.
Studiet omfattede 39 danske par i parforholdsproblemer, med mindst et barn under 18 år, og som har levet sammen i mindst seks måneder. Deltagerne blev tilfældigt fordelt til enten OR-programmet eller biblioterapi. OR-programmet er en 8-timers webbaseret intervention, der bygger på metoden Integrative Behavioral Couple Therapy, som inkluderer strukturerede øvelser samt støtte fra en coach. Biblioterapi-gruppen modtog en forskningsbaseret selvhjælpsbog med en læseguide, men uden coach-støtte.
Resultater. Begge interventioner førte til signifikante forbedringer i både parforholdsfunktion og individuel trivsel: OR-programmet viste følgende resultater: Små til store effektstørrelser på parforholdsfunktion (d = 0,46–1,35). Små til moderate effekter på individuel trivsel (d = 0,29–0,80). Markante forbedringer i kommunikationskonflikter og negative relationelle oplevelser (d = 0,79 og d = 0,43). Biblioterapi-programmet viste følgende resultater: Små til moderate forbedringer i parforholdsfunktion (d = 0,49–0,75). Små forbedringer i individuel trivsel (d = 0,28–0,45)
Mens forskellene mellem de to interventioner generelt var mindre markante, viste OR-programmet moderat bedre resultater i forhold til at reducere kommunikationskonflikter og negative aspekter af parforholdet. Derudover blev effekterne opretholdt ved tre måneders opfølgning, hvilket indikerer en vedvarende effekt af begge interventioner.
Feasibility og implementering. Studiet vurderede også, hvorvidt OR-programmet kan implementeres i en dansk kontekst. Resultaterne viste, at programmet har potentiale, men stiller betydelige tekniske og organisatoriske krav. Blandt de vigtigste faktorer for succesfuld implementering nævnes: Behov for teknisk infrastruktur, da GDPR-regler kræver, at platformen hostes i Europa. Krav om kulturel tilpasning af materialet, fx danske skuespillere i videoklip. Coaching kan varetages af mindre erfarne terapeuter (fx psykologistuderende), hvilket kan gøre programmet mere økonomisk bæredygtigt. Økonomisk bæredygtighed er mulig, hvis programmet kan tilbydes til en pris på 1.000-2.000 kroner, svarende til én session hos en parterapeut.
Konklusion: Studiet viser, at både OR-programmet og biblioterapi kan være effektive selvhjælpsmetoder for forældre i parforholdsproblemer. OR-programmet viste en lidt stærkere effekt på kommunikation og negative relationelle oplevelser, mens biblioterapi også har en betydelig effekt og kan være et mere omkostningseffektivt alternativ.
Den største udfordring ved at implementere OR-programmet i Danmark er de tekniske og organisatoriske krav. Dog peger resultaterne på, at en bredere udbredelse af OR-programmet kan hjælpe flere par med at forbedre deres forhold og reducere barrierer for at søge hjælp.
Artiklen er en meta-analyse, der undersøger effekten af KAT som behandling for angstlidelser blandt børn og unge op til 19 år. KAT anses for at være en effektiv behandling, men der er stadig uafklarede spørgsmål om dens langtidseffekter, egnethed for forskellige grupper (fx børn med autisme eller intellektuelle handicap) og dens overlegenhed i forhold til alternative behandlinger.
Studiet undersøger: 1: KAT’s effekt sammenlignet med ingen behandling, treatment as usual (TAU), opmærksomhedskontrol og alternative behandlinger. 2. Forskelle i effekt afhængigt af leveringsmetode (individuel, gruppe, grad af forældreinvolvering). 3. KAT’s anvendelse hos børn med autisme og intellektuelle handicap.
Artiklen analyserer data fra 87 randomiserede, kontrollerede studier med i alt 5.964 deltagere. Resultaterne blev vurderet ved hjælp af standardiserede metoder, og evidensens kvalitet blev vurderet med GRADE-systemet. Primære resultatmål var remission af primær angstdiagnose og reducerede angstsymptomer.
Hovedresultaterne viste følgende:
1. KAT vs. venteliste eller ingen behandling: KAT øgede sandsynligheden for remission af primær angstdiagnose (49,4 % mod 17,8 %; OR = 5,45, svarende til en stor effektstørrelse på cirka 0,94). Der var moderat evidens for en reduktion af alle angstdiagnoser. 2. KAT vs. TAU: Lav (metodisk dårlig) evidens viste, at KAT muligvis øger remission af angstlidelser sammenlignet med TAU, men forskellene var mindre markante. 3. KAT vs. opmærksomhedskontrol: KAT kan øge remission af primære angstdiagnoser (OR = 2,28), men effekten vurderes som lav grundet heterogenitet blandt studierne.
Der blev ingen signifikante forskelle fundet mellem individuelle og gruppebaserede terapiformater eller mellem interventioner med varierende terapeutkontakt. Forældrebaseret KAT viste blandede resultater og kræver yderligere forskning.
Reducerede angstsymptomer og forbedringer i global funktion blev rapporteret op til seks måneder efter behandling, men data om længere tidsperioder er begrænsede. Der er utilstrækkelige data til at evaluere effekten hos børn med autisme eller intellektuelle handicap. Ingen alvorlige bivirkninger blev rapporteret, men systematisk monitorering af bivirkninger manglede i de fleste studier.
Meta-analysen viser sammenfattende, at KAT sandsynligvis er mere effektiv end ingen behandling og muligvis bedre end opmærksomhedskontrol, men evidensen for dens overlegenhed i forhold til alternative behandlinger og TAU er begrænset. Der er behov for mere forskning i langtidseffekter og tilpasninger for specifikke undergrupper som børn med autisme. Det konkluderes, at yderligere forskning er nødvendig for at optimere KAT’s tilgængelighed og effektivitet.
James, A. C., et al. (2020). “Cognitive behavioural therapy for anxiety disorders in children and adolescents.” Cochrane Database of Systematic Reviews(11).
