Egenterapiens mulighed, form og udfordring

Fagkronikken er udtryk for skribenternes egne erfaringer og holdninger.

Som psykologer møder vi mennesker, der er afhængige af at møde en fagperson, der er i stand til at sætte sig i deres sted, løsne problemer og rumme livets kompleksitet med respekt, empati og faglighed. Så egenterapi er uundværlig og giver en værdifuld implicit forståelse og kendskab til klientpositionen, samtidig med at den åbner for bedring af psykologens trivsel. Min påstand er, at særligt gruppeformatet udvider potentialet i egenterapi.

Opfordring til psykologer om personlig udvikling

For at blive godkendt specialist skriver Dansk Psykolog Forening bl.a. om personligt udviklingsarbejdes rammer og formål:

– For at blive specialist i psykoterapi skal du gennemføre 80 timers personligt udviklingsarbejde. Din personlige udvikling har fokus på dig og dine muligheder og begrænsninger som psykolog. Det er en anledning til at kigge indad og reflektere over, hvad du bringer med dig i dit arbejde som psykolog. Du kan arbejde med din personlige udvikling som egenterapi eller feedback på personlig stil og egen rolle.

Personlig udvikling som psykolog er et betydningsfuldt krav, da psykologer og andre fagpersoners personlighed og karakteristika altid vil være i spil i mødet med en patient/klient/borger. Vores fag fordrer, at vi er optaget af at møde patienter med respekt og lydhørhed for deres subjektive oplevelser og forsøg på at mestre vanskeligheder.

Forskning og tidligere undersøgelse (Haugaard) har vist, at terapeuteffekterne er betydeligt større end metodeeffekterne, og samspillet mellem terapeuters faglighed og personlighed er vigtigt for udbytte og effekt af behandling. Det har også vist, at terapeuternes opvækst og privatliv har en væsentlig indvirkning på den professionelle funktion og på egen trivsel, samt at metodetræning ikke har tilstrækkelig indvirkning på den underliggende interpersonelle proces, som terapeuter befinder sig i sammen med patienter. Man kan ikke foregive rummelighed, varme og åbenhed eller andre egenskaber, som man ikke selv besidder eller er i stand til at finde i sig/sit selv. Betydningen af egenterapien er indlysende, da den kan åbne for disse vigtige menneskelige og relationelle egenskaber.

Når psykologen træder ind i det relationelle møde

Når vi træder ind i relationer til mennesker, der har søgt professionel hjælp til håndtering af vanskelige livsomstændigheder, er det afgørende med faglig kunnen og menneskeligt nærvær.

Udførelse af psykologsamtaler og psykoterapi er krævende professioner, hvor psykologen selv indgår i relationen og er til stede med eget følelsesliv og tanker, tilknytningsevne, relationelle stil, livssyn og faglige tilgang. Klienterne møder os. Så når vi arbejder som psykologer, møder vi mennesker, der er afhængige af at møde en fagperson, der er i stand til at sætte sig i deres sted og kan forholde sig til konfliktfyldte relationer og problemer. Det fordrer, at vi kan bære vores eget liv. At vi er i stand til at håndtere eget liv med egne udfordringer, forholdet til os selv, vores livshistorie, tilknytningsstil og relationelle mønstre. Med andre ord er vi selv på spil, når vi er på arbejde og må kunne forholde os til det sårbare og vanskelige, der er en del af det at være et menneske.

Vi har brug for at sætte os i klientstolen og for egenterapi for at forholde os til det sårbare ved livet. Både fortiden, nutiden og fremtiden samt hverdagen med evindeligt behov for justering, at fungere og holde sammen på familien, børnene, vennerne, kærligheden, fritids- og arbejdslivet og ikke mindst på eget sind med følelser, tanker, behov og længsler. Alle har en opvækst med familiemønstre og sårbarheder, og valget af psykologien som en meningsfuld profession er sjældent tilfældigt. Egenterapien er afgørende for at kunne være en god psykolog eller at kunne blive det igen, hvis livet i en periode har været overvældende, og man er gået i knæ under svære livsvilkår og er blevet usikker på sig selv og måske sin fagidentitet.

Personlig udvikling kommer ikke af sig selv

Nogle udviklingsmetoder vægter egenomsorg og øvelser for, at psykologen kommer i kontakt med sig selv og finder metoder til at lindre egne mentale tilstande. Man lærer at finde måder og redskaber til at regulere følelser, ændre adfærd og finde bedre mestringsstrategier.

Jeg finder det betydningsfuldt og nødvendigt at lade sig udfordre og træde frem med sin sårbarhed for at få mest muligt med sig i modulet personlig udvikling. At man vælger en metode med mulighed for at sætte noget på spil og gå i dybden og bag adfærd og mestring. Egenterapiens mulighed for fordybelse i eget liv formes og skærpes ved metodevalget.

Jeg mener, der er brug for egenterapi, som inviterer til udfordring af det svære og til processer fremfor resultat og umiddelbar lettelse. I længden fører det til bedre psykologfaglighed og nærvær i den terapeutiske relation, hvor psykologen møder en stor diversitet af mennesker og problematiske liv. Uanset metode er det at møde et menneske en proces, der fordrer god mentalisering og reparation af brud på alliancen samt at kunne genvinde mentaliseringen, når den er brudt sammen – både hos klienten og psykologen. Derfor har vi i egenterapien brug for at gå tæt på egne problemer, relationelle mønstre, personlighed, tilknytning og følelser og tanker bag adfærden. Også dér, hvor det gør ondt, og hvor der kan være meget på spil.

Egenterapi i gruppe

Jeg ser muligheder og udvikling i at vælge egenterapi med en metode, som spænder over flere oktaver, og som åbner for at sætte mere på spil i rummet, hvor man ikke på forhånd ved, hvor de terapeutiske processer fører hen. Hvor der åbnes for undersøgelse af følelser, tanker, mønstre og relationer, med selvafsløring og nysgerrighed på sig selv og den anden med respekt indrammet af fortrolighed og tavshedspligt. Det er der, hvor vi træder et skridt længere ud end det velkendte, der for alvor er et udviklingspotentiale i egenterapien.

Gruppeformatet er en virkningsfuld ramme for egenterapi, da det stiller alle gruppeprocesser til rådighed. Man indgår i adskillige relationer til de andre og til terapeuten. Det giver et stort relationelt felt, hvor mange oplevelser og relationelle dynamikker kan opstå, gribes og undersøges i den terapeutiske proces. Og man kommer i høj grad i kontakt med sig selv og med, hvordan man relationelt indgår i grupper. Egenterapien i gruppe giver mulighed for, at deltagerne bliver set og mødt af flere end en terapeut og for at se sig selv udefra og andre indefra. Derved kan deltagerne undersøge eget perspektiv og subjektive oplevelse og samtidig få inspiration af de andres nysgerrighed, undersøgelse og perspektiv. Egenterapi i gruppeformatet er en betydningsfuld ballast for at kunne indgå i svære og udfordrende klient-relationer/-grupper og samarbejdsrelationer, hvor egen mentalisering og menneskelige og faglige kapacitet kan blive presset.

Min terapeuterfaring fra syv år med mentaliseringsbaserede egenterapigrupper for fagpersoner er, at der opstår et betydningsfuldt grupperum med åbnende terapeutiske processer med en balancering af psykologisk tryghed, deltagernes egne temaer og udfordring af det svære og nødvendige.

Afslutningsvis giver gruppeformatet en tværfaglig ballast, når andre fagligheder er repræsenteret i grupperne. Læger, sygeplejersker og socialrådgivere kan bidrage med deres personlighed og faglige kultur og blik som et værdifuldt perspektiv på psykologfagligheden, psykologisk tænkning og forståelse, som derved bliver set udefra, og det giver psykologer erfaring og kendskab til at se andre fagligheder indefra.