Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger.
Den følgende tekst er et eksperiment:
Jeg har nemlig givet en kunstig intelligens (ChatGPT) både en problemstilling (kunstig intelligens i psykologarbejdet), en målgruppe (psykologer), en kontekst (et fagblad) og et antal ord (1.200) og bedt den om at skrive denne fagkronik for mig.
Den følgende tekst er skrevet af mig, Anders Colding-Jørgensen. Jeg har tænkt grundigt over indholdet og derefter skrevet artiklen og skrevet den om et par gange, helt uden indblanding af nogen anden algoritme end Words stave- og grammatikkontrol.
De to udsagn herover er gensidigt udelukkende. Enten har et menneske eller en algoritme skrevet teksten alene. Spørgsmålet er nu, hvad det gør ved dig som læser, at du ikke ved, hvem eller hvad der i virkeligheden har skrevet teksten?
Hvis du lige nu tænker: ”Nå ja – det er da selvfølgelig vigtigt, men artiklen ser interessant ud, så jeg læser lige videre i stedet for at tænke for meget over det. Og mon ikke der under alle omstændigheder er et menneske bagved et sted?” bekræfter du min fagkroniks påstand.
Påstanden er, at vi som modtagere nok kan synes, at det er relevant, om det, vi ser, er menneskeskabt eller ej, men at den problemstilling bare hurtigt glider i baggrunden til fordel for indholdet.
”Er filmens kulisser lavet på en computer, siger du? Det er da interess… hov, se nu bliver helten spist af en løve!”
Hvis vi har valget mellem at beskæftige vores opmærksomhed med en tilblivelsesproces, som er skjult for os og rummer sammenhænge, vi ikke kan gennemskue, eller at rette opmærksomheden mod det, som er synligt lige foran os, er det ikke overraskende, hvis vi vælger det sidste.
Vi opgiver at prøve at se forskel, når det alligevel er umuligt. Vi rammes af autenticitetstræthed (authenticity fatigue).
Vores opfattelse af, hvad der er virkeligt, er konstant i bevægelse. Er e-mail virkelig kommunikation? Er en telefonsamtale? Er MobilePay virkelige penge? Er det skrevne ord virkelig et ord? Er dine relationer på Facebook – hvoraf du aldrig vil møde langt størsteparten nogensinde igen – virkelige relationer? Og hvad med de samtaler du har med fx ChatGPT? Er de virkelige samtaler?
Der, hvor virkeligheden forandrer sig voldsomt lige nu, er netop inden for kunstig intelligens (AI).
For det første bliver AI stadig bedre til at efterligne en samtale. For det andet gør vores autenticitetstræthed, at vi ganske enkelt hurtigt bliver ligeglade, når vi alligevel ikke kan skelne.
Grænsen mellem virkelig og kunstig intelligens vil måske snart også være irrelevant for andre end filosoffer. Og hvis det er korrekt, vil vi måske snart stå med en befolkning, som ikke skelner mellem, om den terapeut, de står over for, er lavet af kød eller kode. Men blot vil interessere sig for, om den hjælper – og ikke mindst er til at betale.
I 1990’erne mødte jeg en typograf ved et selskab. Jeg kunne ikke dy mig for at lade et par ord falde om, at typografi måtte være et lidt kritisk fag at være i, når nu de fleste virksomheder allerede havde en computer og en laserprinter.
Han svarede, meget selvsikkert, at det ikke ville blive et problem, da ”typografi er en bedre måde at trykke på end en laserprinter – det er to helt forskellige ting”.
Der skete jo bare det, at printerne blev bedre, og at ingen til sidst kunne se forskel. Til gengæld kostede resultaterne ingenting – og alle var derfor snart ligeglade (hvis du er under 30, må du selv lige google ”typograf”).
Måske kan du genkende den skråsikre påstand, når du hører psykologer (måske dig selv) sige, at en computer ikke kan erstatte et ægte menneske, og at den autentiske relation mellem klient og terapeut er unik. Det er to forskellige ting.
Mens vi diskuterer dette, er der så allerede i dag mange, især unge, der besøger AI-psykologer for at få hjælp og rådgivning. Et aktuelt eksempel er chatbotten ”Psychologist”, som findes på platformen Character.ai., der har modtaget over 75 millioner chatbeskeder, siden den blev lanceret af en newzealandsk psykologistuderende.
Disse mennesker kommer ikke til AI-terapi ved at tænke: ”Hmm.. jeg har det svært. Gad vide om jeg skal vælge at tale med et menneske eller en maskine”, men i højere grad ved at tænke : ”Jeg har det svært – gad vide om jeg kan finde hjælp på nettet. Hov, den der chatbot giver da nogle rigtig fine svar, og den har tid, når jeg ligger vågen om natten med angst”.
Mange af dem, der i dag får hjælp af en robot, ville nok ikke være gået i human-terapi, hvis der ikke fandtes AI. Men hvad tror du, der sker, når disse unge vokser op og møder AI-terapeuter, som kan føre samtaler, der er endnu mere menneskelige, end de er i dag? Som kan sige de helt rigtige ting, der gør tryg – med en varm og empatisk stemme. Som kan rose og trøste klokken 3 om natten – stort set gratis?
Så vil vi, som vores selvsikre typograf, måske opdage, at opfattelsen af, hvad terapi er, har flyttet sig – uden at vi har flyttet os med.
Men hvad med de nonspecifikke faktorer, spørger du. Hvad med følelsen af at tale med et ægte menneske? Her kan jeg jo spørge dig, om du nogensinde har følt dig stærkt følelsesmæssigt forbundet med en romanfigur eller grædt over en film? Eller for den sags skyld oplevet stærke følelser i et computerspil? Hvorfor skulle vi ikke kunne lære at føle de samme stærke følelser over for en AI-terapeut?
Hvis du har grebet dig selv i at være høflig over for fx ChatGPT, kan du jo spørge dig selv hvorfor.
Foruden at holde foredrag har jeg en klinik. Her arbejder jeg med et felt, nemlig vaner og adfærd, som primært er båret af psykoedukation. Et godt vanearbejde med en klient er altså ét, hvor klienten lærer nye strategier og at fortolke sine egne impulser, tanker og følelser på en ny måde.
Det, jeg laver, er med andre ord noget af det første, som en robot vil kunne lave lige så godt, som jeg kan. Det er jeg helt bevidst om. Og det har jeg taget konsekvensen af.
Jeg er nemlig, halvt i leg – halvt i alvor, begyndt at træne en AI til at gøre mig arbejdsløs, før andre gør det. Det er allerede i dag muligt at skrive et sæt helt specifikke instruktioner til ChatGPT, så den kan ”lære” at arbejde med den metode, jeg selv arbejder med.
Så det har jeg gjort.
Ved at kombinere mine egne metodetrin med ChatGPT’s evne til at føre samtaler, er det lykkedes at skabe en AI-vanechatbot, som faktisk ikke er helt skeløjet, selvom den stadigvæk er relativt primitiv. Og det har været en interessant opgave, rent pædagogisk også. At skulle instruere en AI til at gøre det, jeg gør, kræver en bevidsthed, som har gjort mig skarpere på mit eget arbejde også.
Hvis du synes, det kunne være interessant at bygge din egen AI-terapeut, har jeg aftalt med Dansk Psykolog Forening, at jeg holder en workshop i begyndelsen af 2025, hvor du vil lære at instruere din egen AI-terapeut.
Men indtil da, kan du prøve min egen AI-vaneterapeut (som jeg har kaldt ”Elektriske Anders”) ved at gå ind på: http://virkeligheden.dk/ai
