Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger.
Stalking er et alvorligt og omfattende problem, der årligt rammer mellem 67.000-98.000 mennesker i Danmark (1). Vi kan møde stalkingudsatte såvel som stalkingudøvere i forskellige regi som jobcenteret, Familieretshuset, i NGO’er eller privat praksis. Men uden grundlæggende viden om stalking risikerer man at overse eller fejlfortolke symptomer og problemstillinger hos udøvere og udsatte. Spørgsmålet er derfor: Er psykologer klædt godt nok på til at identificere og behandle stalking?
I mit arbejde med stalkingudsatte har jeg erfaret, at man som udsat nogle gange i årevis har levet med stalking uden at have fået viden om – eller sproget til at forstå – at det, man oplevede, var stalking. Det samme gør sig gældende for de stalkingudøvere, der langt fra altid sidestiller egen adfærd med stalking. Stalking kan nemlig være svært at genkende, både for de udsatte, udøvere og de fagpersoner, der møder dem.
Overordnet er stalking uønsket og gentagen kommunikation, kontakt eller anden adfærd, som forsætligt eller uagtsomt får andre til at opleve en velbegrundet frygt eller bekymring for deres egen eller deres nærmestes sikkerhed (2). Det, der kendetegner stalking, er, at der i kontakten er tale om envejskommunikation, hvor det udelukkende er den udøvende part, der kontakter den udsatte. Kommunikationen kan både bestå af tilsendte blomster, gaver og romantiske tilkendegivelser, såvel som mange forskellige typer af mere tydelig vold, fx fysisk, psykisk, seksuel, økonomisk, materiel, social og digital vold.
Et stalkingforløb kan fx begynde som tilsyneladende harmløse handlinger, fx daglige sms-beskeder til den udsatte med ordlyden ”jeg elsker og savner dig”. Men hvis den udsatte siger fra over for denne kontakt, enten verbalt eller ved aldrig at besvare sådanne beskeder, og kontaktforsøgene fortsætter, så vil den systematiske uønskede kontakt – uanset ordlyden og typen af kontakt – blive til stalking.
For at kunne genkende et stalkingforløb er det relevant at kende til de kontekster, stalkingen foregår i; den findes nemlig i mange forskellige typer af relationer. Stalking kan både forekomme i ”nære relationer”, fx tidligere intime partnere, ”bekendte”, fx en kollega, borger, tidligere klassekammerat, og stalkingudøvere kan være ”fremmede”, altså mennesker man ikke kender eller tidligere har haft en relation til.
Det er altså svært at beskrive et stalkingforløb ud fra en bestemt model, fordi forløbet ofte er sammensat af så mange forskellige elementer. Det, man dog kan bruge som rettesnor, vil som udgangspunkt være, at der er tale om uønsket kontakt, og at kontaktforsøgene kun går den ene vej, altså fra den udøvende part til den udsatte.
Som psykologer har vi en vigtig opgave i at hjælpe mennesker, der er eller har været udsat for stalking. Forskning foretaget af Didde Hauch og Ask Elklit fra SDU i 2023 (3) indikerer, at op mod to ud af tre stalkingudsatte udvikler PTSD-symptomer.
Stalkingudsatte oplever dog ikke nødvendigvis hændelser i stalkingforløbet af sådan en karakter, der lever op til de diagnostiske kriterier for PTSD. Der er ikke nødvendigvis tale om en enkeltstående hændelse, der har været exceptionelt truende og katastrofal, fx i form af et livstruende fysisk overfald. Derimod opstår PTSD-symptomerne på baggrund af summen af mange kontaktforsøg fra stalkingudøveren, som over tid nedbryder den udsattes følelse af tryghed, sikkerhed og kontrol over eget hverdag og liv. Undersøgelsen fandt, at stalkingudsatte har det tilsvarende dårligt som flygtninge- og torturofre. Med andre ord fører stalking til alvorlige psykiske konsekvenser for de berørte.
Når man som psykolog møder en udsat, er det derfor særlig vigtigt at være opmærksom på to ting: 1) Se på summen, ikke delene, for at forstå den udsattes frygt og traumereaktioner. 2) Være opmærksom på kontraindikationer for bl.a. in-vivo-eksponseringsterapi, som ofte ellers benyttes i forbindelse med traumebehandling. Eksempelvis vil eksponering for indkøbssituationer ikke nødvendigvis være relevant, hvis den udsatte er i et aktivt stalkingforløb.
Inden man tilvælger eksponeringsterapi for en klient, skal man som psykolog have kompetencerne til at lave risikovurderinger i forbindelse med et stalkingforløb for at sikre, at klientens fysiske sikkerhed er varetaget. Hvis klienten potentielt ikke er i fysisk sikkerhed i fx indkøbssituationer, skal der i stedet arbejdes terapeutisk med at opbygge den udsattes resiliens og evne til at håndtere de følelsesmæssige konsekvenser af det konstante psykiske pres, som stalkingen forårsager.
Stalking opstår ikke tilfældigt. Overordnet kan man sige, at stalkingudøvere har tilfælles, at stalking bliver en maladaptiv strategi til at genvinde kontrol i situationer, hvor man ellers føler sig magtesløs. Denne strategi er ikke kun maladaptiv set i lyset af den smerte, det påfører den udsatte, men også for udøveren selv. Når man udøver stalking, så har man det ganske enkelt ikke godt, hvorfor man ved udøvere bl.a. ser en høj forekomst af angst, depression, stress og suicidalitet (4).
I et indledende terapiforløb med en udøver vil det derfor være relevant at prøve at forstå stalkingens funktion for udøveren, herunder hvilke motivationsfaktorer der opretholder adfærden. Motivationen vil ofte variere mellem ønsket om at genetablere en relation, ønsket om at starte en relation eller ønsket om hævn. Fokuspunkter i et behandlingsforløb vil fx være at arbejde med affektregulering, impulskontrol, relationelle erfaringer og sociale kompetencer. Som behandler er det i den forbindelse relevant at holde sig for øje, at forskning indikerer, at stalking for stalkingudøveren rent fysiologisk og psykologisk kan sidestilles med at have et misbrug (5): At lære nye strategier til at håndtere sin problemstilling kan derfor både være en svær og lang proces med svingende motivation.
Det kræver ofte mere end psykologens terapeutiske ramme at hjælpe både udsatte og udøvere. Fx kan fysisk sikkerhed, økonomisk sikkerhed og retssikkerhed være afgørende for begge parters velbefindende. Som psykologer kan vi dog hjælpe udsatte med at styrke psykisk stabilitet og resiliens, og vi kan hjælpe udøvere med at stoppe deres stalkingadfærd. Set fra et samfundsmæssigt perspektiv er psykologers indsats særdeles værdifuld.
Som psykologer har vi en afgørende rolle i at støtte både udsatte og udøvere i at navigere gennem de komplekse følelser og omstændigheder, der følger med at være udsat for eller udøve stalking.
Uanset om man som psykolog arbejder i privat praksis, en NGO, kommuner eller Familieretshuset, så kan man møde et menneske, der er berørt af stalking. Stalking kan være vanskeligt at gennemskue, men når vi kan genkende stalkingen, så kan vi i højere grad lave en kvalificeret vurdering af, om vi er de rette til at hjælpe – og i så fald hvordan vi kan hjælpe.
