Et biopsykosocialt perspektiv på kompleks PTSD og interpersonelle vanskeligheder

På et valgfag om psykotraumatologi stiftede jeg for første gang bekendtskab med den nye diagnose kompleks PTSD, hvor min idé til specialet opstod. Diagnosen er længe ventet inden for det danske diagnosesystem, idet PTSD-diagnosen ofte kommer til kort, når traumerne har interpersonel og vedvarende karakter. Det interpersonelle aspekt er særligt interessant, da det både kan være roden til den traumatiske oplevelse, men også er et af symptomerne på kompleks PTSD i form af interpersonelle vanskeligheder (Bachem et al., 2021). Dertil kommer, at der stadig mangler kvalitativ forskning, der undersøger de enkelte symptomer inden for diagnosen, hvorfor specialet synes at bidrage med ny viden om netop dette (Ahn et al., 2025).

Med mit speciale ville jeg undersøge, hvad der kendetegner relationer for voksne med symptomer på kompleks PTSD. Det gjorde jeg med afsæt i semistrukturerede interviews, hvor seks personer med PTSD-diagnosen fortalte om deres oplevelser med relationer. Symptomerne på kompleks PTSD blev sikret gennem “International Trauma Questionnaire”. Interviewene analyserede jeg tematisk, hvor jeg fandt tre temaer, der kendetegnede informanternes relationer, hhv. ambivalens, at leve med en diagnose og livslang udvikling.

Specialets fund

I analysen tegnede sig et billede af, at informanterne oplevede relationer som svære, hvor de på den ene side oplevede mangel på tillid og tog afstand til andre, mens de på den anden side havde et stort ønske om nære relationer. Dette var altså et udtryk for stor ambivalens i relationen til andre.

At leve med en diagnose viste sig som et tema, da alle informanter oplevede, at deres PTSD-diagnose og symptomerne på den komplekse PTSD påvirkede deres relationer negativt. Alle havde i større eller mindre grad oplevet stigmatisering, hvilket forstærkede afstanden mellem dem selv og andre.

Den livslange udvikling blev tydelig, idet informanterne oplevede deres relationer som foranderlige gennem livet. Generelt dannede der sig altså et billede af, at de tidlige traumer i barndommen havde påvirket deres relationer i ungdommen, der for mange var ustabile og præget af brud. Dette havde dog ændret sig i deres voksenliv, hvor både livserfaring og samtaleterapi havde givet dem stor selvindsigt i deres udfordringer med relationer.

En helhedsorienteret forståelse for interpersonelle vanskeligheder

Ifølge Maercker (2021) bør kompleksiteten af denne nye diagnose ses i lyset af den biopsykosociale model, der tager højde for, hvordan både biologiske, psykologiske og sociale domæner har indvirkning på relationerne hos voksne med symptomer på kompleks PTSD.

Derfor undersøgte jeg, hvordan faktorer som tilknytning, emotionsregulering, basale antagelser, kognitive skemaer og et overbelastet sympatisk nervesystem i et komplekst samspil former relationerne hos voksne med symptomer på kompleks PTSD. Generelt viste der sig altså en sammenhæng mellem biologiske, psykiske og sociale processer, der unægteligt hænger sammen og påvirker de relationer, som mennesker med symptomer på kompleks PTSD har. Biologisk i form af et overbelastet sympatisk nervesystem, der er ekstra meget på overarbejde i kontekster, hvor andre kommer tæt på én. Personligt i form af tilknytningsmønstre, der viste sig i relationerne, samt at de gennem narrativ identitet havde skabt en sammenhængende fortælling om, hvordan deres relationer havde ændret sig gennem livet. Dertil viste kognitionspsykologiske aspekter såsom basale antagelser og skemaer om, hvordan verden hænger sammen sig også at påvirke relationerne. Socialt viste der sig desuden en stigmatisering, der påvirkede deres relationer.

Specialet bidrager til en helhedsorienteret forståelse af de interpersonelle vanskeligheder inden for kompleks PTSD, hvor psykiske, sociale og biologiske aspekter påvirker relationer. Specialet fremhæver vigtigheden af at tage højde for alle disse aspekter i behandlingen af denne nye diagnose, hvor relationer til andre er særligt svært.

Q&A med Hannah Impgaard Utzon

Hvordan fik du ideen til dit specialemne?

Jeg havde et valgfag i psykotraumatologi på kandidatuddannelsen, og der hørte jeg første gang om den nye diagnose kompleks PTSD. Som jeg har forstået det, kan diagnosen endnu ikke gives i det danske patientsystem, men i fremtiden vil det være en diagnose, der vil blive givet til de mennesker, der i ICD-10-systemet diagnostisk set har pendulereret mellem en PTSD-diagnose og en personlighedsforstyrrelse. For dem er relationer rigtig svære, fordi traumerne ofte har interpersonel karakter. Det fangede min interesse – særligt fordi der i dansk kontekst endnu ikke er lavet en kvalitativ undersøgelse af, hvordan det opleves at indgå i relationer, når man har kompleks PTSD, og jeg synes, at det er vigtigt, at vi taler med de mennesker, det handler om. Samtidig har jeg tidligere arbejdet som frivillig hos Red Barnet med familier med krigstraumer, og jeg har altid tænkt, at traumer var et emne, jeg ville beskæftige mig med på min uddannelse.

Hvad fandt du ud af i dit speciale?

Det blev tydeligt for mig, at ambivalens præger relationerne for mennesker med tegn på kompleks PTSD. De har svært ved at være tæt på andre, men samtidig vil de også gerne have kontakten til andre. Alene det at have en PTSD-diagnose påvirkede også mine informanters relationer negativt. De havde alle en oplevelse af stigmatisering, og det var med til at forstærke afstanden mellem dem og andre. Jeg så også en livslang udvikling i informanternes oplevelser med relationer. De tidlige traumer i barndommen havde særligt påvirket deres relationer i ungdommen, men i voksenlivet havde de fået en bedre forståelse af, hvem er jeg, og hvad har jeg med i bagagen, og det gav dem indsigt i de udfordringer, de havde i forhold til at indgå i relationer.

Hvad har undret/overrasket dig undervejs i specialeskrivningen?

Jeg vidste godt, at mennesker med psykiske lidelser oplever stigmatisering, men hvor udbredt det er, kom bag på mig. Mine informanter fortalte, at de ikke bare oplever at føle sig udenfor, så snart de siger, at de har PTSD; de oplever også, at de i perioder med mange symptomer har endnu større udfordringer med relationer. Den udbredte stigmatisering har virkelig overrasket mig.

Hvordan håber du at kunne bruge resultaterne i dit fremtidige arbejdsliv?

Jeg skal i praktik hos Børnehus Hovedstaden i det kommende semester, og her arbejder man med udredning og krisestøtte til børn og unge, hvor der er mistanke eller viden om vold eller overgreb. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at jeg kan trække på den kæmpe viden, jeg har fået gennem mit speciale. Samtidig har mit speciale givet mig en generel forståelse for traumer, som jeg ikke er i tvivl om, at jeg kan bruge i fremtiden.

Jeg har undervejs i min undersøgelse også tænkt meget over, hvordan traumer og traumatiserende oplevelser er blevet modeord. Men det er vigtigt at understrege, at der er en kæmpe forskel på at være udsat for noget livsomvæltende og på en oplevelse, der er potentielt traumatiserende. Man kan selvfølgelig have forskellige forudsætninger for, hvordan man håndterer en chokerende hændelse, men en potentielt traumatiserende begivenhed er ikke for sjov. Jeg vil derfor i fremtiden slå et slag for, at vi ikke bruger ”traume” i vores dagligdagssprog. En voldsom livsomvæltning kan selvfølgelig ændre en, men det betyder ikke nødvendigvis, at man får en reel traumereaktion.

Hvordan håber du, at dit arbejde kan inspirere andre psykologer?

Jeg synes, at det er vigtigt, at vi ved noget om den nye diagnose kompleks PTSD. Det håber jeg, at mit speciale kan bidrage til. Jeg synes i den forbindelse, at det er vigtigt med kvalitativ forskning, hvor vi taler med mennesker om, hvordan de oplever komplekse traumereaktioner særligt i forhold til de enkelte symptomer. Her håber jeg, at mit speciale kan give en ny indsigt.