Fagkronikken er udtryk for skribenternes egne erfaringer og holdninger.
For mig var det en befrielse, at tavsheden blev brudt. Det fik mig for alvor til at få øje på, hvor vigtigt det er, at vi tør gøre op med fortielse. Det fik mig også til at se endnu mere klart, hvor meget energi jeg som barn og ung har brugt på selv at fortie.
I mit arbejde som psykolog har jeg også set, hvad fortielse kan gøre ved mennesker og deres relationer.
Dette er alt sammen noget, som gav mig lyst til at lave en podcast om fortielse. Her interviewer jeg forskellige mennesker, der har haft fortielse tæt inde på livet, enten personligt eller fagligt. Ja, selv min egen mor, der efter lang betænkningstid, valgte at sige ja til at dele, hvordan det har været at fortie min biologiske oprindelse i 43 år. Jeg har også valgt dele ud af mine egne erfaringer.
Fortielse betyder ifølge Den Danske Ordbog ”med vilje ikke at omtale noget bestemt”.
Fortielse kan forekomme i alle vores relationer til familie, venner, kollegaer etc. og kan have forskellige bagvedliggende grunde.
Det kan være tanker og oplevelser i hverdagslivet mellem venner eller kollegaer, som ikke siges højt, men måske burde komme ud i det åbne. Fx ”det du sagde, gjorde mig ked af det” eller ”undskyld, du har noget siddende ved næsen”.
Det kan også være fortielse af emner, som rummer langt større alvor og tyngde.
Familiehemmelighederne kan være mange, fx morfar gik over på tyskernes side, din farfar har misbrugt mig, mor er psykisk syg, far og mor drikker, ”men vi taler ikke om det”.
At undlade at sige noget bestemt, er noget, vi alle kender til i større eller mindre grad.
Vi har alle prøvet at fortie noget, men også været den, der er blevet fortiet for. Med andre ord er fortielse alment menneskeligt.
Nu tænker du måske som læser: Mener hun virkelig, at vi bør sige alt højt? Jeg vil måske leve op til en del menneskers forestilling om psykologer som nogen, der synes, at vi bør tale alt til døde, men det er ikke mit budskab. I øvrigt er min erfaring, at vi, der arbejder professionelt med mennesker, kan være lige så berøringsangste som alle mulige andre.
Det er langt fra sådan, at det i alle situationer er fordrende at bryde tavsheden, hverken for os selv eller for andre.
Dér, hvor fortielse i min optik får en skyggeside, er, når det ikke-sagte får en negativ konsekvens for den enkelte og i den medmenneskelige relation. Fx når jeg ikke får sagt det, som jeg ved, jeg bør sige, og det suger min energi og vanskeliggør relationen til den, jeg fortier overfor. Med andre ord når tavshed skaber afstand til den, jeg holder af.
Det er dér, hvor nogle alarmklokker bør ringe, og vi måske skal gøre noget anderledes.
I mit arbejde har jeg gennem samtaler og undervisning i kommunikation og konflikthåndtering oplevet igen og igen, hvordan vi mennesker er gode til at gøre det bøvlet for os selv. Helt præcist ved ikke at tale om det, vi ved, men som kunne være hjælpsomt for alle parter at få ud i det åbne.
Når små konflikter bliver store og suger vores energi, er det ofte, fordi noget ikke er blevet sagt. Vi udskyder at sige det svære til den anden i håbet om, at det forsvinder af sig selv. Virkeligheden er desværre bare den, at det sjældent sker. Det som fx irriterer mig ved min ven eller kollega, men som jeg ikke siger højt, får måske over tid lov til at vokse sig større og større. Ja, måske indtil den dag, hvor bægeret flyder over, og det i stedet kommer ud som en eksplosion af ophobet frustration. I værste fald kan det få den konsekvens, at vi må opgive vores samarbejde eller venskab.
Jeg har også set, hvordan fortielse kan medvirke til ensomhed og anden psykisk mistrivsel. Fx kan depression og angst ofte forstås i lyset af, at personen i mange år ikke har talt med andre om skamfulde oplevelser, måske fordi der ikke har været én, man har været tryg ved at betro sig til. Disse oplevelser kan spænde meget bredt, lige fra mobning i skolen til alkoholisme i familien og seksuelt misbrug.
Samlet set er min erfaring, at vi ved at fortie skaber afstand til os selv og dem, som betyder noget for os. Vi bliver i højere grad overladt til os selv. Ofte også med oplevelsen af at være forkert.
Jeg tror, at det sjældent er dårlige intentioner, der ligger bag det at fortie noget.
Det er min erfaring, at vi ofte fortier, fordi vi er skamfulde eller bange for at gøre andre kede af det. Vi vil ikke risikere brud på relationen. Jeg tror på, at vi mennesker dybest set gør det bedste, vi kan og har lært.
Da jeg som barn og teenager skjulte et synshandicap, var det min oplevelse, at jeg ikke havde et valg. Det var, sagt ligeud, en overlevelsesstrategi.
Min pointe er, at vi skal være forsigtige med at dømme andre, der fortier. Fortielse er en naturlig menneskelig reaktion på at undgå følelsesmæssigt ubehag. Når det er sagt, er det min holdning, at vi alle har et ansvar i forhold til at øve os i at bryde tavsheden. Gør vi ikke det, risikerer vi både at skabe afstand til os selv og dem, der betyder noget for os.
Det kan lyde nemt, men det er det ikke. Én ting er sikkert: Det kræver mod at bryde tavsheden.
Ved at tage bladet fra munden, stiller vi os selv et sårbart sted. Hvordan vil den anden tage imod det, vi fortæller? Der er ingen garanti for, at det bliver grebet på en nænsom og omsorgsfuld måde. I værste fald kan vi opleve en afvisning. Derfor bliver det helt afgørende at træne modet, og selve måden, hvorpå vi får det svære sagt. Mod kommer ikke af sig selv, men kan anskues som en muskel, der kan trænes. Det kræver vedholdende øvelse at turde bringe sig selv i spil og gøre sig selv sårbar.
Hvad angår måden, vi siger det fortiede på, så er tonelejet og kropssproget helt afgørende for, hvordan det bliver modtaget. Formår vi at tale ud fra os selv og undgå den bebrejdende tone, øger vi chancen for, at den anden lytter og har lyst til at forstå. Så er vi pludselig kommet hinanden et skridt nærmere.
Idet jeg selv bryder tavsheden, inspirerer jeg andre til at gøre det samme. Det er nemlig sådan, at mod smitter. Udfaldet er, at vi bliver mindre alene med det, vi oplever skamfuldt, og sammen kan vi på den måde bestige et bjerg af tavshed.
