Forældrefremmedgørelse eller samværsvægring: Når et populært begreb skygger for faglighed

Fagkronikken er udtryk for skribenternes egne erfaringer og holdninger.

For psykologer, der arbejder inden for det familiepsykologiske felt – hvad enten det er som børnesagkyndige i familieretterne, Familieretshuset eller som familiepsykologer i offentlig eller privat regi – støder vi ofte på forældre, der anvender begrebet ”forældrefremmedgørelse”. Det er desuden et begreb, mange af os som lægpersoner møder i vores privatliv, når vi ser skilsmisseramte familier, hvor samarbejdet mellem forældrene er dårligt.

Begrebet ”forældrefremmedgørelse” betyder i lægmands opfattelse, at et barn vender sig væk fra den ene forælder som følge af negativ påvirkning eller manipulation fra den anden forælder. Det anvendes ofte i konfliktfyldte skilsmissesager som forklaring på, at barnet kan udvikle en negativ holdning, frygt eller endda had mod den ”fremmedgjorte” forælder, tilsyneladende uden en gyldig eller objektiv grund.

Vi finder imidlertid anvendelsen af begrebet ”forældrefremmedgørelse” problematisk, da begrebet bidrager til en forenklet, monokausal årsagsforklaring, hvor ansvaret alene placeres hos den ene forælder. Sådan forholder det sig imidlertid sjældent i praksis.

Et uvidenskabeligt begreb

Forældrefremmedgørelse er ikke et videnskabeligt anerkendt begreb, men anvendes primært af interesseorganisationer og lægfolk, ofte med udgangspunkt i tragiske personlige oplevelser.

Begrebet beskriver oplevelsen af at være blevet ”fremmed” over for sit barn, men det forsimpler oftest årsagerne til situationen. Dette vanskeliggør muligheden for at løse de underliggende problemer og dermed hjælpe barnet.

Som børnesagkyndige psykologer må vi understrege, at der i alle højkonfliktsager, hvor forældrene har svært ved at samarbejde, og barnet har minimal eller slet ingen kontakt med den ene forælder, ofte er tale om dybereliggende relationelle problemer.

Begge forældre og deres familier bidrager typisk til at opretholde konfliktsituationen.

Kompleksiteten i konfliktsager

Det typiske billede i højkonfliktsager er, at forældrene ser helt forskelligt på problemerne og ofte holder den anden forælder ansvarlig for konflikten.

Baggrunden for konflikterne kan være voldsomme brud eller traumatiske hændelser, der har skabt utryghed og mistillid mellem forældrene. Som en konsekvens reagerer begge forældre negativt på kontakten med hinanden, hvilket også påvirker barnet. Barnet mærker forældrenes modstand og reagerer ofte ved at knytte sig tæt til den ene forælder og afvise den anden. Over tid kan dette udvikle sig til en situation, hvor barnet helt afviser samvær med den ene forælder.

Det er veldokumenteret, at et højt konfliktniveau mellem forældre har en negativ effekt på børns trivsel og udvikling. Derudover kan tabet af kontakt til en forælder have alvorlige konsekvenser for både barnet og forælderen.

Samværsvægring som alternativt begreb

Som alternativ til begrebet ”forældrefremmedgørelse” anbefaler vi i stedet, at man anvender begrebet ”samværsvægring”.

Samværsvægring dækker over en situation, hvor et barn modsætter sig eller afviser samvær med den ene forælder efter en skilsmisse eller separation. I begrebet samværsvægring forstås, at der kan være mange årsager og varierende grader af intensitet, når barnet modsætter sig samvær. Begrebet er dermed mere nuanceret og tillader en bredere forståelse af de faktorer, der kan være på spil.

Hvor man med begrebet ”forældrefremmedgørelse” forstår problemet monokausalt, lægges der op til, at man med ”samværsvægring” forsøger at forstå det komplekse samspil multikausal, altså mellem de mange årsager der typisk er til kontaktbruddet mellem et barn og en forælder.

Med udgangspunkt i et fagligt notat udarbejdet af psykolog Jartrud Frafjord for Barne-, ungdoms- og familieetaten i Norge kan vi opridse nogle af de mulige årsager til samværsvægring. Blandt mulige årsager, der har med forældrene at gøre, kan bl.a. nævnes:

• Barnet beskytter den forælder, det er synd for og indtager en moralsk, straffende holdning til den forælder, som barnet mener er skyld i, at familien er gået i opløsning. I forsøg på at undgå at vise positive følelser for denne forælder kan barnet reagere med at vende ryggen til denne forælder. Hvis barnet ikke får hjælp til at håndtere sin vrede og sorg samt reparere relationen, kan det udvikle sig til en fastlåst situation.
• Rolleforstyrrelser, hvor grænserne mellem den ene forælder og barnet er uklare. Barnet bliver overinvolveret af den ene forælder og ender med i praksis at varetage dennes behov. I nogle tilfælde kan barnet ligefrem komme til at overtage den fraværende forælders plads i familien.
• Fjendtlighed mod den anden forælder. Grundet egne stærke negative følelser eller svære oplevelser i forbindelse med at blive forladt kan den ene forælder sende et budskab til barnet om, at den anden forælder er uduelig eller skadelig at være sammen med. Forælderen kan ikke rumme, at barnet har en (positiv) relation til denne anden forælder og har dermed svært ved at adskille egne følelser fra barnets. Barnet kommer under pres og kan være nødsaget til at løse dette ved at vælge side. På den baggrund begynder barnet at idyllisere den ene forælder og dæmonisere den anden.
• Tidligere traumer eller oplevelser: Barnets afvisning kan skyldes, at det har oplevet noget alvorligt eller traumatisk hos den ene forælder, som barnet har behov for at beskytte sig imod. Det kan være omsorgssvigt, fysisk vold, overgreb eller psykisk vold i form af at være blevet nedgjort, afvist eller latterliggjort.

Der kan også være andre grunde til, at barnet afviser den ene forælder, nemlig faktorer der i højere grad har at gøre med barnets egen personlighed og udvikling såsom:

• Manglende tilknytning: Hvis der har været en meget begrænset eller ustabil kontakt mellem barnet og den ene forælder, kan det være svært for barnet at komme til at føle sig tryg. Hvis de få oplevelser, barnet tilmed har haft med denne forælder, har været overvejende negative, kan det være medvirkende til, at barnet giver udtryk for et ønske om kontaktbrud.
• Alder og modenhed: Ældre børn kan have stærkere præferencer og i højere grad udtrykke deres egne ønsker og behov omkring et kortere eller længerevarende samværsstop.
• Personlighedsmæssige sårbarheder: Psykiske sårbarheder, særlige behov og mistrivsel hos et barn kan bevirke, at der ikke er overskud til at indgå i en relation til den ene forælder. Hvis der samtidig er psykiske udfordringer hos den ene forælder, og den anden forælder har svært ved at støtte op, kan et barn i mistrivsel have vanskeligheder med at overskue samvær, hvilket også kan lede til samværsstop.

Vi understreger, at det selvsagt er forældrenes ansvar at skærme barnet for deres indbyrdes konflikter og beskytte barnet, hvor det er nødvendigt, men at det samtidig er afgørende, at vi forholder os åbent over for barnets grunde til at afvise den ene forælder. Samtidig vil det i andre tilfælde være centralt, at et barn støttes til langsomt at genetablere kontakten til den forælder, barnet for en periode har mistet kontakten til.

Faglig modstand mod lovgivning om forældrefremmedgørelse

Når vi som børnesagkyndige deltager i højkonfliktskilsmissesager – de såkaldte § 7-sager – er det ikke ualmindeligt, at samværsforælderen beskylder bopælsforælderen for forældrefremmedgørelse.

I efteråret 2024 foreslog daværende minister Pernille Rosenkrantz-Theil, at begrebet skulle indskrives i lovgivningen. Dette skabte stor bekymring blandt os fagprofessionelle. Hvordan skulle vi i højkonfliktskilsmissesager argumentere imod brugen af et monokausalt begreb, som netop blev skrevet ind i lovgivningen?

Selskab for Børnesagkyndige skrev i samråd med Dansk Psykolog Forening et høringssvar til udkastet til lovgivningen, hvor vi argumenterede for det problematiske i at anvende begrebet ”forældrefremmedgørelse”. Andre organisationer som Red Barnet og Børns Vilkår afgav høringssvar med stort set identiske bekymringer.

I første omgang var der på Christiansborg lydhørhed over for disse høringssvar. Desværre endte det med, at begrebet alligevel blev indført i lovteksten. Vi har som børnesagkyndige stor bekymring for den betydning, som denne politiske beslutning ender med at have for de børn, der er fanget i midten mellem forældrene i højkonflikt skilsmissesager, der ender i familieretten.

International modstand mod begrebet

At de danske politikere vælger at indføre begrebet i den danske lovtekst bekymrer i endnu højere grad, hvis man også perspektiverer til den internationale modstand, der er mod brugen af begrebet. Både FN, EU og Norge fraråder brugen af begrebet ”forældrefremmedgørelse”. De begrunder det med, at anvendelsen af begrebet kan forstærke konfliktdynamikker, fremme ansvarsfraskrivelse og lede til fejltolkning af barnets signaler (United Nation, 2023; European Parliament, 2021; Familievernet Bufetat, 2020).

Der er ingen tvivl om, at et højt konfliktniveau mellem forældre uanset lovgivning skader børn og ofte har alvorlige konsekvenser for barnets (og forælderens) trivsel og udvikling på både kort og lang sigt.

Men at skrive begrebet ind i lovgivningen skaber efter vores mening yderligere problemer for barnet. Ved at anvende begrebet forældrefremmedgørelse ignoreres de komplekse dynamikker, der er mellem forældrene og barnet. Det betyder, at forældrene i højere grad vil være frie til at læne sig op ad en monokausal forklaring til og forståelse af et barns mistrivsel efter en skilsmisse.