Toprocesmodellen, udviklet af Margaret Stroebe og Henk Schut, er en af de mest anerkendte og anvendte teorier om det naturlige sorgforløb. Den bygger på tidligere sorg- og copingteori, men tilføjer en bevidsthed om, at sorgen er en dynamisk, individuel proces, som finder sted i social og betydningsfuld kontekst. Modellen beskriver, hvordan sorgprocessen består af to copingprocesser – den tabsorienterede og den reetablerende – og en pendulering mellem disse processer.
I samarbejde med Det Nationale Sorgcenter indledte vi i 2022 et forskningsprojekt, hvor vi undersøgte, om toprocesmodellen reflekterer levet erfaring med sorg defineret af de efterladte selv, samt søgte at belyse penduleringensmekanismen yderligere. Det var et samskabelsesprojekt, hvor ni efterladte og fire forskere sammen drøftede teoretisk sorgforståelse, empiri og levet erfaring med sorg gennem ni møder à tre timer.
Toprocesmodellen blev stort set bekræftet som en pålidelig model for sorg. Dog beskrev de efterladte, hvordan de to copingprocesser overlapper i tiden lige efter tabet for så gradvist at blive mere adskilte over tid. Resultaterne viste desuden, at penduleringen er en kompleks mekanisme, som både kan aktiveres ufrivilligt og ved bevidst handling. Både interne og eksterne faktorer motiverer vekselvirkningen fra den ene proces til den anden. Tidligt i sorgprocessen skete penduleringen mere spontant, mens det bliver muligt at opnå en vis fornemmelse af kontrol over penduleringen senere i sorgforløbet. Desuden fortalte de efterladte, at de ”havde noget med sig i rygsækken” fra den ene proces til den anden. De lærte med andre ord noget i den ene copingproces, som de kunne bruge i den anden.
Konklusion: Studiet bekræftede hovedelementerne i Stroebe og Schuts oprindelige model og bidrog med et bud på, hvordan modellen kan nuanceres yderligere. Vi tolkede fundene som tegn på, at sorg i høj grad kan betragtes som en læringsproces.
Larsen, L. H., Hybholt, L., & O’Connor, M. (2024). Lived experience and the dual process model of coping with bereavement: A participatory research study. Death Studies, 1–12. https://doi.org/10.1080/07481187.2024.2355244
I en ny artikel fra det anerkendte tidsskrift ”Psychology Review” kommer forfatterne, via brug af komplekse simuleringsmodeller (”machine-learning”), med et bud på, hvordan tilpasning efter signifikante tab – altså sorg – kan beskrives.
Forfatterne konkluderer, at den adaptive sorg, selvom den kan gøre ondt, sandsynligvis har en nyttig funktion, idet den hjælper os med at give slip på gamle vaner og relationer fra tabet, så vi kan finde nye kilder til glæde og mening i livet uden den afdøde. I tråd med toprocesmodellen og i studiet ovenfor beskrives den adaptive sorg altså også her som en læringsproces, der hjælper os med at tilpasse os livet uden den afdøde.
Forfatterne argumenterer for, hvordan det at være i kontakt med minder om den afdøde og samtidig tillade og udholde den smerte, der følger med erkendelsen af, at de døde er borte for altid, er en vigtig mekanisme i den adaptive sorgproces. Dette kan måske sammenlignes med eksponering for tabets endelighed, som det kendes fra kognitiv adfærdsterapi, blot at den her sker spontant. En passende balance mellem konfrontation mellem smertefulde minder og dvælen ved positive minder betragtes i artiklen som optimal for adaptiv sorg.
Forfatterne pointerer samtidig, at sorgen kan blive så fastlåst, at den står i vejen for at leve et tilfredsstillende liv. Det ses særligt, når den efterladte enten søger helt at undgå påmindelser om tabet eller udelukkende kredser om positive minder om afdøde uden at tillade at mærke smerten ved erkendelsen af, at de er væk for altid. Her mangler den nødvendige læringsproces som i den adaptive sorg, og sorgen fylder fortsat og gør ondt, som om tabet lige er sket.
Dette mønster ligner de symptomer, der kendetegner forlænget sorglidelse og de vedligeholdende mekanismer, man mener, der er i spil her.
Dulberg, Z., Dubey, R., & Cohen, J. (2025). Adapting to Loss: A Computational Model of Grief. Psychological Review. https://doi.org/10.1037/rev0000567
Forlænget sorglidelse er en ny diagnose, som for nylig er blevet inkluderet i diagnostiske manualer verden over (ICD-11 og DSM-5-TR). Denne oversigtsartikel fra tidsskriftet ”The Lancet” præsenterer et overblik over den nyeste forskning på området, som i høj grad støtter opfattelsen af forlænget sorglidelse som en diagnosticerbar psykisk tilstand.
Forlænget sorglidelse er kendetegnet ved kernesymptomerne pinefuld længsel efter og/eller tanker, der konstant kredser om den afdøde. Disse er forbundet med associerede symptomer såsom intens tristhed, benægtelse (”jeg kan ikke tro, han er væk”), vrede, identitetsforstyrrelse (”en del af mig selv er død”), tab af mening mv. Lidelsen er forbundet med et symptombillede, der i ICD-11 strækker sig over mindst seks måneder, klart adskiller sig fra den sørgendes gældende kultur og har ført til tydeligt nedsat funktionsevne sammenlignet med før tabet.
Lidelsen er forbundet med en række negative følger, herunder forringet helbred (fx forhøjet blodtryk, infektionssygdomme, større alkohol og medicinforbrug), øget selvmordsrisiko, lav livstilfredshed, større brug af sundhedstjenester og en høj hyppighed af samtidige lidelser som depression, angst eller PTSD. Diagnosens relevans og berettigelse underbygges af international forskning.
Psykoterapi må, baseret på evidens, betragtes som det bedste behandlingsvalg til forlænget sorglidelse. Teoretiske modeller for årsagerne til og vedligeholdelsen af lidelsen er under løbende udvikling og bakkes op af en hurtigt voksende mængde empirisk forskning (fx Boelen at al. 2006/2007).
Tidlig opsporing af lidelsen med validerede screeningsinstrumenter er helt centralt for at sikre en effektiv behandling. Viden om forlænget sorglidelse, og hvordan den bedst identificeres og behandles til vigtig sundhedspersonale som praktiserende læger og psykologer, er helt afgørende for at sikre en tidlig og effektiv indsats hos en meget udsat gruppe i vores samfund.
Killikelly, C., Smith, K. V., Zhou, N., Prigerson, H. G., O’Connor, M.-F., Kokou-Kpolou, C. K., Boelen, P. A., & Maercker, A. (2025). Prolonged grief disorder. The Lancet, 405(10489), 1621-1632. https://doi.org/https://doi.org/10.1016/S0140-6736(25)00354-X
Ved Enhed for Sorgforskning, Aarhus Universitet, og med støtte fra TrygFonden startede vi i 2020 projektet ”Udvikling af værktøjer til identificering af forlænget sorglidelse”. I to samskabende delprojekter anvendte vi inddragelse af forskere, klinikere og efterladte til udvikling af hhv. et spørgeskema, Aarhus PGD-skala (APGDs) og Aarhus PGD-interview (APGDi).
Udviklingen af disse værktøjer foregik ved Aarhus Universitet i en række gensidigt relaterede trin, hvor formuleringer og struktur af både skala og interview løbende blev piloteret og tilpasset efter arbejdsgruppernes kommentarer. Begge instrumenter viste tilfredsstillende validitet og reliabilitet og kan bruges både til forlænget sorglidelse i ICD-11 og DSM-5-TR (se referencer nedenfor).
APGD-skala findes på flere sprog og nu også i en kort version. Spørgeskemaerne og vailderingsartikler for begge instrumenter kan bruges frit og hentes uden beregning på Enhed for Sorgforsknings hjemmeside (APGDs er relevant at bruge i forskningsprojekter og til identificering af klienter med FSL, behandlingsplanlægning samt monitorering af FSL-symptomer og -bedring i behandlingsforløb med efterladte.
APGD-interview er det første validerede strukturerede kliniske interview på verdensplan til diagnosticering af FSL. Interviewet er relevant at anvende i psykiatriske og psykologfaglige sammenhænge for at sikre korrekt diagnosticering og den bedst mulige behandlingsplan for mennesker med FSL. Selve interviewguiden, krav til interviewere samt træningsplan og træningsmateriale findes gratis tilgængeligt på APGDi’s hjemmeside på dansk og engelsk (Interviewet kan med rette træning anvendes af danske psykologer og læger til diagnosticering af forlænget sorglidelse. Da ICD-11 stadig afventer implementering i det danske sundhedsvæsen, kan diagnosen dog endnu ikke registreres i offentlige systemer.
O’Connor, M., Vang, M. L., Shevlin, M., Elklit, A., Komishcke-Konnerup, K. B., Lundorff, M., & Bryant, R. (2023). Development and validation of the Aarhus PGD scale for operationalizing ICD-11 and DSM-5-TR TR Prolonged Grief Disorder. Journal of Affective Disorders. https://doi.org/https://doi.org/10.1016/j.jad.2023.09.022
O’Connor, M., Vang, M. L., Bryant, R., Buur, C., Komischke-Konnerup, K. B., Frostholm, L., & Ladegaard, N. (In press). Development and validation of the Aarhus Structured Clinical Interview for Prolonged Grief Disorder in ICD-11 and DSM-5-TR (A-PGDi). European Journal of Psychotraumatology.
