Det er veldokumenteret, at personer med anoreksi, i Danmark såvel som internationalt, i nogle tilfælde har behov for behandling under tvang. Behandling under tvang kan omfatte sondeernæring, fastholdelse, tvangsmedicinering og andre foranstaltninger. Vi ved også, at anden psykiatrisk komorbiditet er en kendt risikofaktor (1).
Et nyt dansk registerstudie har undersøgt, om bestemte mønstre af psykiatrisk og somatisk komorbiditet øger risikoen for tvangsbehandling blandt personer med anoreksi. Studiet inkluderer alle personer, der fik en anoreksidiagnose i Danmark i perioden 2000-2016, og inkluderer samtlige somatiske og psykiatriske diagnoser registreret før anoreksidiagnose. Ved hjælp af latent klasseanalyse blev der identificeret seks forskellige komorbiditetsprofiler, hvorefter sammenhængen mellem profilerne, antallet af diagnoser og risikoen for tvangsbehandling blev undersøgt.
Der blev identificeret seks profiler, 1) ingen diagnoser ud over luftvejssygdomme, 2) overvejende somatiske diagnoser, 3) overvejende angst og depression, 4) udviklingsforstyrrelser inkl. ADHD, autisme, adfærds- og emotionelle forstyrrelser samt intellektuel funktionsnedsættelse, 5) personlighedsforstyrrelser, misbrug og selvskade samt 6) udpræget somatisk og psykiatrisk komorbiditet fraset udviklingsforstyrrelser. Personer i gruppe 6 havde mere end 4,5 gange forhøjet risiko for tvangsbehandling sammenlignet med personer uden komorbiditet. Risikoen var fire gange forhøjet i gruppe 5 og 3,6 gange i gruppe 4. Studiet viste desuden, at risikoen for tvangsbehandling steg i takt med antallet af diagnoser. Resultatet understreger betydningen af tidlig identifikation og behandling af samtidig psykiatrisk sygdom hos personer med anoreksi.
Kombination af spiseforstyrrelser og type 1 diabetes kan have alvorlige konsekvenser. Selv lettere grad af spiseforstyrrelser kan øge risikoen for komplikationer og tidlig død. Internationale retningslinjer anbefaler derfor systematisk screening af spiseforstyrrelser, særligt blandt unge kvinder med type 1 diabetes. Alligevel har mange klinikker været tilbageholdende med at screene af frygt for at udløse spiseforstyrrelser eller pga. manglende kompetencer blandt personale.
STENO diabetes center Aarhus har som et af de første centre internationalt indført systematisk screening kombineret med et tværfagligt behandlingstilbud. I perioden 2019-2022 blev 613 unge screenet. Næsten hver femte (18,9 %) viste tegn på forstyrret spisning, og 5 % modtog efterfølgende en målrettet intervention (1).
To kvalitative studier har undersøgt henholdsvis unges (N=15) og behandleres (N=10) oplevelser med screening (2, 3). Begge grupper oplevede screeningen yderst meningsfuld og fremhævede, at den skaber ny og vigtig dialog i diabetes-konsultationerne. Behandlere pegede også på, at uddannelse, erfaring og ekstra ressourcer var afgørende for en vellykket implementering (2). De unge understregede vigtigheden af klar information om og hvornår forældrene blev delagtiggjort i de unges besvarelse, eller om besvarelsen var en del af det fortrolige rum med behandleren. Derudover gav de unge udtryk for, at direkte spørgsmål og dialog ikke gav dem idéer til uhensigtsmæssig adfærd, men tværtimod blev oplevet som hjælpsomme og befriende (3).
Spiseforstyrrelser diagnosticeres typisk i 14-25-årsalderen og er forbundet med betydelige somatiske og psykosociale konsekvenser. Derfor er forebyggelse et vigtigt indsatsområde. Forebyggelsesprogrammer tilbydes enten som universelle programmer til brede populationsgrupper eller som selektive programmer målrettet personer med forhøjet risiko, typisk unge kvinder med kropsutilfredshed. Andre højrisikogrupper er unge med anden psykisk sygdom eller kroniske sygdomme som fx diabetes – grupper som har 2-4 gange forhøjet risiko for at få spiseforstyrrelser.
Et nyt dansk studie undersøger effekten af forebyggelsesprogrammet Body Project, som bygger på dissonansteori og består af 4 online gruppesessioner. Programmet har tidligere vist en reduktion i risikoen for udvikling af spiseforstyrrelser på 54-77 % blandt unge kvinder med kropsutilfredshed i en 2-4 års opfølgningsperiode. Programmet reducerede samtidig kropsutilfredshed, negative følelser og restriktiv spisning.
En ny artikel beskriver protokollen for det danske randomiserede kontrollerede studie, hvor programmet testes blandt unge kvinder med anden psykisk sygdom. Studiet er netop udvidet til også at inkludere unge kvinder uden kendt psykisk sygdom. Deltagere fra hele landet kan selv henvende sig via hjemmesiden bodyproject.dk.
Familiebaseret spiseforstyrrelsesbehandling har gennem mange år været førstevalget til unge med anoreksi. Behandlingen hjælper dog ikke alle og møder en del kritik, fordi den kan være meget krævende for forældrene. Til voksne med anoreksi anbefales typisk individuelle terapiformer, herunder MANTRA (Maudsley Model of Anorexia Nervosa Treatment for Adults), som kombinerer kognitiv adfærdsterapi med et særligt fokus på faktorer, der fastholder spiseforstyrrelsen, fx problemer relateret til identitet, følelseshåndtering, rigiditet og relationer til andre.
Et nyt studie har undersøgt MANTRA tilpasset til unge mellem 13 og 21 år sammenlignet med sædvanlig behandling. Efter 18 måneder var 46 % af deltagerne i MANTRA-gruppen i remission mod 16 % i kontrolgruppen. MANTRA havde desuden større effekt på spiseforstyrrelsessymptomer, mens effekten på depressive symptomer, angst- og OCD-symptomer var sammenlignelig mellem grupperne.
Resultaterne peger på, at individuelle behandlingsformer som MANTRA kan være et relevant alternativ for unge med anoreksi, når familiebaseret spiseforstyrrelsesbehandling ikke er mulig eller ikke har været tilstrækkelig effektiv.
Wittek T, Zeiler M, Truttmann S, Philipp J, Kahlenberg L, Schneider A, et al. (2025) The Maudsley model of anorexia nervosa treatment for adolescents and emerging adults: A multicentre cohort study. Eur Eat Disorders Rev., 33, 17-32, https://doi.org/10.1002/erv.2996
