Fagkronikken er udtryk for skribenternes egne erfaringer og holdninger.
Udredningen er for mange familier et vigtigt vendepunkt: en forklaring på barnets vanskeligheder og et sprog for de udfordringer, der har været til stede gennem længere tid. Men alt for ofte bliver udredningen også et slutpunkt snarere end et begyndelsespunkt. For hvad sker der egentlig efter, diagnosen er stillet?
Vores erfaring fra praksis er, at overgangen fra udredning til konkret støtte i hverdagen – særligt i skolen – er præget af tilfældighed. Nogle børn møder engagerede lærere med viden og handlemuligheder, mens andre i langt højere grad overlades til sig selv. Den hjælp, den enkelte elev modtager, er for ofte sparsom, usystematisk og afhængig af lokale ressourcer og individuelle ildsjæle. Det skaber en ulighed i indsatsen, som kan få vidtrækkende konsekvenser for barnets trivsel, læring og selvforståelse.
Denne problemstilling blev udgangspunktet for vores arbejde: Hvordan kan vi skabe en mere systematisk og tilgængelig psykoedukativ indsats til børn og unge med ADHD og ADD i folkeskolen?
Psykoedukation er veldokumenteret som en central del af behandlingen ved AD(H)D. At forstå egne styrker og vanskeligheder, at kunne sætte ord på sine behov og at lære konkrete mestringsstrategier er afgørende for både trivsel og funktion. Alligevel er det vores oplevelse, at psykoedukation i praksis ofte nedprioriteres eller gives i meget begrænset omfang til børn i skolealderen.
Når psykoedukation finder sted, er den ofte rettet mod forældre eller gives individuelt i korte forløb. Det betyder, at barnet ikke nødvendigvis får mulighed for at spejle sig i andre, normalisere sine oplevelser eller øve strategier i et trygt fællesskab. Samtidig mangler der ofte en tydelig kobling til barnets skoleliv – altså hvordan forståelsen af ADHD omsættes til konkrete handlinger i klasselokalet.
Dette efterlader mange børn i en sårbar position. De ved måske, at de har ADHD, men ikke hvad det konkret betyder for dem, eller hvordan de selv eller omgivelserne kan gøre noget anderledes i de situationer, hvor det bliver svært.
Folkeskolen er en central arena i børns liv – både fagligt og socialt. Det er her, kravene til opmærksomhed, struktur, selvregulering og sociale kompetencer bliver tydelige. For børn med AD(H)D kan netop disse krav være særligt udfordrende.
Vi så derfor et tydeligt behov for en indsats, der:
Med dette som afsæt udviklede vi et gruppebaseret psykoedukativt forløb målrettet elever på mellemtrinnet med ADHD.
Valget af et gruppeformat var ikke tilfældigt. Gruppen tilbyder noget, som individuelle forløb sjældent kan: genkendelse, fællesskab og mulighed for at spejle sig i andre. For mange børn med ADHD er det en stor lettelse at opdage, at de ikke er alene om deres oplevelser.
I gruppeforløbet arbejder vi med en række centrale temaer, herunder:
Undervisningen er tilrettelagt på en måde, der tager højde for målgruppens behov: korte, varierede aktiviteter, visuel understøttelse med humoristisk streg og konkrete øvelser. Der er fokus på at omsætte viden til praksis: Hvad kan jeg gøre næste gang, jeg sidder i klassen og mister koncentrationen?
En central del af indsatsen er de materialer, vi har udviklet i tilknytning til forløbet. Vi har udarbejdet både en manual til gruppelederen og en arbejdsbog til børnene.
Manualen sikrer, at forløbet kan gennemføres på en ensartet og fagligt funderet måde – også af forskellige fagpersoner og på tværs af skoler. Den indeholder konkrete beskrivelser af sessioner, øvelser og refleksioner, hvilket gør det lettere at implementere indsatsen i praksis.
Arbejdsbogen er udviklet med særligt fokus på visuel formidling og børnevenligt design. Den fungerer ikke blot som et redskab undervejs i forløbet, men også som et personligt dokument, barnet kan tage med sig efterfølgende.
Et vigtigt formål med arbejdsbogen er, at den kan fungere som bro mellem barnet og dets omgivelser. Her samler barnet sine egne erfaringer, refleksioner og strategier. Det gør det muligt at vise lærere, pædagoger og andre voksne, hvad der hjælper – og hvad der ikke gør.
På den måde bliver barnet ikke kun modtager af støtte, men aktiv deltager i at definere sine behov.
En af de gennemgående udfordringer i arbejdet med ADHD er at bevæge sig fra indsigt til handling. Det er ikke tilstrækkeligt, at barnet forstår sin diagnose. Det afgørende er, hvordan denne forståelse omsættes til konkrete strategier i hverdagen.
I vores forløb arbejder vi derfor systematisk med at:
Samtidig skabes der et fælles sprog for både udfordringerne og mestringen. Den proces kræver gentagelse og støtte, men den er afgørende for at skabe varige forandringer.
En væsentlig ambition med indsatsen er at styrke samarbejdet mellem barnet, forældrene og skolen. Alt for ofte oplever vi, at viden om ADHD ikke i tilstrækkelig grad omsættes til praksis i undervisningen.
I vores projekt indgik vi et samarbejde med en lokal folkeskole, hvor vi i samarbejde med to lærere og en udvalgt gruppe af elever med ADD og ADHD afviklede et gruppeforløb og afprøvede materialet. I skoleafprøvningen kunne vi få feedback fra både elever og lærere, så materialet blev justeret til netop denne kontekst.
Ved at give børnene og lærerne et konkret redskab i form af en arbejdsbog skaber vi et fælles udgangspunkt for dialog. Læreren kan få indsigt i barnets perspektiv og konkrete forslag til, hvad der kan være hjælpsomt. Lærermanualen indeholder viden og en guide til afvikling af forløbet på en ADHD-venlig måde. Det kan fx være behov for tydelige instruktioner, mulighed for pauser, bevægelse og opladning, brug af støttesystemer og aftaler om hjælp i pressede situationer.
Når barnet i en positivt spejlende ramme selv er med til at genkende, tale om og formidle både besvær og mulig mestring, øges selvforståelsen og sandsynligheden for, at strategierne faktisk anvendes.
Vores erfaringer med gruppeforløbet peger på, at der er et stort potentiale i at arbejde mere systematisk med psykoedukation i skolen. Børnene giver udtryk for øget forståelse af sig selv, større tryghed i fællesskabet og bedre mulighed for at håndtere udfordringer i hverdagen.
Samtidig oplever vi, at materialerne bidrager til en mere kvalificeret dialog mellem barnet og de voksne omkring det.
Det ændrer dog ikke ved, at der fortsat er behov for en bredere indsats. Hvis psykoedukation skal have reel effekt, kræver det, at den tænkes ind som en integreret del af skolens arbejde med elever med ADHD – ikke som et supplement, der afhænger af tilfældigheder.
Vores håb kunne være, at der – inspireret af den lovgivningssikrede ordblindeindsats i skolerne – kunne skabes en systematisk indsats til børn med ADHD og ADD i skolerne, fx med specialuddannede ADHD-vejledere og et systematisk, hverdagsnært mestringsarbejde til alle børn med behov herfor.
Diagnosen i sig selv skaber ikke forandring. Det gør derimod den viden, de strategier og den støtte, der følger efter. Når børn med AD(H)D ikke får adgang til systematisk psykoedukation, risikerer vi at svigte dem i et afgørende udviklingsvindue.
Vores håb er, at dette arbejde kan inspirere til en mere ensartet, praksisnær og ADHD-venlig tilgang, hvor psykoedukation bliver en naturlig del af indsatsen i folkeskolen. Ikke som en luksus – men som en nødvendighed.
”ADHD-bussen – Et forløb til børn og unge” og ”Manual til ADHD-bussen” er udgivet i samarbejde med forlaget Spektrumshop.
