Hukommelsen er ikke, som den har været.
I hvert fald er vores viden om menneskets hukommelse forandret, siden Patricia Bauer som yngre forsker blev nysgerrig på mindre børns hukommelse. Der fandtes en antagelse om, at fordi vi som voksne generelt ikke husker vores tidlige barndom, så dannede mindre børn ikke hukommelse.
Men Patricia Bauer påviste i flere studier, at små børn faktisk er i stand til at huske.
Hun gjorde i senere forskning en anden banebrydende opdagelse, som forklarer den længe udbredte antagelse om manglende hukommelse hos småbørn. Nemlig at der sætter et hukommelsestab ind i cirka syvårsalderen om disse oplevelser i de første leveår.
Patricia Bauer er professor i psykologi på det amerikanske Emory University, og hendes forskningsspeciale har gennem alle årene været mindre børns hukommelse. Hun er nu midt i 60’erne, og fagmagasinet P taler med hende i anledning af, at hun for nylig blev udnævnt til æresdoktor ved Aarhus Universitet. Årsagen er hendes nære samarbejde med Center for selvbiografisk hukommelsesforskning (CON AMORE) på Aarhus Universitet, hvor hun har bidraget med sin viden om børn og hukommelse. Centret beskæftiger sig med menneskets hukommelse gennem hele livet om personlige forhold.
– Det er et af højdepunkterne i min karriere med den anerkendelse, siger Patricia Bauer, som via en Zoom-forbindelse til Atlanta toner frem på computerskærmen med smilende øjne og et udslået, sølvskinnende hår.
Patricia Bauer fortæller, at hun i sin tidlige forskning videreudviklede en allerede kendt teknik om imitation til at undersøge mindre børns hukommelse.
Det var, mens hun var postdoc hos professor Jean Mandler på University of California, San Diego. Mandler var optaget af kognition i barnets første leveår, og hvordan bevidstheden grundlægges. Eller som Bauer kalder det: Hvordan man bygger en baby?
– I projektet formåede selv børn, som endnu ikke var i stand til at tale om deres oplevelser, at vise, hvad de huskede, siger Patricia Bauer med henvisning til de deltagende børn fra ni måneder og opefter.
Imitationen kunne for eksempel bestå i, at en person fra forskerteamet viser barnet, hvordan man fylder en kop med en drik, sætter et låg med drikketud på koppen og derefter ryster koppen for at illustrere lågets funktion. Så giver personen koppen til barnet og beder det om at efterligne forløbet.
Patricia Bauer og hendes kolleger greb fat i de samme børn, da de blev 3-3,5 år og kunne tale.
– Og sandt nok: Nu kunne børnene ikke kun demonstrere, at de kunne huske, men de kunne også fortælle om deres oplevelser, siger hun.
Forskningsteknikken består her i at registrere børnenes hukommelse henholdsvis fremadskuende og tilbageskuende.
Med hensyn til den fremadskuende metode er udgangspunktet en samtale, som barnet deltager i. Personen fra forskerteamet udspørger barnet om centrale elementer fra denne samtale en måned senere, et år senere og fire år senere. Målingerne påviser hukommelsens styrke.
Når det gælder den tilbageskuende metode, spørger forskeren barnet om en tidligere oplevelse, der er knyttet til et tidspunkt, et sted eller en ting. Det kan blot være at give et stikord. Hvis barnet på basis af et større antal stikord afslører at have flest erindringer fra den nylige fortid, så tyder det på, at barnet ikke har stærke erindringer om den fjerne fortid. Så også her får man et mål for, hvad der huskes, og hvad der glemmes.
Patricia Bauer tog metoderne med videre til undersøgelser af børn i syvårsalderen. Det var kendt, at børns evne til at begribe er modnet meget i den fase i livet. Der sker et udviklingsmæssigt ryk hos børn mellem tredje og syvende leveår. Dette fremgår også af, at den almene skolegang er sat til at begynde omkring syvårsalderen i mange lande.
Efter tidligere at have fastslået, at småbørn faktisk kan huske, interesserede Bauer sig for, hvorfor voksne ikke husker de første leveår. Voksne kan generelt ikke huske noget fra barndommen, fra før de var i treårsalderen, og voksne kan kun huske meget lidt, fra før de var cirka syv år.
– Det lykkedes at påvise empirisk, at syvårsalderen er et omtrentligt skæringspunkt med hensyn til at begynde at glemme tidligere erindringer. Det sker et hukommelsestab. Der er formentlig flere faktorer i spil: Erindringerne er ikke så solide. Små børn er ikke i stand til at knytte erindringerne til tid og sted, hvilket kunne understøtte hukommelsen. De kender ikke til kalenderen, og de ved ikke så meget til verden omkring dem. De små børn kan ikke på samme måde som senere i livet stykke informationsfragmenter sammen. Det smuldrer for dem uden en strategi, siger Patricia Bauer.
Hun tilføjer, at Carole Peterson, professor på Memorial University of Newfoundland i Canada, tilsvarende påviste børns hukommelsestab.
Patricia Bauer har ydermere anvendt elektrofysiologiske metoder i sin forskning. Det handler om at måle den neurale respons hos barnet på bestemte stikord. Erindringer, som er forbundet med følelser, bliver husket bedre end andre.
Hertil kommer scanning af hjerneaktiviteten, som viser, at børn involverer mange neurale områder i hjernen og kun er lidt effektive, når de skal huske. Til forskel herfra aktiverer voksne alene udvalgte neuralområder, nemlig de områder, der er relevante til den konkrete erindring.
Menneskets hukommelse er en dynamisk størrelse, som topper tidligt i 20’erne. Udviklingen af hukommelsen er bestemt af to primære faktorer – dels det biologiske ”råmateriale” i hovedet, dels interaktionerne med andre. Og dette sidste om interaktionerne handler i de første leveår især om kommunikationen med forældrene.
Hukommelseskapaciteten tager fart fra syvårsalderen og til godt og vel hinsides teenageårene, og derfra går det nedad. Voksne har dog akkumuleret meget viden, de har et stort ordforråd, og de har mange færdigheder, og dette afbøder i nogen grad den gradvist dårligere hukommelse.
Når mennesket bliver gammelt, bliver det langsommere til at processere informationer, og dette kan forstyrre dannelsen af hukommelse. Det synes også at have betydning, at ældre har kortere kvalitetssøvn, hvilket svækker den afstivning af hukommelse, der sker i den sovende tilstand.
Set i dette livsperspektiv – hvad betyder hukommelsestabet i syvårsalderen?
– Summen af erindringer gør et menneske til det, som det er. Så hukommelse er vigtigt. Erkendelsen om, at de første år af livet kun indgår uhyre sporadisk i denne fond af erindringer, kan forekomme en smule mærkeligt. Oplevelser, der vækker følelser, har størst chance for at sætte sig. Her er der størst sandsynlighed, at mennesker, som har haft en mindre sund tilknytning til forældrene i den tidlige barndom, kun husker negative episoder eller slet intet husker. Omvendt er det med børn med en sund tilknytning til de primære omsorgspersoner, for de vil ofte tage positive minder med sig gennem livet, siger Patricia Bauer.
Hvad et menneske kan huske om sit eget liv kaldes selvbiografisk hukommelse. Der er mange former for hukommelse, som udvikles parallelt, men der er to hovedgrupper. Selvbiografisk hukommelse hører under den ene hovedgruppe, som er episodisk hukommelse. Den anden hovedgruppe er semantisk hukommelse, som er menneskets viden om verden.
Opbygningen af den semantiske hukommelse går hurtigt i skoletiden, men den begynder allerede, mens barnet er helt lille.
Patricia Bauer er i sin aktuelle forskning meget optaget af, hvordan den semantiske hukommelse kan stimuleres i forhold til specifikt at begribe naturvidenskab, teknik, ingeniørarbejde og matematik. Det man i USA kalder STEM-fagene. Hun konstaterer, at verden er sørgeligt ”underforberedt” i forhold til ekspertise og job med tekniske elementer, samtidig med at behovet er kolossalt.
Bauer siger, at hun og kolleger i dette projekt arbejder på grundlag af en viden om, at mennesket danner en semantisk hukommelse, når det oplever noget, der er tæt beslægtet med en tidligere vidensblok. Det er ikke nok at placere vidensblokke ved siden af hinanden ud fra en forventning om, at hukommelsen vedrørende hver blok uden videre bliver koblet sammen.
Det viser sig, at det, der virker, er at få to informationsblokke til at ligne hinanden så meget som muligt – gerne med overlappende indhold. I så fald udløser den nye, relaterede viden, at hukommelsen om den hidtidige viden om samme emne åbner sig, bliver fleksibel og smelter sammen på det neurale niveau med de nye informationer. Der kan være personer eller andre genkendelige elementer, som går igen, oplyser Patricia Bauer.
Undervisningsmateriale om tekniske fag er generelt knastørt og komplekst, konstaterer hun. Derfor undersøger hun også, hvordan hukommelsen og dermed indlæringen kan understøttes med et mere dynamisk, fortællende sprog og en mere organisk sammenhæng mellem tekst og diverse ligninger, diagrammer og andre grafiske opstillinger.
Patricia Bauer lufter desuden en overvejelse om midlertidig at flytte sit fokus fra børn og forske målrettet i sammenhængen mellem ældre mennesker, semantisk hukommelse og søvn.
– Der bliver flere gråhårede mennesker på jordkloden, og det vil være godt, hvis det er muligt at understøtte og udnytte deres ekspertise også. Så hvad kan der gøres for at styrke den aldrende hjerne og ældre menneskers hukommelse? spørger hun.
