Fagkronikken er udtryk for skribenternes egne erfaringer og holdninger.
ADHD og autisme er komplekse, neurobiologiske tilstande med stor variation i, hvordan de kommer til udtryk. Alligevel bygger mange diagnostiske systemer og kliniske forståelser stadig på forestillingen om en typisk præsentation – ofte med udgangspunkt i drenge og mænd. Nyere forskning dokumenterer, at piger regulerer deres nervesystem anderledes, og at vi risikerer at overse betydelige vanskeligheder, når vi anvender de samme redskaber og forventninger på tværs af køn.
Histamin er mest kendt for sin rolle i allergiske reaktioner, men i hjernen fungerer det som en vigtig neurotransmitter. Det er involveret i regulering af søvn-vågen-cyklus, appetit, opmærksomhed og kognitive funktioner. Et studie publiceret i Journal of Neuroscience (Yoshitake et al., 2024) viser, at histamin også spiller en central rolle i reguleringen af dopamin, og at denne effekt er kønsafhængig. Hos hanmus aktiverer histamin H2-receptorer i substantia nigra, hvilket stimulerer GABA-neuroner og dæmper dopamin. Hos hunmus aktiverer histamin H3-receptorer i striatum og øger dopamin – men kun i faser med højt østrogenniveau.
Disse forskelle i neurokemisk regulering har betydning for både symptombillede og funktionsniveau. I klinisk praksis ses ofte piger og kvinder, der beskriver indre uro, sensorisk overbelastning og udmattelse, men uden den ydre impulsivitet, som ofte forbindes med ADHD. De kompenserer med strukturer, kontrol og social tilpasning – og deres vanskeligheder forveksles ofte med angst, perfektionisme eller personlighedsforstyrrelser. De klassiske spørgeskemaer og testbatterier fanger sjældent disse nuancer, fordi de i høj grad er baseret på adfærd, som typisk observeres hos drenge.
Tag fx Sara, 17 år, som i alle år har fået at vide, at hun er en dygtig og pligtopfyldende pige. Hendes karakterer er høje, hun afleverer alt til tiden, og hun har aldrig forstyrret undervisningen. Men hjemme falder hun sammen. Sara kan ikke holde aftaler med veninder, fordi hendes sociale batteri er tomt. Hun bruger timer på at analysere, hvad andre måske tænker om hende, og hun plages af tankemylder og katastrofetanker. Det er først under udredning, at hendes maskering og årelange kompenserende strategier bliver tydelige. Hun har aldrig fået hjælp, fordi ingen tidligere har set det pres, hun lever under. Men hendes stresssystem er på konstant overarbejde, og hendes søvn er forstyrret. Sara er ikke en undtagelse.
Autisme og ADHD forekommer ofte samtidigt. Internationale klassifikationssystemer har tidligere opfattet diagnoserne som gensidigt udelukkende, men med indførelsen af ICD-11 er det nu eksplicit anerkendt, at de to tilstande kan sameksistere. Denne opdatering afspejler den kliniske virkelighed og styrker muligheden for en mere præcis og nuanceret udredning. Samtidig kalder det på et opgør med idéen om, at vi kun skal lede efter det mest fremtrædende mønster.
Studier viser, at 30–80 % af personer med autisme også har ADHD – og omvendt (Antshel & Russo, 2019; Leitner, 2014). Trods dette afspejler mange udredningsforløb ikke den dobbelte problematik. Den kombinerede profil, kaldet AuDHD, indebærer samtidig social og opmærksomhedsmæssig sårbarhed, skiftende behov for struktur og fleksibilitet, samt øget sensorisk og emotionelle reaktioner. Mange piger med AuDHD beskriver at være ”for meget” og ”for lidt” på samme tid. De oplever at have et stort behov for kontrol og forudsigelighed, samtidig med at deres opmærksomhed og energi føles flygtig og ustabil. Deres udfordringer bliver let usynlige, netop fordi de arbejder så hårdt for at skjule dem.
Som psykolog møder jeg disse unge i samtaler, hvor de endelig sætter ord på, hvad der foregår bag facaden. Nogle bruger al deres energi på at fremstå normale. Andre har opgivet at forklare sig. De føler sig misforståede, selv når de får en diagnose, fordi diagnosen ikke forklarer deres komplekse oplevelse. Her er det afgørende, at vi som fagpersoner ikke blot vurderer ud fra funktionsniveau eller adfærd, men også medtænker den indre verden og de strategier, personen har udviklet gennem livet.
Denne viden kalder på en mere differentieret tilgang i både udredning og intervention. I de senere år har forskere som Sandra Kooij dokumenteret (Koiij et al., 2022), at kvinder med ADHD er særligt følsomme over for udsving i østrogenniveau – især i lutealfasen, den sidste halvdel af menstruationscyklussen. I denne fase forværres symptomer som impulsivitet, emotionel reaktivitet, koncentrationsbesvær og sensorisk overfølsomhed for mange. Det forklarer, hvorfor nogle piger og kvinder oplever cykliske forværringer i deres funktionsniveau, uden at hverken de selv eller omgivelserne forstår årsagen.
I mit arbejde har jeg gentagne gange oplevet, hvordan bevidsthed om cyklus ændrer både selvforståelse og mestringsstrategier hos unge piger. Når vi i samtalen begynder at tegne deres belastningsmønstre op i forhold til hormonelle skift, bliver det tydeligt, hvordan fx rastløshed, søvnløshed eller nedsat følelsesmæssig robusthed ofte topper i dagene før menstruation. Mange piger har tidligere fået at vide, at deres reaktioner er uforudsigelige eller overdrevne, men når de forstår det biologiske samspil, falder brikkerne på plads.
Denne viden åbner for nye muligheder i både udredning og psykoedukation, men det kræver, at vi forlader det kønsneutrale udgangspunkt og tør inddrage både hormoner og cyklus i vores faglige forståelse. Hvis dopamin- og histaminsystemerne reagerer forskelligt hos piger, og reguleringen varierer med de hormonelle faser, må vi tage højde for det i både dialog, vurdering og støtteplaner. Funktionsniveau kan svinge hen over måneden, og stressreaktioner eller kollaps kan være tæt forbundet med biologisk sårbarhed. Derfor er det afgørende også at forstå, hvordan fx sensorisk følsomhed, søvnforstyrrelser og følelsesmæssig regulering påvirkes af dette neurobiologiske samspil.
Med disse nye indsigter bliver det nødvendigt at tænke ud over “one size fits all”-diagnostik og behandling. Udredning i praksis bør bevæge sig væk fra standardiserede modeller og i stedet rumme:
Vi er på vej væk fra binære forståelser og mod en mere dynamisk og relationel tilgang til neuropsykiatri. Det er en bevægelse fra kategorisk til kompleks forståelse. Neurotransmittere som dopamin og histamin fungerer ikke isoleret, men spiller sammen med kønshormoner, livserfaringer og sociale forventninger. Kønsforskelle i hjernens biokemi bør ikke betragtes som kuriositeter, men som en nøgle til individualiseret behandling. Fremtidens vurdering og støtte bør derfor bygge på en flerstrenget forståelse, hvor både biologi og psykosocial kontekst integreres.
Fagligt set er det på tide at revidere vores praksis: fra antagelser om det typiske til åbenhed over for kompleksitet. Piger med AuDHD har brug for at blive mødt med blik for den dobbelte sårbarhed, de bærer på – og med respekt for de systemer, de har bygget op for at kunne fungere i en verden, der ikke er designet til dem.
