Fagkronikken er udtryk for skribenternes egne erfaringer og holdninger.
Når børn har brug for hjælp, ting går skævt i familier, eller der på en eller anden måde er brug for hjælp, vil de første spørgsmål naturligt være: Hvordan er det at være barn her, hvad er barnets oplevelse, hvad er barnets ønsker. Simple spørgsmål, men det er ingenlunde simpelt at inddrage børn, lytte til dem og afklare barnets perspektiv.
At høre på børn og inddrage dem, når svære ting sker i deres liv, er helt i tråd med det politiske og samfundsmæssige fokus på ”børnene først”. At forstå, hvordan børn har det, er også helt i tråd med god børnefaglighed. Skal man hjælpe børn, må man forstå barnets kontekst, hvad dets opvækstbetingelser er, men man må også forstå, hvad barnet selv kommer med, bl.a. hvad barnets egne oplevelser er. Man må forstå barnet ikke blot som et passivt objekt, men også som et aktivt subjekt. Så bliver man bedre i stand til at forstå og hjælpe barnet, så barnet kan føle sig hørt og blive inddraget aktivt i sin egen sag – i tråd med Barnets lov og FN´s Børnekonvention.
Faglighed er nødvendigt, når vi skal forstå et barns perspektiv. Det er anderledes at tale med børn end at tale med voksne. Børn har i højere grad brug for relationel tryghed, når de skal tale om noget, der er svært for dem. Især når de skal tale om noget, der omhandler deres forældre eller deres hjem.
Baggrunden er, at børn er afhængige af deres vigtigste voksne – de kan endnu ikke klare sig selv selvstændigt. Skal børn kunne udtale sig om noget svært, er det nødvendigt for dem at være trygge ved, at det er okay for mor og far, at jeg taler om det her, og at de ikke bliver sure eller kede af det, uanset hvad jeg siger. Her bliver det tydeligt, at forskellige omstændigheder kan gøre, at børn ikke altid kan tale frit og nogle gange kan risikere utilsigtede konsekvenser af deres udtalelser.
Der er også brug for faglighed til at forstå ikke blot, hvad barnet siger, men også hvad barnet mener. Børns udtalelser må nødvendigvis forstås ud fra barnets erfaringsverden og barnets modenhed og forudsætninger for at begribe og formidle oplevelserne. Fx vil separationsangst kunne fylde mere for en seksårig end for en trettenårig. Ligesom et småbarn ikke vil have samme mængde- eller tidsforståelse som et skolebarn for, hvor lang tid fem dage er – fx i sager hvor børn bliver bedt om at udtale sig om samvær. Og yngre børn vil have sværere ved at generalisere og være konkrete om egne oplevelser, bl.a. fordi deres hukommelsessystem og adgang til minder er anderledes end ældre børns og voksnes.
Hvad kan konsekvenserne være ved manglende børnefaglighed, når børn inddrages som del af belysningen af barnets perspektiv?
Den mest åbenlyse konsekvens er, at børn misforstås. Det kan fx være, at barnets udtalelser bruges til for lidt eller for meget. Eller børns udtalelser bruges bogstaveligt med for lidt forståelse for den situation, barnet står i. Når et barn ikke fortæller noget om sine biologiske forældre til sine plejeforældre, eller et barn ikke fortæller sin bopælsforælder om et savn efter sin samværsforælder, kan det blive brugt i den tro, at barnet ikke savner, selv om det omvendte kan være tilfældet. Det kan også være, at et barn er meget vred på én af sine forældre, men at det ikke er det samme som, at barnet ikke har behov for at se forælderen igen.
En anden konsekvens er, at børn risikerer at få, eller oplever at få, et ansvar, der ikke er deres. Dvs. at når lovens intention om børneinddragelse er opfyldt, og barnet har følt sig hørt og inddraget, kan barnet efterfølgende risikere at opleve at blive draget til ansvar for beslutninger. Det kan være alene det faktum, at barnet er blevet spurgt og har udtalt sig måske flere gange, der kan øge barnets oplevelse af medansvar og eventuelt endda skyld.
Vi står som fagprofessionelle med den opgave at tage et barns perspektiv og formidle om dette til barnets bedste.
Dette arbejdsfelt kræver forståelse af kompleksiteten i børnesager, der involverer flere parter, og ofte andre fagpersoner med forskellige roller og opgaver. Man skal kunne holde fokus på barnets perspektiv på trods af kompleksiteten. Har man ikke blik for kompleksiteten og sin egen rolle, kan man meget let komme til at blande æbler og pærer. Det er fx at blande æbler og pærer, når et behandlingsperspektiv blandes med et undersøgelsesperspektiv.
Der er forskel på, hvilket oplysningsgrundlag, der er brug for, for at tilrettelægge god terapi til børn, og hvilket oplysningsgrundlag, der er brug for, for at afdække et barns behov og træffe beslutninger om barnets liv.
Man kan fx godt lave god børneterapi til et barn, der følger en forælder på krisecenter, men man kan ikke afdække et barns behov og perspektiv alene på oplysningerne fra den ene forælder. Dertil kræves et andet oplysningsgrundlag, der involverer ikke kun den ene, men begge forældre, for at afspejle den kompleksitet og de modsætninger, det indebærer at være barn af forældre i stor konflikt med hinanden.
Her kan vi som fagprofessionelle komme i fare for at stå på nogens side og bekæmpe hinandens faglige perspektiver til stor forvirring for parterne i sagen, fremfor at stå på den usikre og dilemmafyldte grund, der reelt er barnets.
Børns virkelighed stemmer ikke altid overens med voksnes logik. Et barn kan fx fortælle om, at en forælder har slået og samtidig fortælle om savn efter samme forælder. Et barn kan ønske at bo lige meget hos begge sine forældre, der bor i hver deres ende af landet.
Barnets rettigheder i henhold til Barnets lov og FN´s Børnekonvention er ikke en facitliste til, hvordan et konkret barn i en svær livssituation bliver inddraget, hørt og taget alvorligt. Et barn, der har oplevet en forælder optræde voldsomt, kan til trods herfor have brug for at være sammen med den forælder igen, mens et andet barn afgjort slet ikke skal have kontakt med en forælder, der har været voldsom.
At afdække, hvad der er bedst, kræver den børnefaglighed, vi har slået et slag for. Man blander æbler og pærer, hvis et individuelt analyseniveau blandes med et samfundsmæssigt. Det må altid være det konkrete barn, der er målet for vores forståelse.
Det er ikke simpelt at tage et barns perspektiv. Det kræver faglighed, og det kræver etik at efterleve de gode intentioner om børneinddragelse på en måde, så barnets andre behov og rettigheder, fx for omsorg og beskyttelse, ikke krænkes. Det kræver, at vi som fagpersoner holder fast i kompleksiteten og ikke forsimpler opgaven.
