Hvad gør vi, når den klassiske behandling ikke rækker?

Længe slap kun læger gennem nåleøjet til en professorstilling på det sundhedsvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet og Psykiatrien i Region Midtjylland.

Men i maj 2025 slog Loa Clausen som den første psykolog hul i glasloftet og blev udnævnt til professor i klinisk psykologi med særligt fokus på spiseforstyrrelse.

– Det har krævet tålmodighed, men selvfølgelig også, at jeg havde et cv, der var stærkt nok. Siden har vi også fået en sygeplejerskeprofessor, og vi satser for alvor på tværfagligheden inden for forskning i børne- og ungdomspsykiatri og voksenpsykiatri. Det har vi talt om i mange år, men der kan være langt til, at det sker i praksis, siger Loa Clausen.

Hun er i dag ansat i en fuldtidsforskerstilling, som byder på både supervisions- og undervisningsopgaver samt forskningstid på kontoret på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital. Oftest er det spiseforstyrrelsesområdet, der optager hendes tid, men hun forsker også i andre psykiske sygdomme som skizofreni og autisme.

– Jeg arbejdede i flere år som klinisk psykolog i psykiatrien, hvor jeg mødte en masse patienter og blev optaget af de problemstillinger, der er inden for spiseforstyrrelsesområdet, men også af de personlige liv og skæbner, jeg mødte på min vej. I dag kan jeg godt savne kontakten til patienter og pårørende, for det er særdeles meningsfuldt arbejde, siger Loa Clausen.

Forbindelsen til praksis har hun dog ikke sluppet helt; den afspejler sig i de forskningsemner, der optager hende. Selvom Loa Clausen på papiret er professor i spiseforstyrrelser bredt set, så bidrager hun oftest til forskning i spiseforstyrrelseskarakteristika, behandlingseffekt, bedringsprocesser og forebyggelse.

– De sidste seks år er det særligt den dårligste gruppe af dem, som har anoreksi, der har haft min interesse. Det er dem, vi i dag har sværest ved at behandle med den klassiske spiseforstyrrelsesbehandling, forklarer hun.

Når den klassiske behandling ikke rækker

Netop behandling af anoreksi har været omdrejningspunkt i flere af de projekter, Loa Clausen har deltaget i, og i det kommende år håber hun at få støtte til endnu et. Sammen med kollegaer fra Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser og Center for Registerforskning ønsker hun at undersøge, hvordan forløbene for de mest alvorligt syge patienter kan forbedres.

– Nogle af vores første bedringsprocesstudier viser, at for langt de fleste patienter er der den samme vej ud af en spiseforstyrrelse. Det handler om at normalisere spisning og vægt først, og så går der det meste af et år, hvor patienterne stadig kæmper med fedmefølelsen og frygten for at blive kæmpestor. Det er det samme mønster, uanset om vi snakker anoreksi eller bulimi, og også uafhængigt af hvilken terapi patienterne får, fortæller Loa Clausen.

Men ikke alle patienter med en spiseforstyrrelse har gavn af denne behandling og ender ofte med et langvarigt og alvorligt sygdomsforløb. Forskerne vil derfor gennem registre og kvalitative interview undersøge markører og konsekvenser ved langvarig anoreksi og udvikle behandling til personer, hvor den klassiske spiseforstyrrelsesbehandling ikke rækker.

– Mellem 10 og 30 procent af patienterne får meget langvarige sygdomsforløb, og vi håber at blive klogere på disse patienter og deres sygdoms- og behandlingsforløb. Det er ikke sikkert, at vi kan hjælpe alle i den gruppe til at blive raske, men forhåbentligt kan vi hjælpe dem til et generelt højere funktionsniveau og sikre, at flere faktisk kommer ud af deres spiseforstyrrelse, siger Loa Clausen, som også tidligere er gået på jagt efter mønstre i de danske registre med kollegaer på Center for Registerforskning.

De har bl.a. publiceret studier om brug af tvang i behandlingen af anoreksi, der viser, at 1 procent af patienterne står for næsten 70 procent af alle tvangsepisoder. Dette er ikke nødvendigvis patienter med det laveste BMI, men er oftest patienter, der har andre psykiske lidelser. Senest har forskerne identificeret tre grupper, hvor risikoen for tvang er størst.

– Vi så særligt tre komorbiditetsprofiler, der var associeret med risiko for tvang: De patienter, der har udviklingsforstyrrelser, dem, der selvskader, har et misbrug eller har en personlighedsforstyrrelse, og så den svære anoreksigruppe, der fx har angst og depression, men også har somatiske symptomer formentlig som følge af undervægt og fejlernæring.

Sammen med internationale samarbejdspartnere og specialpsykolog og ph.d. Benjamin Mac Donald har Loa Clausen derfor også zoomet ind på patienternes oplevelser med brugen af tvang.

– Der er ingen tvivl om, at de patienter, der bliver behandlet under tvang, er i fare for at dø, og derfor er det nødvendigt og berettiget. Men det er helt klart et overgreb at blive behandlet under tvang. Nogle patienter fortæller, at det præger dem betydeligt i mange år efter, mens andre patienter er enormt taknemmelige for at blive reddet, og de ser det som en hjælp, at de blev tvunget til at spise.

Forebyggelse af spiseforstyrrelser

Loa Clausen står lige nu også i spidsen for to store kliniske projekter med et andet sigte end anoreksibehandling.

Det ene, PRODY-BED, afdækker, om der kan identificeres særlige profiler inden for Binge Eating Disorder-området ud fra, hvad der driver personer med BED til at overspise. Det andet, Body Project SMIL, undersøger effekten af et forebyggelsesprogram, der skal mindske kropsutilfredshed og forebygge spiseforstyrrelser hos unge kvinder mellem 15 og 25 år med en psykisk lidelse. Programmet er udviklet på Stanford University og er blevet testet på unge kvinder i en række lande.

– Mennesker med en psykiatrisk lidelse har to-fire gange forhøjet risiko for at udvikle spiseforstyrrelser i op til ti år efter, de har fået deres første psykiatriske diagnose. Det er derfor interessant, når det ser ud til, at denne indsats er supereffektiv og kan forebygge spiseforstyrrelser med 60-80 procent. Men den er aldrig blevet testet specifikt til unge kvinder med psykisk sygdom, så det er vi i gang med, forklarer Loa Clausen.

Projektet er dog stødt på forhindringer. Selvom Loa Clausen og hendes kollega i projektet har rakt ud til klinikere i hele landet, er det kun lykkedes at gennemføre et enkelt forløb.

– Alle klinikerne siger ”fedt, vi har så mange patienter med kropsutilfredshed og lettere spiseforstyrrelsessymptomer”, men de melder sig ikke. Tilbagemeldingerne fra den første gruppe har dog været positive. Deltagerne siger, at det er enormt rart at møde andre, der har det på samme måde, og så er de superglade for, at de kvinder, der kører grupperne, ligner dem selv.

Planen er nu at søge midler til at udvide projektet og undersøge, om programmet er lige så effektivt i Danmark som i andre lande og teste det i forhold til unge kvinder med type 1-diabetes, der har op til fire gange forhøjet risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse.

Fra HIV til spiseforstyrrelser

For Loa Clausen vil de kommende år derfor også handle om nye opdagelser på spiseforstyrrelsesområdet. Men at det netop var denne retning, hendes karriere skulle tage, ville hun aldrig selv have spået, da hun voksede op i et ikke-akademisk hjem i Ølstykke. Her var en forskerkarriere slet ikke på radaren. I første omgang valgte hun faktisk også en helt anden uddannelse som revisorassistent, men kedede sig hurtigt.

– I stedet blev det psykologi, fordi spørgsmål om, hvorfor folk agerer, som de gør, og hvordan man skaber mening i sit liv, optog mig som ung. Interessen for psykologi fik nok også et ekstra nøk, fordi min far havde udviklet alvorlig psykisk sygdom, da jeg var barn. Men jeg havde ingen idé om, hvad jeg ville med uddannelsen.

Det ændrede sig på studiets sidste år, hvor drømmen om at gå forskervejen begyndte at spire. På dette tidspunkt var HIV- og AIDS-epidemien på sit højeste, og det var her, Loa Clausen besluttede at lægge sine kræfter. Først som klinisk psykolog, siden som forsker. Men forskerstillingerne på HIV- og AIDS-området var begrænsede, så da en veninde fortalte om en ph.d.-stilling inden for spiseforstyrrelsesområdet i Psykiatrien i Region Midtjylland, spidsede Loa Clausen ører. Kærligheden havde på dette tidspunkt trukket hende til Aarhus, og efter en samtale med overlægen på området, var hun ikke i tvivl.

– Bag min interesse for HIV og AIDS lå en teoretisk nysgerrighed på samspillet mellem krop og psyke, og ved spiseforstyrrelser er krop- og psykesamspillet også helt centralt.

Loa Clausen har derfor hverken fortrudt sit speciale, eller at hun i sin tid gik forskervejen.

– Det er et privilegium at få lov til at forske. Jeg kan fordybe mig i eksisterende viden og være med til at finde svar på spørgsmål, der endnu ikke kan besvares. Det giver så meget mening for mig. Men det er selvfølgelig ikke alle dele af forskningsprocessen, der er lige interessante, og der er også bekymringer, jeg gerne ville være foruden. Men samlet set har jeg det job, jeg på studiet fandt ud af, måtte være det mest spændende, jeg kunne få som psykolog,

I fremtiden håber hun derfor, at hendes nye position som professor kan bane vejen for andre psykologer, der drømmer om at gå forskervejen.

– I psykiatrien er størstedelen af de ph.d.-studerende faktisk psykologer, så psykologer har altid fyldt på ph.d.-niveau, men lidt mindre på lektorniveau og slet ikke på professorniveau. Nu er en ny karrierevej blevet mere synlig.