Artiklen gennemgår fire årtiers forskning i psykoterapi til børn og unge baseret på over 600 randomiserede kontrollerede studier (RCT’er). Formålet er gennem meta-analyser at undersøge, hvad der virker i psykoterapi for børn og unge, hvilke problemer der har bedst behandlingseffekt, og hvordan behandlingsudbyttet varierer på tværs af grupper.
Når man ser på effekten af psykoterapi over de fire årtier, er den gennemsnitlige effektstørrelse for børn og unge moderat (g = 0,46). Dette betyder, at der er cirka 63 % sandsynlighed for, at en tilfældig person i interventionsgruppen har mere bedring end en tilfældig person fra kontrolgruppen, hvilket faktisk kun er 13 % bedre end en tilfældighed på 50 %. Angstlidelser viser de stærkeste effekter (g = 0,61), efterfulgt af adfærdsproblemer (g = 0,46). ADHD (g = 0,34) og depression med den laveste effektstørrelse (g = 0,29). Det tyder på at effekten af behandling for angst og ADHD ikke er steget over de fire årtier, og ligefrem er faldet for adfærdsproblemer og depression.
Forfatterne undersøgte også effekten af behandlinger på kun en enkelt session i en meta-analyse med 50 RCT-studier. Disse viste lovende resultater for angst (g=0,56) og adfærdsproblemer (g=0,54). Enkeltsessions terapier kan være værdifulde som første trin i en stepped care-behandlingstilgang. Desuden fandt de, at fjernleverede terapier (fx via telefon eller video) kan være næsten lige så effektive som traditionelle ansigt-til-ansigt-terapier, især for angst og adfærdsproblemer.
Samfundsmæssige faktorer som sexisme og racisme kan reducere effekten af terapi for visse grupper. Meta-analyser har vist, at piger i miljøer præget af høj grad af kønsdiskrimination oplever mindre behandlingsudbytte. Ligeledes er terapi mindre effektiv for sorte unge i områder med høj grad af racisme.
Forskningen er overrepræsenteret i højindkomstlande, og færre end 10 % af studierne er udført i lav- og mellemindkomstlande, hvor behovet for mentale sundhedstjenester er størst. Men til gengæld viste en meta-analyse af 33 RCTer i lav- og mellemindkomstlande, at den samlede effekstørrelse for behandling af de 4 lidelser var 1,01, næsten dobbelt så stor som for højindkomstlande.
Forfatterne konkluderer, at psykoterapi for unge har vist moderat succes, men at der er betydelig plads til forbedring, i særdeleshed for depression. For at øge effekten bør forskningen fokusere på at udvikle mere målrettede og mekanismebaserede interventioner, der også inddrager miljøet uden for terapisessionerne. Gode nyheder er, at der er effekt af meget kortvarige terapier, at terapi også fungerer gennem andre medier end face-to-face, og at terapi har god effekt i lav- og mellemindkomstlande.
Weisz, J. R., et al. (2023). “What Four Decades of Meta-Analysis Have Taught Us About Youth Psychotherapy and the Science of Research Synthesis.” Annual Review of Clinical Psychology 19(1): 79-105.
Artiklen analyserer den globale forekomst og byrde af mentale lidelser blandt børn og unge baseret på data fra 2019’s Global Burden of Disease (GBD) Study. Fokus er på fire aldersgrupper: 5-9, 10-14, 15-19 og 20-24 år.
I 2019 havde 293 millioner af 2,5 milliarder børn og unge mellem 5 og 24 år mindst én mental lidelse (svarende til 11,63 %). Angstlidelser var de mest almindelige (3,35 %), efterfulgt af ADHD (2,14 %) og depression (0,98 %). Forekomsten steg med alderen: 5-9 år: 6,80 %, 10-14 år: 12,40 %, 15-19 år: 13,96 % og 20-24 år: 13,63 %. Drenge havde højere forekomst af ADHD, autisme og adfærdsforstyrrelser i barndommen, mens piger havde højere forekomst af angst og depression i ungdomsårene.
Mental sundhed udgjorde en vigtig årsag til sygdomsbyrden i denne aldersgruppe med 31,14 millioner YLD’s (years lived with disability), hvilket svarer til 20,27 % af den samlede sygdomsbyrde for aldersgruppen 5-24 år. Denne andel er højere end for mange andre sygdomme, såsom hjerte-kar-sygdomme og kræft, som også bidrager til sygdomsbyrden. De største bidragydere til YLD’s var angst, depression og ADHD. Prævalensen af depressive lidelser stiger markant i de senere ungdomsår (15-19 år) og tidlig voksenalder (20-24 år), hvilket viser en klar aldersrelateret stigning i sygdommens byrde.
Artiklen fremhæver, at forekomsten af mentale lidelser stiger markant i overgangen fra barndom til ungdom og tidlig voksenalder. Den stigende byrde i denne periode indikerer behovet for tidlige og målrettede indsatser. Desuden viser resultaterne, at omkring en fjerdedel af livsforløbsbyrden fra mentale lidelser opstår inden 25-års alderen.
Artiklen argumenterer for tidlige indsatser, især i alderen 5-24 år, for at reducere den langsigtede byrde af mentale lidelser. Effektiv forebyggelse og behandling kræver en forståelse af, hvordan forekomsten varierer på tværs af alder og køn.
Der er behov for bedre geografisk dækning og standardisering af data om børns og unges mentale sundhed, især i lav- og mellemindkomstlande, hvor der mangler forskning.
Artiklen nævner flere metodologiske udfordringer, såsom variation i datakilder, afhængighed af informanter (forældre versus børn) og underrepræsentation af nogle regioner og befolkningsgrupper.
Forskerne fremhæver, at mentale lidelser er en væsentlig årsag til sygdomsbyrden blandt børn og unge. Detaljerede analyser baseret på fx alder, køn og demografiske grupper er vigtige for at udvikle effektive forebyggelses- og behandlingsstrategier.
Kieling, C., et al. (2024). “Worldwide Prevalence and Disability From Mental Disorders Across Childhood and Adolescence: Evidence From the Global Burden of Disease Study”. Jama Psychiatry 81(4): 347-356.
KAT anses som en effektiv behandling for angstlidelser hos børn og unge, men mange børn oplever stadig symptomer eller får tilbagefald efter behandling. Formålet med denne undersøgelse var at identificere grupper af ikke-optimal respons blandt børn, der modtog KAT for angst, samt at identificere prædiktorer for disse grupper.
Studiet inkluderede data fra 1.483 børn (5-18 år) fra 10 forskningsklinikker verden over. Data blev indsamlet før og efter behandling samt op til 12 måneder efter. Børnene blev inddelt i tre grupper baseret på deres diagnosestatus efter behandling og ved opfølgning:
Minimale respondere: Børn, der fortsat havde en angstdiagnose gennem hele opfølgningsperioden (64,1 %). Respondere med tilbagefald: Børn, der opnåede remission umiddelbart efter behandling, men oplevede tilbagefald (8 %). Forsinkede respondere: Børn, der stadig havde en diagnose efter behandling, men som opnåede remission ved opfølgning (27,8 %).
Resultaterne viste, at minimale respondere havde den højeste sværhedsgrad af deres primære angstdiagnose ved baseline og færrest forbedringer over tid. Respondere med tilbagefald viste initiale forbedringer, men fik tilbagefald i løbet af opfølgningsperioden. Forsinkede respondere opnåede gradvist remission og blev symptomfri ved opfølgningsperiodens afslutning.
Forskerne fandt en række prædiktorer for ikke-optimal respons: 1. Høj sværhedsgrad af den primære angstlidelse ved baseline. 2. Flere samtidige angstdiagnoser. 3. Tilstedeværelse af socialfobi. 4. Høj grad af psykopatologi hos moderen. 5. Ældre alder var forbundet med højere risiko for minimal respons.
Behandlingsfaktorer af betydning var: 1. Behandlingsformatet. Individuel KAT var mere effektiv end gruppeterapi for minimale respondere og respondere med tilbagefald, mens gruppeterapi gav bedre resultater for forsinkede respondere. 2. Forældreinvolvering. Høj grad af forældreinvolvering var positivt korreleret med forbedringer, mens lav involvering var en prædiktor for dårligere resultater. 3. Terapeutens erfaring. Der var ingen stærke effekter af terapeutens erfaring på resultaterne.
Resultaterne understreger behovet for at skræddersy KAT til børns individuelle behov. Fx kan børn med socialfobi og høj symptomsværhedsgrad måske have større gavn af individuelle terapiformater. Booster-sessioner og tæt opfølgning kan hjælpe med at reducere risikoen for tilbagefald. Øget fokus på risikofaktorer før behandling kan hjælpe med at forudsige, hvem der har behov for mere intensive behandlingsstrategier.
Forskerne konkluderer, at studiet bidrager til en dybere forståelse af, hvordan børn reagerer på KAT for angst, og hvorfor nogle oplever ikke-optimale resultater. Ved at identificere faktorer, der har betydning for behandlingsrespons, kan fremtidig forskning og praksis målrettes for at forbedre resultaterne for disse grupper.
Bertie, L. A., et al. (2024). “Patterns of sub-optimal change following KAT for childhood anxiety”. J Child Psychol Psychiatry 65(12): 1612-1623.
Artiklen evaluerer Back2School (B2S)-programmet, en modulær transdiagnostisk KAT-intervention designet til at adressere skolefraværsproblemer. Programmet sammenlignes med treatment as usual (TAU) i en randomiseret kontrolleret undersøgelse (RCT).
Studiet undersøger tre hovedhypoteser: 1. Om B2S er mere effektiv end TAU til at øge skolefremmøde. 2. Om B2S bedre reducerer følelsesmæssige, adfærdsmæssige og sociale vanskeligheder. 3. Om B2S øger barnets og forældrenes self-efficacy i forhold til skolefremmøde sammenlignet med TAU.
Deltagerne var 152 børn og unge (6-16 år) med skolefraværsproblemer (≥10 % fravær over tre måneder) der blev tilfældigt fordelt til B2S eller TAU.
Interventionerne var: B2S: KAT leveret over tre måneder med involvering af unge, forældre og skolen. Der var fokus på caseformulering, eksponeringsøvelser og støtte til både følelsesmæssige og adfærdsmæssige udfordringer samt skolemøder. TAU: Skole- og/eller privat initierede interventioner uden specifik struktur eller manual.
Begge grupper viste signifikante forbedringer i skolefremmøde. Der var ingen signifikante forskelle mellem B2S og TAU (timer med fremmøde steg med 27,7 % for B2S og 11 % for TAU). B2S viste signifikant større reduktioner i følelsesmæssige, adfærdsmæssige og sociale problemer sammenlignet med TAU (målt med Strengths and Difficulties Questionnaire, SDQ). Effektstørrelserne var moderate til store. B2S forbedrede signifikant både og barnets samt forældrenes skolerelaterede self-efficacy sammenlignet med TAU. Forældre i B2S rapporterede betydeligt højere tilfredshed med behandlingen end forældre i TAU.
Forfatterne konkluderer, at B2S ser ud til at være en lovende tilgang til at adressere skolefraværsproblemer og relaterede mentale sundhedsproblemer. Programmet er skalerbart og let implementerbart under forudsætning af relevant træning af behandlerne. Begrænsningerne ved tolkningen af studiets resultater var vanskelighederne ved at få pålidelige skolefraværsmål, samt den mulige påvirkning som interventionsgruppen havde på TAU-gruppen
Johnsen, D. B., et al. (2024). “The Effectiveness of Modular Transdiagnostic Cognitive Behavioral Therapy Versus Treatment as Usual for Youths Displaying School Attendance Problems: A Randomized Controlled Trial.” Res Child Adolesc Psychopathol 52(9): 1397-1412.
Hvad har fire årtiers forskning lært os om psykoterapi for børn og unge? Psykologiprofessor Mikael Thastum står bag denne udgave af P’s faste format, Ny forskning.