Hvornår oplever anbragte børn og unge at være betydningsfulde?

I 1963 skrev den amerikanske journalist og filosof Susan Sontag, at behovet for sandhed er lige så lidt konstant som behovet for ro (Sontag, 1963). Hendes pointe var, at en forvrænget idé af og til kan have større indvirkning på os end sandheden, og at vores behov ikke altid har med sandhed at gøre, men med oplevelse.

Det er en interessant sætning at læse som psykolog. Vores fag hviler på, at det altid hjælper at vide mere præcist, hvad der er på færde. Vi udreder, vurderer og beskriver, og naturligvis med god grund. Det er de specialiserede sandheder, der er de væsentlige, når vi gerne vil hjælpe.

Samtidig fik sætningen os til at tænke på, om det specialiserede socialområde måske har mistet noget alment sammen med sin specialisering, og hvordan det i så fald ville komme til udtryk. For mens specialpædagogikken har sendt sine indsigter til almenområdet, kunne det måske være, at almenområdet havde glemt at sende almene indsigter retur. I artiklen Mattering in Danish out-of-home care (2026) placerer vi derfor et alment behov for betydning i en specialiseret kontekst og spørger: Hvornår og hvordan oplever børn og unge med anbringelseserfaringer, at de er betydningsfulde?

Mattering

Mattering, eller betydningsfuldhed, er et af de begreber, man begriber gennem savnet. De fleste kender det at være til stede i et rum, men hvor det næppe havde gjort en forskel, om man var fraværende. Vi kender heldigvis også det modsatte. Morris Rosenberg satte ord på det i 1981 sammen med Claire McCullough. Mattering, at betyde noget, er at opleve, at nogen har brug for én og ville savne én.

Isaac Prilleltensky (2020) har siden delt begrebet i to dele: Feeling valued (at føle sig værdsat) og adding value (at kunne tilføre andre værdi). Mens den første er selvindlysende, er den sidste halvdel let at overse. Betydningsfuldhed handler ikke kun om at blive holdt af, men også om at få lov at gøre noget af værdi for nogen.

Det nye i vores undersøgelse var også todelt. Feltet omkring mattering er domineret af skalaer og korrelationer, og vi ved påfaldende lidt om, hvordan betydningsfuldhed bliver til, når mulighederne for anerkendelse er få eller under pres. Samtidig er anbringelsesforskningen næsten aldrig blevet koblet til begrebet. I artiklen (Barckmann et al., 2026) forsøger vi at adressere begge dele på én gang. Vi nuancerer begrebet med de unges erfaringer og prøver at forstå de unges anbringelseserfaringer gennem begrebet.

Seks unge voksne med nylige anbringelseserfaringer så i semistrukturerede interviews tilbage på deres anbringelse, og interviewene blev analyseret med refleksiv tematisk analyse (Braun & Clarke, 2019). Hovedfundet er, at betydningsfuldhed er pragmatisk af natur. Den er ikke noget, man har. Den er noget, man retter sig mod inden for det, der nu er muligt. Og oplevelsen af at være betydningsfuld opstod oftest ved siden af metoder og rammer. Analysen peger på fire forhold, der har betydning for, hvornår de unge oplever at være betydningsfulde.

Forskningens fund

1) At blive hørt er en forudsætning for at have betydning. De unge beskrev det at blive lyttet til som tæt forbundet med oplevelsen af at have betydning. Når deres egne perspektiver blev tillagt mindre vægt end de professionelles, oplevede de samtidig, at deres stemme havde mindre betydning. Som Andrea formulerede det: ”Hvis man bliver lyttet til, så vil man også føle, at man betyder noget, ikke? Men når man ikke bliver lyttet til, så føler man ikke rigtig, at man betyder noget, for så er det ikke værd at lytte til.” Omvendt kunne det opleves som afgørende, når voksne ikke blot lyttede, men faktisk handlede på det, de unge sagde.

2) At føle sig værdifuld gennem undtagelser. Hvor det første fund handler om at blive taget alvorligt gennem sin stemme, peger det andet på betydningen af at blive mødt gennem konkrete handlinger. De unge beskrev især situationer, hvor voksne gjorde noget ud over det forventelige, som betydningsfulde. Det kunne være at bruge tid sammen med dem uden for de formelle rammer, vise personlig interesse eller gøre en undtagelse. Sarah beskrev fx, hvordan det at opleve, at medarbejdere var villige til at bøje reglerne for hendes skyld, gav hende en oplevelse af at have betydning: ”Følelsen af, at de var villige til at bryde reglerne for min skyld, betød, at jeg betød noget.” Fundet peger samtidig på en spænding mellem oplevelsen af at have betydning og institutionelle principper om lighed, standardisering og regeloverholdelse.

3) At kunne bidrage til andre er tæt forbundet med at føle sig betydningsfuld. Betydning blev ikke kun oplevet gennem det, de unge modtog fra andre, men også gennem det, de selv kunne give. For næsten alle de unge hang det at føle sig betydningsfuld sammen med muligheden for selv at kunne bidrage med noget til andre. At få ansvar, blive betroet opgaver eller opleve, at ens bidrag gjorde en forskel, kunne skabe en stærk oplevelse af at have betydning på bostederne. Andrea beskrev fx, hvordan en medarbejders tak for det, hun havde bidraget med, blev særligt betydningsfuld: ”Tak, fordi du lod mig hjælpe dig, og tak for det, du har lært mig. (…) Det fik mig til at føle mig virkelig betydningsfuld”. Fundene peger samtidig på, at det ikke er tilstrækkeligt blot at få mulighed for at bidrage. Bidraget må opleves som meningsfuldt og frivilligt og blive mødt af en følelsesmæssig respons, før det omsættes til en oplevelse af at være betydningsfuld.

4) Forsøg på at have betydning kan under begrænsede vilkår blive selvudslettende. Endelig peger analysen på, at mulighederne for at opleve betydning også afhænger af de rammer, som betydningen skal udfolde sig inden for. Flere beskrev, hvordan de tilpassede deres adfærd eller identitet for at passe ind eller for at blive set. Peter beskrev fx, hvordan han forsøgte at tilpasse sig plejefamiliens liv: ”Jeg forsøgte at tage den livsstil til mig … hele det der med pludselig at være landmand. Selvom jeg i dag kan se, at det egentlig ikke var mig. Men jeg forsøgte at tage det til mig for at passe ind i familien”. I andre tilfælde blev strategierne mere smertefulde, fordi det krævede stadig kraftigere reaktioner at blive bemærket i et miljø, hvor mange havde det dårligt.

Hvad betyder det for praksis?

Undersøgelsen flytter betydningsfuldhed fra at være en egenskab ved den enkelte til at være noget, der opstår under bestemte vilkår. Det, vi i artiklen kalder pragmatisk mattering, er ikke en tilstand, vi kan måle hos et ungt menneske og derefter behandle. Mattering er situeret og tæt forbundet med de konkrete muligheder, den unge har for at bidrage og blive set, hørt og værdsat. De unge forsøger hele tiden at finde måder at betyde noget på, men deres strategier formes af deres relationelle erfaringer, de strukturelle vilkår og de muligheder, der faktisk er til rådighed.

Det er væsentligt, fordi forsøg på at betyde noget ikke nødvendigvis er sunde. Under pres kan de tage form af føjelighed, tilbagetrækning eller selvskade. Når en ung bliver usynlig, tilpasser sig eller skader sig selv, kan det derfor være et pragmatisk forsøg på at blive set, taget alvorligt eller få betydning for nogen.

Samtidig efterlader undersøgelsen os med et spørgsmål, som den ikke besvarer. De stærkeste oplevelser af at betyde noget opstod dér, hvor voksne gik ud over proceduren (”off-script”). Kan betydningsfuldhed realiseres inden for et system, der også har fokus på standarder, lighed og struktur? Eller opstår den netop i det øjeblik, hvor nogen gør en undtagelse? Spørgsmålet er væsentligt, fordi det udfordrer en praksis, hvor vi let kommer til at fokusere på at beskrive og korrigere den unges adfærd, uden samtidig at undersøge de betingelser, som adfærden er et svar på.

Det, de unge fortalte os, peger på, at de allerede rækker ud på alle de måder, der er tilgængelige for dem. De forsøger at bidrage, blive set, blive hørt og få betydning. Vi bruger meget af vores faglighed på at gøre beskrivelsen af et barn rigtig. Men de unge i denne undersøgelse blev ikke betydningsfulde af at blive beskrevet rigtigt. Vi tror, de blev betydningsfulde, når de fik mulighed for at bidrage og betyde noget for nogen.

Denne tekst dedikeres til Isaac Prilleltensky (1959 – 2026) for hans årelange arbejde med mattering, og fordi han gav så mange andre en oplevelse af at være betydningsfulde.