ICD-11 er forsinket – det har store konsekvenser for personer med BDD

Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger.

Siden 1994 har vi i Danmark anvendt ICD-10 til psykopatologisk forståelse og diagnostik af psykiske lidelser. Dens længe ventede efterkommer ICD-11 blev frigivet af WHO tilbage i 2018. Processen med den danske oversættelse og implementering er desværre i flere omgange blevet forsinket og har senest været sat helt på pause.

I skrivende stund, foråret 2025, er der ikke udsigt til, at den bliver klar til implementering i løbet af de næste par år. Det har konsekvenser, bl.a. i forhold til forståelse, diagnosticering og behandling af kropsdysmorfisk tilstand, bedre kendt fra den engelske betegnelse body dysmorphic disorder, forkortet BDD.

ICD10 og ICD11

ICD-10 ”gemmer” BDD sig som underkategori til hypokonderdiagnosen, se boks 1:

Det forhold, at BDD ikke er en selvstændig diagnose i ICD-10, og at diagnosekriterierne ikke er ret godt beskrevet, fører bl.a. til, at BDD ofte bliver overset af fagpersoner.

I ICD-11 får BDD sin egen diagnosekode og diagnosebeskrivelse. BDD bliver placeret i den nye overordnede diagnosekategori ”OCD og beslægtede tilstande” sammen med OCD, olfactory reference disorder, helbredsangst, hoarding, skin-picking og trikotillomani.

I boks 2 ses diagnosekriterierne i ICD-11:

Symptomerne på BDD omhandler altså en overoptagethed (tvangstanker) af én eller flere ikke-eksisterende eller minimale ”defekter” i den ramtes udseende. Tvangstankerne kan omhandle hvilken som helst del af kroppen, og nogle oplever mere at have en generel følelse af at føle sig grim. På baggrund af tvangstankerne udvikler den ramte tvangshandlinger, der fx har til formål at fikse den oplevede defekt, tjekke den, skjule, sammenligne med andre eller bede pårørende om at sige, hvad de kan se. I modsætning til den utilfredshed, som de fleste kender, fylder tankerne så meget og er så pinefulde – og handlinger bliver så omfattende – at det medfører betydelig lidelse og nedsat funktionsniveau for den, der rammes af lidelsen.

Størstedelen af BDD-ramte har dårlig indsigt, hvilket refererer til, om personen med sin fornuft godt kan se, at tankerne om ”defekten” er overdrevne og urimelige. Hos ca. 30 % er indsigten helt fraværende.

Den mest effektive behandlingsform er, ligesom ved OCD, kognitiv adfærdsterapi med fokus på eksponering og responshindring. Store udenlandske befolkningsundersøgelser, fx fra Tyskland og USA, har vist, at cirka 2-3 % lider af BDD. Der findes ingen forskning om BDD i Danmark, men det må antages, at hyppigheden er nogenlunde den samme.

Fejlopfattes i sundhedssystemet

Mange BDD-ramte er tilbageholdende med at fortælle om deres tanker, da de er bange for at blive misforstået som værende forfængelige eller selvoptagede. I forbindelse med udgivelsen af en digital artikel om BDD i Magasinet P og bogen ”Indbildt Grimhed – En guide til BDD-ramte, pårørende og fagprofessionelle”, der er den første danske bog om BDD, har vi fået mange henvendelser både fra BDD-ramte selv og deres pårørende. Fælles for de fleste er, at de har beskrivelser af, hvordan de er blevet mødt med misforståelser af fagpersoner i sundhedssystemet, herunder psykologer. En del er blevet fejldiagnosticeret med andre lidelser som OCD, social angst, depression, spiseforstyrrelse, skizotypi, skizofreni eller andre psykoselidelser.

Især BDD-ramte med helt fraværende indsigt fejldiagnosticeres med en psykoselidelse. Andre gange opdager psykologer og psykiatere kun eventuelle komorbide lidelser, som ofte er følgetilstande af ubehandlet BDD såsom depression, social angst og misbrug. Andre igen er blevet mødt med opfattelser af, at det handler om selvoptagethed, forfængelighed eller narcissisme, og en mor fortalte, at hendes svært selvmordstruede datter var blevet afsluttet i psykiatrien med ordene ”hvis det drejer sig om din hud, kan vi jo ikke hjælpe dig”. Dette selvom der tydeligvis ikke var de store hudproblemer.

BDD er en alvorlig lidelse. Den amerikanske psykiater Katharine Phillips, som er en af de førende forskere i BDD, skriver: ”the rate of completed suicide may be higher in BDD than in virtually any other psychiatric disorder” (Phillips 2017, s. 155). I en metaanalyse fandt man, at 37,2 % aktuelt havde selvmordstanker, 66,1 % havde haft det i løbet af deres liv, og 35,2 % havde forsøgt at begå selvmord (Pellegrini et al. 2021).

BDD har samme status som OCD havde i begyndelsen af 1990’erne, hvor de fleste ikke kendte til lidelsen, heller ikke fagpersoner. Der er ingen tvivl om, at vi står et andet sted om 30 år. I mellemtiden, og i ventetiden på ICD-11, er det vigtigt, at vi som faggruppe er klædt på med viden, så BDD-ramte ikke bliver misforstået, fejldiagnosticeret og i sidste ende fejlbehandlet i Danmark.