Kognitiv adfærdsterapeutisk gruppebehandling til unge med social angst

Social angst er en af de mest udbredte psykiske lidelser blandt unge. Det anslås, at mellem 5-9 % af unge i alderen 13-18 år opfylder kriterierne for social angst.

Social angst (tidligere kaldet social fobi) er en angstdiagnose, kendetegnet ved en vedvarende, overdreven og intens frygt for andres kritiske opmærksomhed. Social angst er desuden kendetegnet ved, at individet enten undgår sociale situationer, hvor de risikerer at blive iagttaget, evalueret eller kritiseret, eller udholder disse sociale situationer med intenst ubehag.

For unge mennesker med social angst kan mange sociale situationer derfor være udfordrende, eksempelvis at sige noget i timerne i skolen, holde fremlæggelser, stille spørgsmål, møde nye mennesker, deltage i smalltalk, tale i telefon eller spise foran andre.

Social angst kan dermed være meget indgribende i et ungt menneskes liv. Det kan have omfattende konsekvenser for den unges trivsel og udvikling, herunder øget skolefravær, faglige og sociale problemer i skolen, ensomhed, problemer med venskaber, samt en høj grad af komorbiditet, især med andre angstlidelser, depressive lidelser og misbrug.

Kognitiv adfærdsterapi er den anbefalede behandlingsform til social angst, både ifølge danske og internationale retningslinjer. Forskningen viser også, at kognitiv adfærdsterapi er en effektiv behandlingsmetode til angstlidelser hos børn og unge. Dog viser studier også, at sammenlignet med unge med alle andre angstlidelser, oplever unge med social angst markant mindre behandlingseffekt af kognitiv adfærdsterapi. Dette har skabt et behov for at undersøge, om en mere målrettet diagnose-specifik tilgang kunne forbedre effekten for netop unge med social angst.

Kan diagnose-specifik kognitiv adfærdsterapi forbedre behandlingseffekten for unge med social angst?

Et af formålene med mit ph.d.-projekt var at undersøge, om en diagnose-specifik kognitiv adfærdsterapeutisk gruppebehandling kunne forbedre behandlingseffekten hos unge med social angst.

Først undersøgte vi anvendeligheden og gennemførbarheden af diagnose-specifik kognitiv adfærdsterapeutisk gruppebehandling. Den diagnose-specifikke kognitive adfærdsterapeutiske gruppebehandling bestod af traditionelle kognitive adfærdsterapeutiske teknikker som eksponering og kognitiv omstrukturering. Desuden var der behandlingsteknikker, der var målrettet centrale mekanismer i social angst som eksempelvis at arbejde med at reducere selvfokuseret opmærksomhed, sikkerhedsadfærd og post-event rumination.

Derefter sammenlignede vi den diagnose-specifikke kognitive adfærdsterapeutiske gruppebehandling med en generisk kognitiv adfærdsterapeutisk gruppebehandling i et randomiseret kontrolleret studie. Her deltog 90 unge i alderen 12-17 år med social angst som deres primære problematik. De unge blev tilfældig fordelt til enten diagnose-specifik kognitiv adfærdsterapi eller generisk kognitiv adfærdsterapi. Den generiske kognitiv adfærdsterapeutiske gruppebehandling bestod udelukkende af traditionelle kognitive adfærdsterapeutiske teknikker og var baseret på Cool Kids-programmet.

Resultaterne viste, at diagnose-specifik kognitiv adfærdsterapeutisk gruppebehandling var en både gennemførbar og velfungerende behandlingsform for unge med social angst. Både de unge med social angst og deres forældre rapporterede høj tilfredshed og vurderede behandlingen som meningsfuld, relevant og hjælpsom. Dette indikerede, at en diagnose-specifik kognitiv adfærdsterapeutisk gruppebehandling, der er målrettet særlige mekanismer ved social angst, kan implementeres i praksis og opleves som tryg og nyttig af deltagerne. Men når vi sammenlignede den diagnose-specifikke kognitiv adfærdsterapeutiske gruppebehandling med generisk kognitiv adfærdsterapeutisk gruppebehandling, fandt vi ingen signifikante forskelle i de unges bedring af deres social angst symptomer.

Begge behandlingsformer førte til en signifikant forbedring hos de unge over tid, både i forhold til forbedring af social angst symptomer, depressive symptomer og mistrivsel i hverdagen. Men ingen af de to behandlingstyper viste sig klart mere effektiv end den anden. Det tyder dermed på, at generisk kognitiv adfærdsterapeutiske gruppebehandling som eksempelvis Cool Kids-programmet kan være lige så gavnligt for unge med social angst som en specialiseret, diagnosefokuseret behandling. Dermed øger det ikke nødvendigvis behandlingseffekten at bruge ressourcer på at tilbyde et diagnose-specifikt kognitivt adfærdsterapeutisk alternativ. Derimod tyder resultaterne på, at det kan være lige så praktisk fordelagtigt at tilbyde ét kognitivt adfærdsterapeutisk gruppeformat til flere typer angstlidelser.

Hvem får størst bedring af kognitiv adfærdsterapeutisk gruppebehandling?

I mit ph.d.-projekt undersøgte vi desuden mulige faktorer, der kan forudsige, hvilke unge med social angst der får bedst gavn af kognitiv adfærdsterapeutisk gruppebehandling. Her undersøgte vi, om forskellige faktorer relateret til demografi, kliniske faktorer, samt faktorer relateret til social angst, kunne forudsige, hvem der fik den bedste behandlingseffekt.

Vi fandt, at de unge, der ved behandlingsstart rapporterede højest grad af social angst symptomer, samt størst brug af sikkerhedsadfærd (eksempelvis at minimere øjenkontakt og tale med lav stemme), var dem, der oplevede den største reduktion i social angst-symptomer som følge af kognitiv adfærdsterapeutisk gruppebehandling. Dette indikerer altså, at de unge – trods svær grad af social angst symptomer og meget sikkerhedsadfærd – sagtens kan inkluderes i en gruppe og få god effekt af kognitiv adfærdsterapi.

Desuden undersøgte vi, om andre faktorer kunne forudsige behandlingseffekten som eksempelvis alder, køn, omfang af skolefravær, depressive symptomer, samt forældrenes mentale helbred. Vores resultater viste, at ingen af disse faktorer hang sammen med behandlingseffekten af kognitiv adfærdsterapeutisk gruppebehandling. Dette indikerer, at et kognitiv adfærdsterapeutisk gruppeforløb kan tilbydes til unge med social angst, uanset deres alder, køn, graden af skolefravær, depressive symptomer eller deres forældres mentale helbred.

Mit ph.d.-projekt blev finansieret af TrygFonden og er foregået i samarbejde med mine vejledere Mikael Thastum og Johanne Jeppesen Lomholt. Behandlingen foregik på Center på Psykologisk Behandling til Børn og Unge (CEBU) på Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet. Jeg vil gerne sige stor tak til alle de unge og deres familier, der deltog i behandlingen, samt en tak til mine vejledere, samarbejdspartnere og alle behandlere, der har været involveret i projektet.