Kognitiv remediering – psykoterapi målrettet kognition og følelser

Psykoterapeutisk behandling målrettet kognitive vanskeligheder har traditionelt været forbundet med klinisk neuropsykologisk praksis og rehabilitering.

Kognitive vanskeligheder fylder imidlertid meget i både klagebillede og funktionsniveau på tværs af gruppen af mennesker, der søger psykologisk behandling. Det kan være som følgevirkning af stress eller affektiv lidelse, som kernesymptom ved ADHD eller autisme eller som symptom ved lettere neurologiske tilstande som fx hjernerystelse.

Psykoterapeutisk behandling af kognitive vanskeligheder er derfor ikke blot en opgave for psykologer med neuropsykologi som speciale, men en opgave der varetages af mange psykologer i klinisk praksis.

Kognitiv remediering

I kognitiv remediering arbejdes systematisk med behandling målrettet kognitive vanskeligheder. Kognitiv remediering spænder fra undersøgelse og samtale om kognition, over psykoedukation til afprøvning og træning af terapeutiske metoder til at støtte og udvikle kognitionen. I kognitiv remediering er undersøgelse af den enkeltes kognitive profil en del af interventionen.

Denne kortlægning af vanskeligheder og ressourcer sker med henblik på at motivere klienten for det videre arbejde med at styrke kognitionen og forstå relevansen af de strategier, der præsenteres og trænes i terapien. Træning af de forskellige kognitive funktioner som opmærksomhedsøvelser, hukommelsesstøttende strategier og problemløsningsstrategier har en central plads i terapien. Hjemmearbejde indgår i terapien, så strategierne afprøves hjemme og tiltagene evalueres (Bruun & Hauptmann, 2021).

I kognitiv remediering arbejdes der med udvikling af metakognition, dvs. evnen til at reflektere over egne tilbøjeligheder og integrere erfaringer med egen adfærd. Vekselvirkningen mellem undersøgelse, psykoedukation, arbejde med konkrete terapeutiske øvelser og udvikling af adaptive strategier, skaber mulighed for at få viden og erfaring med egen kognitive profil, få støtte til forståelse og fortolkning af egen adfærd samt hjælp til at skabe overblik over egne træk og tilbøjeligheder.

Den terapeutiske proces foregår således ad to veje, dels via adfærdsorienterede interventioner og dels via indsigtsorienterede kognitive processer, henholdsvis bottom-up- og top-down-strategier. En terapeutisk bevidsthed om at arbejde ad disse to forskellige veje bygger på neuropsykologisk viden om, at de to veje hviler på forskellige neurale netværk og stiller forskellige krav til kognition.

Adfærdsorienterede bottom-up-strategier involverer basale kognitive funktioner, der hviler på subkortikale processer, der ikke nødvendigvis er tilgængelige for bevidstheden. Nedefra ændres adfærden gennem gentagelse af nye adfærdsformer. Når klienten har gentaget det samme adfærdsmønster mange gange, vil viden om dette adfærdsmønster være repræsenteret uden for den umiddelbare bevidsthed. Det ”sidder på rygmarven”, hvilket betyder, at adfærden udføres, uden at man skal tænke sig om. På dette niveau arbejdes med specifikke øvelser målrettet bestemte kognitive funktioner, eksempelvis øvelser målrettet træning af opmærksomhedens fokus.

De indsigtsorienterede top-down-interventioner kræver derimod en bevidst kortikal involvering af højere ordens kognitive processer. Oppefra ændres adfærden gennem forståelse og indsigt i egne kognitive tilbøjeligheder, der motiverer engagement i træning af nye adfærdsformer. På dette niveau arbejdes der med baggrund i øvelser, der synliggør klientens unikke kognitive profil. Det gøres gennem fx registrering af erfaringer på tværs af situationer og etablering af caseformulering. Viden om og indsigt i egen kognitive profil bruges som baggrund for prioritering af indsatsområder, så de tilpasses ressourcer og miljø bedst muligt (Bruun & Hauptmann, 2021).

Case-eksempel: Mette søger psykologisk terapi efter længerevarende belastning grundet svær sygdom hos hendes barn. Hun oplever sig tiltagende ”tåget”, har svært ved at håndtere opgaver i hverdagen og på arbejdet, og hun har udviklet en frygt for, om hun er ved at udvikle demens. Forløbet indledes med interview om, hvordan Mettes kognitive vanskeligheder opleves i hverdagen, efterfulgt af psykoedukation (top-down) med viden om kognition og påvirkninger gennem anvendelse af modeller til illustration af kognitive funktioner og sammenhænge mellem kognition og følelser.

Efterfølgende laves registreringer af variationer i mentalt tempo via øvelser, der kortlægger tempoet og i den forbindelse bruges batterispænding som metafor for betydningen af det mentale tempo for den samlede kognition. På baggrund af denne registrering aftales afprøvning af at bytte om på aktiviteter, så de mest krævende ligger i tidsrum, hvor der er tilstrækkelig spænding på batteriet.

Dernæst arbejdes med øvelser (bottom-up) med træning i at arbejde i afgrænsede opmærksomhedsintervaller med indlagte pauser. Der arbejdes endvidere med registrering af, hvad der udgør restituerende (opladende) pauser. Senere i forløbet trænes fast rutine for morgenaktiviteter, og der laves kalendertræning for at understøtte mere automatiseret adfærd, så Mettes eksekutive funktioner kan aflastes. Motivationen for at arbejde med at få bygget flere rutiner i hverdagen understøttes af psykoedukation omkring stressbelastningers negative betydning for eksekutive funktioner.

Integration af kognitiv remediering

Kognitiv remediering er en veldokumenteret behandlingsform til en række psykiatriske lidelser som depression og psykoselidelse, hvor opmærksomheds-, hukommelses- og eksekutive problemer er af stor betydning for, hvordan lidelsen påvirker funktionsevnen og mulighederne i hverdagen, på uddannelse og i arbejde (Goldberg et al., 2023; Taylor et al., 2025; Vita et al., 2024). I forlængelse heraf anbefales behandling målrettet kognitive vanskeligheder i nationale retningslinjer som supplement til behandling af psykiatrisk lidelse (se bl.a. Sundhedsstyrelsen, 2021).

Kognitiv remediering bidrager i øvrigt til udvikling af terapiformer inden for eksisterende terapeutiske traditioner. Som et oplagt og aktuelt eksempel kan nævnes psykoterapi målrettet ADD/ADHD. Her er adfærdsterapeutiske strategier målrettet opmærksomhedsvanskeligheder helt centrale i behandlingen, og de fleste KAT-træningsprogrammer målrettet unge og voksne med ADHD indeholder denne type træning – dels i form af at støtte evnen til aktiv opmærksomhedsregulering, dels i form af tilpasning af opgaver til klientens kognitive forudsætninger (Bruun & Damm, 2026, Safren et al., 2026).

I de seneste retningslinjer for behandling af ADHD anbefales, at der i den non-farmakologiske behandling fokuseres på at støtte og afhjælpe kognitive vanskeligheder (Sundhedsstyrelsen, 2025).

I tilfælde, hvor behandling af belastningssymptomer og affektive tilstande ikke skrider frem som forventet, kan der være god grund til at undersøge, hvilke forudsætninger klienten har for aktiv regulering af opmærksomheden. Følelser er designet til at fange opmærksomheden. Evnen til at fjerne opmærksomheden fra ubehagelige, ængstelige og triste tanker og forventninger er helt central i forhold til følelsesregulering, og derfor har evnen til at regulere opmærksomheden stor betydning for mentalt velbefindende og for affektive lidelser generelt (Racer & Dishion, 2012).

En fokuseret behandling af de kognitive vanskeligheder, der vedligeholder en depression eller belastningstilstand kan i disse tilfælde være nøglen til at få afhjulpet belastning og behandlet den affektive tilstand (Stubberod et al., 2021).

Kognitive vanskeligheder vil også hyppigt påvirke selvbilledet i negativ retning, fordi man oplever sig mindre effektiv til at løse opgaver og honorere forventninger i relationer. Kognitive vanskeligheder vil ofte være årsag til, at man underpræsterer i uddannelses- og arbejdssammenhænge og skuffer både andres og egne forventninger i sociale relationer. Det kan udefra opleves som manglende motivation eller fravær af selvdisciplin og kan udvikle skam og selvkritik, der både kan fastholde vanskeligheder og på sigt forværre funktionsniveauet.

Når vanskeligheder med følelsesregulering, angst og affektive lidelser har grund i kognitive vanskeligheder, er det centralt, at behandlingen også målrettes dette problem.

Hvor finder kognitiv remediering plads som terapiform?

Kognitive vanskeligheder, særligt vanskeligheder med opmærksomhedsregulering, er et transdiagnostisk fænomen, og derfor er det på tværs af problemstillinger og terapeutiske traditioner relevant med en terapeutisk opmærksomhed på klientens kognitive ressourcer. Dette alene af den grund, at kognitive vanskeligheder kan stille sig i vejen for, at klienter kan engagere sig i og overføre indhold fra terapien til dagligdagen, fx grundet besvær med at fastholde fokus i samtale eller besvær med at huske og omsætte indhold fra terapien.

Kognitiv remediering kan anvendes i sin egen ret, men behandlingsformen er i øvrigt oplagt at integrere med andre psykoterapeutiske behandlingsformer. Den neuropsykologiske forståelsesramme, som kognitiv remediering hviler på, erstatter ikke andre psykologiske teorier og traditioner, men supplerer dem og udvider forståelsen af mekanismerne bag og dynamikken i psykologisk mistrivsel og lidelse og giver derved mulighed for en tilpasning af kendte behandlingsmetoder og for udvikling af nye.