Mening, håb og død: Derfor har vi brug for eksistentiel og humanistisk psykologi

Fagkronikken er udtryk for skribenternes egne erfaringer og holdninger.

Mennesker med alvorlige sygdomme og kriser kan opleve et mærkeligt paradoks. På den ene side tvinger sygdom én til at trække sig tilbage fra det liv, man hidtil har taget for givet. På den anden side åbner der sig en ny horisont. Ikke kun døden, men også noget andet. En verden, der nærmer sig i langsomme takter. Tilbagetrækningen fra livets aktiviteter, ofte forårsaget af smerter eller manglende energi, kan indebære afstandtagen fra smalltalk på jobbet eller i familien. Der er vigtigere temaer i ens liv, temaer, der vedrører vores eksistens.

Når vi mennesker oplever kriser, lidelse eller alvorlig sygdom kommer eksistentielle temaer og livets store spørgsmål tæt på. Det indebærer nye spørgsmål til forståelsen af sig selv og sin identitet og måske udfordres det, der plejede at give mening i tilværelsen. De forskellige måder, vi orienterer os i livet på, kan træde tydeligere frem enten som en udfordring, en styrke eller en blanding heraf.

Når meningsbærende temaer skal vendes med andre personer, taler vi om eksistentiel kommunikation.

I løbet af en krise eller et sygdomsforløb kan man møde forskellige fagprofessioner, som har denne form for kommunikation som en del af deres fagområde. Det kan være en Falck-redder, der kommer ud til en trafikulykke, en sygehuspræst, der bliver kaldt til en pludselig afdød, men også læger, sygeplejersker eller psykologer kan være altafgørende hjælp for at kunne tale om betydningen af de eksistentielle temaer og ens livsorientering.

Forskning peger dog på (Andersen et al., 2019; Andersen et al., 2020; Assing Hvidt et al., 2017; Nissen & Andersen, 2022; Roessler & Lindemann, 2014; Woodhouse & Hogan, 2020), at det kan være svært for fagprofessionelle at tale om disse store temaer som en del af deres faglige tilgang, og det kan der være flere gode grunde til. Det ene er, at de eksistentielle temaer som håb, mening eller angst også er en del af den professionelles eget liv, så hvis man ikke har haft aktiv mulighed for at forholde sig til det, kan det være ekstra hårdt at blive konfronteret med det i professionelle situationer.

En anden god grund er, at mange fagprofessionelle mangler uddannelse og træning i, hvordan man kan kommunikere om disse temaer på en professionel måde, der ikke ryger ud i en af to vejgrøfter, hvor det enten risikerer at blive ”missionerende” ud fra ens egen private livsorientering eller negligerende af det, der er vigtigt – fx for klienten eller patienten.

Hvad der er vigtigt for klienten eller patienten i mødet med fx døden som eksistentielt grundvilkår kan være meget forskelligt. Mange forholder sig fx både rent sekulært til, at den pårørende er død og skal begraves og har samtidig en spirituel fornemmelse af, at vedkommende er til stede eller et håb om at se vedkommende igen. Hvordan vi forholder os til livet, døden og meningen kan også ændre sig gennem livet afhængigt af, hvad der er relevant for os i den aktuelle situation.

Funderet i eksistentiel og humanistisk teori er eksistentiel kommunikation en klientcentreret tilgang, der giver en faglig baggrund til at adressere de eksistentielle temaer og diversiteten af livsorienteringer, både når menneskets livsorientering og håb retter sig mod det sekulære og mod det non-sekulære som fx tro eller spiritualitet. Det centrale er, at den fagprofessionelle kan adressere de store spørgsmål i livet, herunder også tro eller spiritualitet ud fra en forskningsbaseret tilgang, dvs. som en professionel kompetence inden for livsorienteringer og eksistens.

Den eksistentielle kommunikation kan forstås som en bro mellem den fagspecifikke viden og patientens eller klientens livsverden. Det betyder, at man må sætte sin egen personlige livsorientering til side for åbent at kunne lytte til og forstå, hvordan patienten eller klienten orienterer og forholder sig til livet. Nogle patienter eller klienter vil opleve og forholde sig til livet på måder, der minder om en selv, andre vil ligge langt væk fra ens egen tilgang.

Uanset hvor meget eller lidt man som professionel tror, man kender til klientens tilgang på forhånd, så er det grundlæggende i klientcentreret eksistentiel kommunikation, at man spørger åbent og nysgerrigt. Denne tilgang til alliancen bunder i forpligtelsen til at styrke den andens selvbestemmelse (autonomi), og at man ikke kan vide, hvordan lige præcis denne person oplever de eksistentielle vilkår (fx døden) eller forskellige livsorienteringer (fx spiritualitet, ateisme, religiøsitet eller en tro). For at kunne sætte egne for-forståelser til side kræver det, at man bliver bevidst om ens livsorienteringer og tilgange til eksistensen.

Hvis man ønsker en klientcentreret eksistentiel kommunikation som fagprofessionel, er der tre centrale og grundlæggende aspekter, der skal tilgodeses:

1. Selv-refleksion: At man løbende reflekterer over sine egne for-forståelser, bias og måske fordomme, kritisk relaterer dette til sin egen praksis og øver sig i at sætte sit eget til side for at kunne lytte til den anden.
2. Fænomenologisk tilgang som grundvilkår: At man spørger åbent og nysgerrigt ind til det andet menneskets oplevelser af de eksistentielle vilkår og måder at orientere sig i livet på, fx åndelige eller religiøse tilgange til eksistensen.
3. Uddannelse og træning: At man får uddannelse og træning i de eksistentielle temaers betydning for mennesker samt betydningen for mennesker af diversiteten af livsorienteringer.

Selvom alle tre dele er centrale for klientcentreret eksistentiel kommunikation, vil der i praksis være forskel på niveauet mellem praktikere. Nogle vil være eksperter, der har arbejdet meget med en fænomenologisk tilgang, har både efteruddannelse og træning i at inddrage livsorienteringer fagligt i samtaler med mennesker og i at forholde sig til egne eksistentielle temaer og for-forståelser af livsorienteringer. Andre er måske kun begyndt at reflektere kritisk over deres egne livsorienteringer og har begrænset viden og træning inden for området. Uanset hvor erfaren man er, så har alle mulighed for at spørge åbent og enkelt til, hvad der er meningsfuldt for klienten også i relation til det, der aktuelt er svært, og derefter anerkende klientens oplevelse.

Eksistentiel kommunikation er dermed for alle professionelle, der ønsker en klientcentreret, fagligt funderet tilgang til at adressere de eksistentielle vilkår og forskellige måder at søge mening i livet på. Fordi de eksistentielle temaer ikke kun vedrører patienten eller klienten men også den professionelle, kan der være brug for ekstra opmærksomhed på at få supervision. For uanset vores rolle, som professionel eller patient, så kan de store spørgsmål i livet mase sig på, og vi kan som mennesker have brug for et fortroligt rum til at dele vores oplevelser af de eksistentielle vilkår og forskellige livsorienteringer.

Vi skal med andre ord lære at understøtte dialektikken mellem menneskers ønske om tilbagetrækning og deltagelse gennem kriser, ikke kun som et individuelt tema, men også som samfundsbaseret sundhedsaspekt. Vi skal sammen tale om undren, langsommelighed og samhørighed. Undren over livet eller processen ved at miste livet. Derfor skal vi uddanne psykologer i eksistentiel kommunikation, så dialoger kan blive en ressource til at få indsigt i en vej, som mennesker ikke skal gå alene.