I juni 2025 vedtog Folketinget en ny tilsyns- og autorisationsordning for psykologer. Psykologloven ophører, og tilsynsmyndigheden Psykolognævnets arbejde overgår til Styrelsen for Patientsikkerhed. Mens vi venter på det præcise indhold af den fremtidige tilsyns- og autorisationsordning, er det værd at tage et tilbageblik på psykologloven og Psykolognævnet og kaste et lille fremblik på, hvad der venter forude. Som faggruppe har vi i mere end 30 år haft ”vores egen lov”, helt unikt for faget og meget forskelligt fra alle andre faggrupper. Men hvorfor egentligt?
Psykolognævnet blev indført med den første psykologlov, der trådte i kraft den 1. januar 1994. Baggrunden var et ønske om at sikre kvalitet og høj faglig standard i psykologfaget. Til det var der brug for en uafhængig myndighedsbaseret instans, der skulle have til opgave at sikre rammerne for denne kvalitet. Psykolognævnets opgave var oprindeligt at føre tilsyn med autoriserede psykologer.
Det var bl.a. den daværende formand for Dansk Psykolog Forening Jógvan Petersen (1991-96), der satte gang i de tidligere strandede forhandlinger om indførelsen af en psykologlov. Det var ikke en let sag at få Sundhedsministeriet med på ideen om, at psykologer skulle autoriseres på lige fod med andre sundhedspersoner.
Da Jógvan Petersen bankede på døren til den daværende sundhedsminister, Esther Larsen, var hun, ifølge Jógvan Petersens erindring, iskold og havde ikke i sinde at bidrage til, at psykologer kunne autoriseres (Psykolog Nyt). Regeringen var en mindretalsregering bestående af Venstre og Konservative, og det var i samarbejde med partierne i oppositionen, Centrum-Demokraterne og Socialdemokratiet, at lovforslaget om psykologloven så dagens lys.
Netop drøftelsen af, om psykologer er sundhedspersoner, var dengang, og er fortsat, et væsentligt punkt i forbindelse med den nye tilsyns- og autorisationsordning, der som sagt for nyligt blev vedtaget og som træder i kraft 1. januar 2026. Dengang som nu var der flere psykologer, der ikke opfattede sig selv som sundhedspersoner, ganske enkelt fordi de ikke udøvede sundhedsfagligt arbejde. Dengang som nu ser erhvervspsykologen, der coacher, laver medarbejderudvikling og ledelsesstrategier, eller psykologen, der underviser eller er ansat i det kommunale som PPR-psykolog eller på socialområdet, eller psykologen inden for det familieretslige område, ikke sig selv som sundhedspersoner.
En sundhedsperson er netop en person, der deltager i patientbehandling. Den autoriserede psykolog betragtes som sundhedsperson i sundhedslovens forstand – når psykologen udfører sundhedsfaglige opgaver. Det vil i denne sammenhæng sige psykologisk undersøgelse og behandling af psykiske lidelser samt rådgivning af mennesker, der uden at være syge befinder sig i en krisesituation eller på anden måde har personlige vanskeligheder. Der kan dels være tale om virksomhed på et sygehus eller en anden behandlingsinstitution inden for sundhedsvæsenet, og dels om virksomhed i privat praksis (Psykolognævnets vejledende retningslinjer, 2021).
Med etableringen af psykologloven kom man udenom denne problematik. Nu venter vi på, hvordan denne sondring mellem, hvad der udgør sundhedsfagligt arbejde, og hvad der er andet psykologfagligt arbejde, bliver præciseret.
Fra politisk side ønskede man sig i starten af 1990’erne et uafhængigt sagkyndigt autorisationsnævn, der skulle meddele autorisationer til og føre tilsyn med psykologer. En autorisationsordning, der skulle sikre, at psykologer havde den nødvendige uddannelse, erfaring og kompetence til at udøve erhvervet. Før 1994 fandtes der ikke regler for autorisation af psykologer og dermed heller ingen rammer for hvilke uddannelsesmæssige kvalifikationer, erfaringsniveau, efteruddannelse m.v., der var nødvendige for at sikre et højt psykologfagligt niveau. Med indførelse af psykologloven og dermed oprettelsen af Psykolognævnet blev der fastlagt en række formelle krav til psykologers uddannelse, erfaring og kompetence, før de kunne opnå retten til at kalde sig autoriserede psykologer.
Det var en stor sejr for psykologforeningen, at der med den nye psykologlov fulgte en offentlig autorisationsordning. Det lagde bl.a. pres på arbejdsgivere, der både skulle betale for efteruddannelse frem mod autorisationen og efterfølgende et autorisationstillæg.
Med loven blev også indført en titelbeskyttelse. Det betød, at det nu kun var psykologer med en formel psykologuddannelse fra universitet, der kunne kalde sig psykolog. Titelbeskyttelsen er gennem årene blevet præciseret yderligere. Senest i 2017, da det blev præciseret, at fx naturpsykologen og sportspsykologen også skal have den formelle uddannelse og kandidateksamen i psykologi. Kampen om titelbeskyttelsen foregår til stadighed, senest med det nye tiltag om at uddanne pædagogisk personale til at kvalificerer PPR-arbejdet, og med ønsket om i den forbindelse at genindføre cand. pæd. Psych.-titlen (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning).
Genindførelsen af cand. pæd. psych.-uddannelsen har til formål at skabe en professionsfaglig uddannelse målrettet PPR. Siden uddannelsen til cand. pæd. psych. blev nedlagt i 2004, har bl.a. Kommunernes Landsforening (KL) og Dansk Lærerforening (DLF) forsøgt at få den genindført. I samarbejde med andre relevante organisationer åbnede Aarhus Universitet i 2023 dørene for de første 40 studerende, der nu uddannes til PPR-arbejde.
I optakten til lanceringen af den nye kandidatgrad i PPR blev det i diverse medier beskrevet, at skolepsykologen skulle tilbage til skolen. Selvom den tidligere cand. pæd. psych.-uddannelse gav ret til autorisation som psykolog, er der ikke lagt op til dette med den nye uddannelse. Alligevel ser vi, at der i medierne refereres til betegnelsen skolepsykolog også blandt faglige organisationer som eks. Pædagogisk Psykologisk Forening, der gerne så titlen skolepsykolog anvendt til de nyuddannede kandidater.
I lovteksten til den nye tilsyns- og autorisationsordning fremgår det, at kun de personer, der gennemfører en godkendt femårig psykologiuddannelse og efterfølgende søger om ”grundautorisation”, fremadrettet kan anvende titlen psykolog. Ønsker man fremadrettet ikke en grundautorisation, kommer man ikke under tilsyn, men man må heller ikke anvende titlen psykolog på trods af en femårig universitetsuddannelse i psykologi. De kandidater, der vælger ikke at lade sig autorisere, vil derfor alene kunne benytte titlen cand.psych.
Vi ser ind i, at den nyuddannede psykolog, på samme vis som andre sundhedspersoner, er autoriseret, når de færdiggør deres uddannelse og aktivt vælger at lade sig autorisere. Hvilke betydninger det får for lønnen og de arbejdsopgaver, som kun autoriserede psykologer må udføre i dag (fx forældrekompetenceundersøgelser og psykologsamtaler på krisecentre), er det lidt for tidligt at sige noget om. Dog forventes det at disse opgaver på lige vis med i dag kræver efteruddannelse på lige vis med den nuværende autorisationsuddannelse.
Den anden del af Psykolognævnets opgave er at føre tilsyn med, at autoriserede psykologer overholder loven og de forpligtelser den nuværende autorisation indeholder.
Den første psykologlov fra 1994 var kort og uden de mange regler og retningslinjer for Psykolognævnets kompetencer og muligheder som tilsynsmyndighed, som loven indeholder i dag. Efter loven kunne Psykolognævnet alene fratage en psykolog sin autorisation, hvis psykologen var til fare for andre mennesker på grund af sygdom eller misbrug af rusmidler eller hvis psykologen havde udvist ”grov forsømmelighed”. Den psykologlov, der er i dag, er som bekendt langt mere detaljeret. Den indeholder langt mere præcist beskrivende ord over, hvilke krav der er til den autoriserede psykolog, hvad Psykolognævnets kompetencer er, og hvilke handlemuligheder Psykolognævnet har.
Med de omfattende ændringer af psykologloven 1. januar 2017 til den lov, som gælder lidt endnu fik Psykolognævnet mulighed for at anvende påbud og iværksættelse af skærpet tilsyn i tilfælde, hvor Nævnet fandt, at der var grund til at kritisere psykologens faglige virke og mulighed for at give påbud ved begrundet mistanke om psykologens egen egnethed på grund af helbredsmæssige forhold. Den politiske forventning var, at dette ville styrke Psykolognævnets rolle som en effektiv tilsynsmyndighed.
Psykolognævnet er i dag en tilsynsmyndighed og optager som udgangspunkt alle sager til behandling, medmindre det er umiddelbart åbenlyst, at psykologen har overholdt sine forpligtelser. Det kan fx være i tilfælde, hvor en borger har henvendt sig om en psykolog, der har sendt en underretning, og hvor det er tydeligt, at psykologen netop har overholdt sine forpligtelser ved at gøre dette. I sådanne sager træffes der en formandsafgørelse, mens andre sager forelægges for Psykolognævnet.
Fagkronikken fortsætter under billedet.
Fordi Psykolognævnet er en tilsynsmyndighed og ikke en egentlig klageinstans, betyder det også, at den person, der henvender sig, som udgangspunkt ikke er part i sagen – og dermed heller ikke får indsigt i den afgørelse, som nævnet træffer.
Sammenlignet med en klageinstans, som patienter kan rette en klage til, er der navnlig to væsentlige forskelle.
For det første fører Psykolognævnet tilsyn med autoriserede psykologers virksomhed. Nævnet har pligt til at skride ind, hvis det bliver bekendt med, at en autoriseret psykolog ikke overholder lovgivningen. Det betyder fx, at nævnet skal iværksætte sanktioner over for psykologer, der er dømt for klientrelevant kriminalitet – også selvom der ikke foreligger en patientklage over psykologens virksomhed.
Hvis nævnet fx modtager en henvendelse fra en kollega, som oplyser, at en psykolog ikke længere er habil, har nævnet pligt til at inddrage autorisationen, selvom der ikke er indgivet en klage over psykologen.
For det andet har en person, der klager over en psykolog, ikke krav på, at Psykolognævnet behandler klagen. Selv hvis nævnet umiddelbart vurderer, at der kunne være grund til kritik, er der ikke noget retskrav på, at klagen realitetsbehandles. Denne forskel mellem en tilsynsmyndighed og en klageinstans kan dog være svær at få øje på i praksis, da klageren blot får en meddelelse om, at nævnet – efter en vurdering – ikke finder grundlag for at foretage sig yderligere i sagen.
Med det nye lovudkast til en revideret autorisationsordning vil det være Styrelsen for Patientsikkerhed, der fremover står for både autorisation og tilsyn.
I psykologloven står der, at en autoriseret psykolog er forpligtet til ved udøvelsen af sin virksomhed at ”udvise omhu og samvittighedsfuldhed” (psykologloven §12) og udvise ”omhu og uhildethed” ved udfærdigelse af erklæringer (psykologloven §16).
Hvordan man skal fortolke disse begreber, kan man ikke læse nærmere om i selv loven. Begreberne er såkaldte retlige standarder, der ændrer sig i takt med udviklingen indenfor faget og den almindelige samfundsudvikling. Det betyder, at forståelsen af, hvad der udgør omhu og samvittighedsfuldhed, kan undergå ændringer i takt med både udviklingen inden for det pågældende fagområde og den generelle samfundsudvikling.
Begreberne omhu, samvittighedsfuldhed og uhildethed opstod ikke tilfældigt. I udarbejdelsen af psykologloven skimtede man til autorisationsloven for sundhedspersoner – den, som vi snart bliver en del af. Her fremgår det også, at sundhedspersoner i deres virke skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Fortolkningen af, hvad der udgør omhu og samvittighedsfuldt virke, overgår nu til en anden styrelse at vurdere. Med den nye ordning vil psykologers pligt til at agere med omhu og samvittighedsfuldhed fortsætte, men vægtning og fortolkning kan muligvis ændre sig.
Autorisationsloven anfører ligesom psykologloven, at autoriserede psykologer har pligt til at føre ordnede optegnelser over deres virksomhed. Kravene til hvad en journal skal indeholde; de 10 punkter, er stort set enslydende. Også her skimtede man ved tilblivelsen af psykologloven til sundhedspersonernes pligter. Med den nye autorisationsordninger afventer vi spændt, hvilke psykologer og hvilket psykologisk virke, der fremadrettet skal føre journal efter de givne regler for sundhedspersoner.
Det er nu tid til at tage afsked med psykologloven. Diskussionen om, hvorvidt vi overgår til noget bedre eller værre, vil vi ikke bringe her. Men et kan vi være sikre på – den ikke-Aautoriserede psykolog ophører med at være.
Tak for 30 års tjeneste til psykologloven.
