Iver blev 75 år og efterlader sig kone, tre børn og seks børnebørn.
Hans nærmeste har mistet en kærlig og sikker klippe, og verden har mistet en vigtig og passioneret stemme i forsvaret for og arbejdet med børnefamilier, der har brug for hjælp.
Iver har sat spor i verden.
Han var uddannet psykolog, og fra 1986 til 2020 var han forstander på familiebehandlingsinstitutionen Vibygård, som han grundlagde sammen med sin kone Aase Glad. Her udviklede han en særlig form for familiebehandling, som han har beskrevet nøje i sin bog ”Vejen hjem”.
Iver var optaget af de filosofiske forudsætninger for terapeutisk arbejde, og i bogen redegør han for sit menneskesyn og de forudsætninger, der dannede fundamentet for hans arbejde med at udvikle familiebehandlingen i Danmark.
Iver påpegede, at hans menneskesyn ligger tæt op ad Sartres. I en lille omskrivning af Sartre skriver Iver, ” … eksistentialismen er den sande lære, og indtil eksistentialisterne forstår, at mennesket skaber sig selv i et samfund og de materielle vilkår, som er knyttet til denne, så er det marxisternes opgave hele tiden at minde eksistentialisterne om det…”.
Samtidig er det vigtigt at forstå, at vi er frie i betydningen, at når vi træffer et valg, har vi altid et ansvar, fordi valget i sig selv fortæller, at der er en anden mulighed. På denne måde definerede Iver sit fundament og sin reference til den eksistentialistiske tradition.
Teorierne bag den intensive terapeutiske familiebehandling har forskellige rødder, der tilsammen peger frem mod udviklingen af en særlig familiebehandlingsmetode på Familiecentret Vibygård.
Iver arbejdede i en årrække på Børnepsykiatrisk afdeling Nordvang. Her udgjorde gestaltterapi og Kemplers gestaltorienterede familieterapi sammen med principper fra Maxwell Jones terapeutiske samfund referencerammen for udvikling af behandlingsarbejdet. Det blev således også erfaringerne herfra, der dannede udgangspunktet for etableringen af Familiecentret Vibygård.
En af de helt centrale og grundlæggende forståelser for arbejdet på Familiecentret Vibygård er Ivers forestilling om det indre barn. Iver definerede det indre barn som ”det barn, som vi kom til verden som”.
Omkring dette billede opbyggede Iver sin forståelse af relationer og tilknytninger og deres betydning for udviklingen af det lille barn og tilblivelsen af det menneskelige. Den fordring, det filosofiske grundlag har for den etiske forpligtelse, jf. Løgstrup, var afgørende for Iver som en etisk og eksistentialistisk forpligtelse i arbejdet med de konkrete familier.
For Iver var næstekærlighed, samvær, nærvær og frihed helt centrale værdier som ledetråde for hans væren i verden og hans måde at relatere sig til andre mennesker. Man følte sig altid set og hørt af Iver. Han var i verden med en ro og en afklarethed, der gjorde, at man gerne ville fortælle ham, hvad der lå en på sinde i fuld tillid til, at dette blev modtaget kærligt og loyalt.
Mange børn og voksne har været indskrevet på Familiecentret Vibygård. I 2020 havde 280 familier været gennem et behandlingsforløb på Familiecentret Vibygård, hvilket svarer til ca. 890 personer. En opfølgende undersøgelse har vist, at for over 90 % af familierne har Familiecentret Vibygård haft en væsentlig betydning for kvaliteten af familiernes liv efterfølgende.
Iver var personificeringen af empati – man følte sig altid set og anerkendt i hans selskab.
Selv i sine sidste leveuger var Iver kærlig og omsorgsfuld i forhold til sine nærmeste, der var sammen med ham. Han oplevede, at han havde fundet vejen hjem, at han var endt med at blive den eksistentialist, han gennem livet søgte hos sig selv. Han havde fundet hjem til sig selv.
Iver mødte livet med et stort mod og et varmt hjerte, og han lærte os andre, hvordan kærlige relationer og tilknytninger gør livet værd. Han mødte døden med ro og værdighed.
Æret være hans minde.
