Misvisende fremstilling og fortolkning af forskning

Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger.

Vi læser med stor interesse Juul og Simonsens artikel fra 31.01.2025 i Psykologernes Fagmagasin. Det er jo tiltrængt med en debat om vurdering af et differentieret behandlingstilbud til patienter med personlighedsforstyrrelser i en tid, hvor psykisk sundhed er en mangelvare, og der mangler ressourcer til gode behandlingstilbud. Dette fremtvinger en nødvendig prioritering af ressourcer og behandlingsopgaver, som vil være ubehagelig, men må træffes på et evidensbaseret grundlag.

Desværre bidrager Juul og Simonsen misvisende fortolkning af et ellers spændende forskningsprojekt til et misvisende grundlag for denne prioritering. Dette har vi for så vidt udfordret dem på tidligere i det tidsskrift, hvor de publicerede deres original artikel om forskningsprojektet (Philips et al. 2024).

Vores argumentation var og er, at Juul og Simonsen ikke har undersøgt ”længerevarende” MBT, men to forkortede versioner af MBT. MBT er udviklet i England og har udvist gode resultater på behandling af mennesker med borderline personlighedsforstyrrelse og er repliceret i flere lande (Bateman et al. 2009; Kvarstein et al. 2009, Jørgensen et al. 2013 og Smits et al. 2020). Alle disse behandlingstilbud har haft en varighed på mellem 18 måneder og tre år. I disse behandlingstilbud har behandling bestået af ugentlige individuelle samtaler og ugentlig gruppebehandling. Når Juul et al. fremstiller et 13,5 måneders tilbud med individuel terapi hver anden uge som langtids-MBT, er dette direkte misvisende. Det, de har sammenlignet, er et forkortet MBT-tilbud med et endnu mere forkortet tilbud, hvorfor det er misvisende at konkludere, at korttidsbehandling er lige så effektivt som langtidsbehandling af patienter med borderline personlighedsforstyrrelse.

Dette bliver endnu mere problematisk, når vi kigger nærmere på data og ser på den reelle dosering, som patienterne i den såkaldte ”langtids-MBT” rent faktisk modtog. Her ser vi, at forskellen mellem de to behandlingsmoduler bliver endnu mindre, idet patienter i såkaldt langtids-MBT modtog i gennemsnit 17 individuelle sessioner og 24 gruppesessioner, mens patienterne i kortids-MBT modtog 12 individuelle sessioner og 14 gruppesessioner. Forskellen mellem tilbuddene bliver således markant mindre, hvilket kan være med til at forklare den lille forskel, de finder i udbytte af behandlingen.

Et tredje problem er, at Juul et al. i deres studie valgte at inkludere patienter med sub-tærskel diagnostiske værdier. Det vil sige, at populationen af patienterne var bedre fungerende, end hvad man tidligere har undersøgt med MBT. Dette får betydning i den forventede statistiske forskel, man får på de mål, Juul et al. lægger til grund for deres konklusioner. Det er sværere at få store udfald, når udgangspunktet er tættere på normalen. Denne udfordring vil medføre en kunstig fordel for korttidsprogrammet. Samtidig er det yderst problematisk, når man efterfølgende konkluderer og anbefaler, at kortids-MBT er effektivt til en mere snævert defineret og tungere borderline patientgruppe.

Det fjerde problem med dette studie er, at Juul et al. ikke finder den samme forventede effekt ved nogle af deres undersøgte tilgange, som man ser i de øvrige studier af MBT for patienter med borderline personlighedsforstyrrelser. Der er ret svage intragruppeeffekter i begge behandlinger (seks måneder og 13,5 måneders MBT), dvs. ret små ændringer fra før behandling til efter behandling i de anvendte resultatmål. Intragruppeeffekterne er meget svagere end dem, der ses i de tidligere nævnte undersøgelser, hvor patienterne har modtaget 18 måneder til tre års behandling. Dette indikerer, at den reduktion, de har udført i begge tilgange, forårsagede, at effekten var dårligere sammenlignet med traditionel MBT.

Det, Juul et al. viser med dette studie, er ikke, som de selv fremstiller, at ”administratorer og klinikere i psykiatrien (kan) overveje kortids-MBT som en mulig behandlingsmulighed for ambulante patienter”, men snarere tværtimod at man bør overholde minimum behandlingslængde på 18 måneder, idet kortere behandlingsforløb, det være sig 13,5 måneder eller seks måneder, ikke ser ud til at have den samme effekt som det klassiske behandlingstilbud.

Vi bliver nok nødt til at indse, at behandling af vedvarende personlighedstræk, tilknytningsforstyrrelser og affektbevidsthed tager tid, hvis disse ændringer vel og mærke skal være vedvarende og klinisk signifikante. At ændre sin personlighed kræver en ofte langvarig proces, noget, som alle, der har forsøgt at skabe selv små livsstilsændringer, ofte har erfaret.

Dette bliver yderligere kompliceret når personlighedsstrukturen er forstyrret og patologisk. Spørgsmålet om, hvad man bør prioritere i et MBT-tilbud til patienter med borderline personlighedsforstyrrelse, består desværre ubesvaret, men vi håber, de fremtidige analyser Juul og Simonsen beskriver i deres artikel her i fagmagasinet vil bringe mere anvendeligt svar på denne store samfundsmæssige udfordring.

Henning Jordet, leder af det Norske Institutt for Mentalisering, psykologspecialist og supervisor i psykoterapi, Morten Kjølbye, leder af det Danske Institut for Mentalisering, speciallæge i psykiatri, specialist og supervisor i psykoterapi, Katharina Kjølbye, aut. psykolog, specialist i psykoterapi, Björn Philips, leder af Svensk Forum for Mentalisering, professor i klinisk psykologi, aut. psykolog, aut. psykoterapeut, Sigmund Karterud, MD, PHD, er professor i psykiatri og grundlægger af Institutt for Mentalisering

En lignende kritik blev rejst af flere af forfatterne til denne fagkronik i tidsskiftet Psychotherapy and Psychosomatics, hvor Sophie Juul og Sebastian Simonsen oprindeligt fik deres studie publiceret.

I samme tidsskrift svarede Sophie Juul og Sebastian Simonsen på kritikken.