Når ens barn bliver gerningsperson

Publiceret 02.11.2026 Af Line Chosmus Justsen, cand.psych. aut., og Elizabeth Yasmin Haulund, cand.psych. Læsetid: 6 minutter

Speciale: Hvad sker der med forståelsen af sig selv som mor, når ens voksne barn begår en handling, der bryder med grundlæggende sociale og moralske normer?
Når ens barn bliver gerningsperson
Psykologerne Line Chosmus Justsen og Elizabeth Yasmin Haulund har skrevet speciale om et hidtil ubelyst område i en dansk kontekst: oplevelsen af at være mor til et voksent barn, der har begået alvorlig personfarlig kriminalitet. Privatfoto

Når personfarlig kriminalitet begås, rettes opmærksomheden naturligt mod de direkte ofre, deres pårørende og gerningspersonen. Pårørende til gerningspersoner kan dog også opleve omfattende sociale, relationelle og følelsesmæssige belastninger (Tadros, Presley, et al., 2025). Mødre kan være særligt udsatte, fordi moderskab kulturelt forbindes med ansvar for barnets udvikling, trivsel og moral, og de derfor kan mødes med forestillinger om, at de burde have forudset eller forhindret gerningen (Condry, 2007; Gueta & Condry, 2024).

Vores speciale undersøger et hidtil ubelyst område i en dansk kontekst: oplevelsen af at være mor til et voksent barn, der har begået alvorlig personfarlig kriminalitet, herunder seksual- og voldsforbrydelser samt manddrab og drabsforsøg. Vi undersøgte, hvordan mødre oplever og giver mening til deres moderskab efter barnets gerning og fængsling – både hvordan gerningen påvirker deres forståelse af barnet og dem selv som mødre, og hvordan fængslingen ændrer mulighederne for at være mor i praksis.

Vi gennemførte individuelle semistrukturerede interviews med tre mødre, hvis voksne børn var dømt for manddrab eller drabsforsøg. Af hensyn til anonymiteten omtales deres børn med kønsneutrale pronomener (hen/hem/hens).

Mit barn som gerningsperson

For alle tre mødre var den første tid efter gerningen præget af chok. Hos to af dem blev chokket fulgt af en oplevelse af uvirkelighed og benægtelse, fordi handlingen var vanskelig at forene med det barn, de hidtil havde kendt. Barnet havde ikke tidligere været voldeligt, og gerningen skabte derfor et markant brud mellem deres forståelse af barnet og det, barnet nu havde gjort. En mor beskrev denne ubegribelighed således: “Hvordan fanden nåede du fra at skulle spise lasagne til at slå én ihjel?” For den tredje mor var gerningen ligeledes chokerende og moralsk forkastelig, men den gjorde ikke på samme måde barnet uigenkendeligt. På tværs stod alle tre mødre tilbage med et behov for at forstå, hvordan deres barn kunne begå handlingen.

Forsøgene på meningsskabelse indebar en søgen efter forklaringer, der kunne skabe sammenhæng mellem handlingen og deres hidtidige forståelse af barnet. For én mor blev barnets frygt i situationen en mulig forklaring, som gjorde barnet mere genkendeligt igen, fordi handlingen derved kunne forstås som præget af selvforsvar. For en anden lykkedes det ikke at finde en forklaring, der kunne skabe denne sammenhæng: “Man prøver og prøver og prøver på, at der er noget, der giver mening. Og der er ingenting, der giver mening”. Forsøg på meningsskabelse førte med andre ord ikke nødvendigvis til mening.

Når gerningen stiller spørgsmålstegn ved moderskabet

Forsøget på at forstå gerningen kunne samtidig føre til en vurdering af moderskabet. Mødrene befandt sig i en kulturel forståelsesramme, hvor barnets kriminalitet kan læses som udtryk for kvaliteten af opdragelsen og dermed forældrenes ansvar. En mor formulerede denne logik således: “Når unge mennesker begår en fejl eller laver et eller andet, så er det altid forældrenes skyld. Og navnlig morens.”

Mødrene beskrev forskellige måder, hvorpå de blev mødt af denne logik. Nogle frygtede og forventede fordømmelse fra andre. Én mor spurgte sig selv: “Tænker de, at jeg har været så dårlig en mor, at [mit barn] har slået ihjel?” Hertil oplevede de indirekte fordømmelse, hvor mennesker f.eks. kiggede væk eller undgik at tale om barnet. Én mor blev direkte konfronteret med kommentarer om, at hun burde skamme sig, samt at hun bar skylden for gerningen ved ikke at have været der nok for sit barn.

Alle mødre vendte i forskellig grad denne logik indad gennem selvgranskning: Havde de svigtet som mødre og kunne de have handlet anderledes? De forholdt sig imidlertid forskelligt til spørgsmålet om eget ansvar. Én mor afviste tydeligt, at skyld og skam skulle definere hendes moderskab. En anden undersøgte konkrete situationer, hvor hun mente, at hun kunne have handlet anderledes, men fastholdt samtidig barnets ansvar for gerningen. Den tredje beskrev sig selv som præget af skyld og skam, men afviste alligevel, at hendes opdragelse kunne forklare barnets handling.

På tværs beskrev mødrene åbenhed som en hjælpsom strategi; det at dele sin fortælling med andre kunne være en måde at søge støtte, forebygge fordømmelse og håndtere egne følelser af skyld og skam.

“Før var jeg mor, nu var jeg ingenting”

Fængslingen ændrede de konkrete betingelser for at udøve moderskab. Mødrenes adgang til information om barnet blev begrænset, og kontakt gennem besøg og samtaler foregik på systemets betingelser.

Ved et besøg oplevede en mor, at bestemte samtaleemner og helt basal fysisk omsorg var forbudt: “Du må ikke røre ved hinanden, og du må ikke engang give et knus”. Reguleringen af kontakten blev særligt belastende for mødrene, når de var vidne til deres barn i mistrivsel. De blev reduceret til tilskuere til barnets smerte, uden mulighed for at handle på trods af et stort ønske herom. Dette medvirkede til stor afmagt for mødrene, da fængslingen begrænsede nogle af de praksisser, som de selv forbandt med at være mor: at få viden, være tilgængelig, trøste, beskytte og handle, når ens barn havde brug for det. Denne begrænsning blev for nogle oplevet som så omfattende, at moderskabet føltes frataget – som én mor beskriver det: “Før var jeg mor, nu var jeg ingenting”.

At være “det hele”

På tværs var moderskabet præget af følelsesmæssig ambivalens: Mødrene kunne sørge og savne, være vrede og tage afstand fra gerningen og samtidig fortsat elske barnet. Én mor beskrev denne samtidighed som at være “det hele” på én gang.

Særligt sorgen var fremtrædende. Mødrene sørgede over et barn, som stadig levede. For nogle knyttede sorgen sig til tabet af det genkendelige barn fra før gerningen, mens alle beskrev et tab af barnets tilstedeværelse i hverdagen gennem fængslingen. En mor beskrev denne sorg som “så diffus, på en eller anden måde, fordi [hen] er jo ikke død. Men [hen] er her ikke”.

Sorgen havde samtidig en moralsk dimension. Mødrene var bevidste om offerets og dennes families lidelse og kunne opleve deres egen sorg som vanskelig at legitimere i sammenligning. Én mor fremhævede, at der “faktisk [var] en familie, hvis [barn] aldrig kom hjem igen”. En anden beskrev, hvordan det som forælder kunne opleves illegitimt at sørge eller savne, fordi ens barn i andres blik var “bare en fucking voldsforbryder”.

Samtidig med sorgen og savnet gav mødrene udtryk for en stærk moralsk vrede over barnets gerning og de konsekvenser, den havde fået. Vreden kunne komme til udtryk som et ønske om, at barnet skulle straffes. Men vreden fjernede ikke kærligheden eller ønsket om at beskytte barnet. Én mor tydeliggjorde spændingen: “Jeg synes faktisk, det var ret vigtigt, at de ikke frifandt [hem]. Til trods for at jeg jo selvfølgelig ville elske at kunne tage [hem] med hjem.”

Mødrene skulle altså ikke vælge mellem forståelsen af barnet som et elsket barn og som en person, der havde begået alvorlig kriminalitet, men acceptere deres sameksistens. Ambivalensen blev derfor et vilkår for moderskabet, hvor mødrene må navigere i at elske uden at frikende og støtte uden at bagatellisere.

Implikationer

Mødrene befinder sig i en kulturel kontekst, hvor de kan opleve, at barnets gerning læses som et tegn på moderligt svigt. Fagprofessionelle bør derfor forholde sig refleksivt til egne forestillinger om moderskab, for ikke at reproducere den samme ansvarliggørelse og dermed forstærke oplevelser af skyld og skam.

I arbejdet med mødrene kan et mindre individualiserende perspektiv derfor anbefales. Et mere kontekst- og systemorienteret blik kan synliggøre, hvordan mødrenes belastninger ikke opstår alene i dem selv, men i samspillet mellem barnets gerning, omgivelsernes reaktioner og de institutionelle rammer omkring fængslingen.

Fundene peger samtidig på betydningen af at være opmærksom på kompleksiteten i mødrenes følelsesliv. Skyld og skam står ikke nødvendigvis alene, men kan væve sig sammen med andre følelser, såsom sorg og vrede. Det terapeutiske arbejde med denne gruppe kan derfor bestå i en bevægelse mod at forstå den følelsesmæssige kompleksitet som en meningsfuld reaktion på at være mor til en gerningsperson. Det indebærer en anerkendelse af, at kærlighed, sorg, vrede, ansvar, skyld og skam kan eksistere samtidig.

Samlet viser vores studie, at moderskabet må genforhandles under nye moralske, relationelle og institutionelle betingelser, når ens barn begår alvorlig personfarlig kriminalitet. Gerningen kan udfordre forståelsen af barnet og rette spørgsmål om skyld og ansvar tilbage mod moren. Fængslingen kan begrænse hendes muligheder for at udøve de former for omsorg, hun forbinder med at være mor. Og følelsesmæssigt må kærligheden til barnet eksistere side om side med sorg, vrede og moralsk afstandtagen.

Referencer

Condry, R. (2007). Secondary stigma, shame and blame. I Families Shamed: The consequences of crime for relatives of serious offenders, (1. udg., s. 61-93). Willan Publishing. https://doi.org/10.4324/9781843926061.

Gueta, K. & Condry, R. (2024). Centering Mothers in Feminist Criminology: A Critical Review of Literature on Mothers of Victims and Offenders. Feminist criminology, 19(5), 443-474. https://doi.org/10.1177/15570851241241069

Tadros, E., Presley, S. & Guzman, Y. (2025). “Who Are You Really Punishing?”: Mothers’ Experiences With an Incarcerated Son. Crime and delinquency, 71(4), 1210-1239. https://doi.org/10.1177/00111287221146544

 

Find mere om