Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger.
Den 1. juli 2026 nedlægges Familieretshusets interne psykologfunktion. Dermed afsluttes et forsøg, som blev etableret med ambitionen om at styrke kvaliteten og ensartetheden i arbejdet med børnesagkyndige undersøgelser, sagkyndige erklæringer og børnefaglige vurderinger.
Set udefra kan det ligne endnu en organisatorisk ændring i en offentlig myndighed. Set fra et psykologfagligt perspektiv rejser forløbet imidlertid et mere grundlæggende spørgsmål: Hvilke betingelser skal være til stede, hvis man ønsker at udvikle og fastholde psykologfaglig kvalitet i en organisation, hvis primære opgave er juridisk sagsbehandling?
Baggrunden for etableringen var velkendt. Arbejdet med de familieretlige undersøgelser havde gennem længere tid været præget af lange ventetider, variation i praksis og begrænsede muligheder for fælles faglig udvikling. Ambitionen var derfor ikke blot at øge kapaciteten, men også at skabe større ensartethed, styrke kvalitetssikringen og opbygge et fagligt miljø omkring nogle af de mest komplekse opgaver i familieretten.
Når funktionen nu afvikles før udløbet af den oprindelige bevillingsperiode, er det nærliggende at spørge, hvilke erfaringer forsøget har givet anledning til.
En af de vigtigste erfaringer er, at udviklingen af faglige miljøer er langt vanskeligere, end organisatoriske planer og projektbeskrivelser ofte giver indtryk af. Der blev etableret en intern psykologfunktion, men aldrig et fagligt miljø med den volumen, kontinuitet og fælles praksis, som ambitionerne forudsatte. Organisationen var relativt lille og geografisk spredt, og medarbejderudskiftningen var betydelig gennem store dele af perioden.
Arbejdet samlede sig i høj grad om de samme tre opgavetyper, og mange af de centrale faglige drøftelser handlede om, hvordan disse opgaver skulle forstås og afgrænses. Hvilke problemstillinger skulle de enkelte formater kunne belyse? Hvor gik grænserne mellem dem? Og i hvilket omfang matchede opgavebeskrivelserne de komplekse problemstillinger, som familierne kom med?
Der blev etableret supervision, faglige møder og forskellige former for sparring. Men mange oplevede, at omfanget og formatet ikke stod mål med opgavernes kompleksitet. Arbejdet med børnesagkyndige undersøgelser og sagkyndige erklæringer indebærer vurderinger, som kan få stor betydning for børns og familiers liv. Det stiller høje krav til refleksion, kvalificering af vurderinger og kritisk drøftelse af egen praksis.
Samtidig blev det vanskeligt at opbygge kontinuitet. Når medarbejdere skiftes ud, bliver det sværere at fastholde fælles erfaringer og en stabil faglig kultur. Nye medarbejdere skal oplæres, metoder genforankres, og faglige drøftelser begynder ofte forfra.
En anden erfaring handler om forholdet mellem den interne og den eksterne psykologfunktion. Selvom den interne funktion blev etableret som supplement til den eksisterende eksterne model, opstod der aldrig et egentligt fagligt samspil mellem de to systemer. Dermed blev mulighederne for gensidig læring, fælles metodeudvikling og erfaringsudveksling kun i begrænset omfang realiseret.
Det ville imidlertid være en fejl at læse disse erfaringer som et argument imod intern psykologfaglig kapacitet. Erfaringerne peger snarere på, hvor vanskeligt det er at udvikle psykologfaglig kvalitet i en organisation, hvis primære logik er en anden.
Familieretshuset er først og fremmest en juridisk myndighed. Organisationens opgave er at behandle sager og understøtte afgørelser. Psykologfagligheden indgår som en vigtig del af dette arbejde, men arbejder nødvendigvis ud fra andre forudsætninger. Hvor myndighedsarbejdet naturligt fokuserer på fremdrift, frister og afgørelser, udvikles psykologfaglig kvalitet gennem refleksion, faglig uenighed, supervision og gradvis erfaringsopbygning.
Disse spørgsmål har betydning langt ud over psykologgruppen selv. De psykologfaglige vurderinger indgår i afgørelser med vidtrækkende konsekvenser for børn og familier. Når myndigheder og domstole træffer beslutninger om samvær, bopæl og forældremyndighed, afhænger kvaliteten af afgørelsen af kvaliteten af den viden, sagen er oplyst med.
I den forstand begynder retssikkerheden ikke ved afgørelsen, men ved kvaliteten af sagsoplysningen.
Det gælder især for de familier, som har færrest ressourcer til selv at navigere i systemet. De er i højere grad afhængige af, at myndighederne formår at skabe et kvalificeret beslutningsgrundlag.
Når den interne psykologfunktion nu afvikles, er det derfor mindre interessant at diskutere, om modellen var rigtig eller forkert. Det centrale spørgsmål er, hvilke erfaringer der tages med videre. For de udfordringer, som begrundede etableringen, synes ikke at være forsvundet. Behovet for kvalitet, ensartethed, supervision og faglig udvikling er fortsat til stede.
Hvis der er én erfaring, som fortjener en bredere faglig diskussion, er det måske denne: Faglige ambitioner kan besluttes organisatorisk. Men de faglige miljøer, som skal bære ambitionerne, udvikler sig langsommere og på andre vilkår. Det kræver tid, kontinuitet og en vedvarende prioritering af de processer, hvor faglig kvalitet faktisk opstår.