Når tabu bliver en del af udviklingsmiljøet

Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger.

Børns seksuelle udvikling foregår som en del af deres samlede kropslige, følelsesmæssige, kognitive og relationelle udvikling. Alligevel bliver seksuelle udtryk ofte mødt anderledes end andre udtryk for barnets udvikling. Voksne kan blive usikre, afledende eller stærkt korrigerende, fordi barnets adfærd vækker bekymring eller støder mod kulturelle forestillinger om barndom og seksualitet.

Barnet er imidlertid afhængigt af voksne for gradvist at kunne lære sin krop at kende, forstå kropslige fornemmelser og oplevelser, sætte ord på dem og lære at forholde sig til privathed, grænser, gensidighed og hensyn. Derfor er det relevant at undersøge, hvilken betydning voksnes reaktioner og samfundets tabuer kan få for barnets mulighed for at forstå og regulere sine kropslige og seksuelle erfaringer.

Seksualiteten udvikles ikke i et tomrum

Seksualitet må forstås i et biopsykosocialt perspektiv, hvor biologiske forudsætninger og kropslige erfaringer får betydning i samspil med psykiske processer, relationer og den sociale og kulturelle sammenhæng, mennesket lever i. Denne forståelse omfatter også barndommen, hvor seksualitet ifølge den psykoanalytiske tradition kan forstås som en formativ kraft i personligheden og i barnets måde at erfare sig selv i relation til andre (Graugaard & Møhl, 2019, s. 103–104).

Barnets nysgerrighed på kroppen og på forskelle mellem mennesker må derfor ses i sammenhæng med barnets øvrige udvikling af kropsbevidsthed, identitet, følelsesregulering og forståelse af sociale normer og relationer. Barnet skal gradvist lære, hvordan kropslige impulser og handlinger kan forstås og håndteres i samspil med andre. Det gælder både, når noget er privat, når andres grænser skal respekteres, og når barnet selv har brug for hjælp til at forstå egne reaktioner.

Denne læring sker ikke alene gennem direkte forklaringer. Børn bruger også voksnes tonefald og følelsesmæssige reaktioner som information, når de fortolker situationer og eventuelle forbud. På seksualitetens område indgår voksnes reaktioner og handlinger tilsvarende som både udtrykkelige og implicitte budskaber om kroppen og om, hvad der kan tales om og accepteres (Dahl & Tran, 2016; Shtarkshall et al., 2007).

Når en grænse er nødvendig, kan den voksne roligt anerkende barnets nysgerrighed, forklare grænsen og anvise, hvad barnet kan gøre i stedet. På den måde kan hverdagens situationer bruges til at hjælpe barnet med at forstå privathed, gensidighed og hensynet til både egne og andres grænser (Wurtele & Kenny, 2011).

Når grænsesætning bliver til skam

Børn har brug for voksne, der kan sætte grænser for adfærd, som ikke passer til situationen. Det gælder også kropslig og seksuel nysgerrighed. En rolig grænsesætning kan hjælpe barnet med at forstå, at noget kan være privat, at andre kan have andre grænser, og at lyst, nysgerrighed og handlinger må reguleres i samspil med andre.

Grænsesætning kan imidlertid få en anden betydning, hvis den formidles med afsky eller vrede. Barnet kan da komme til at opleve, at det ikke kun har gjort noget forkert, men selv er forkert. Barnet kan ikke lægge kroppen og nysgerrigheden fra sig og kan derfor opleve det forkerte som knyttet til sig selv. Det svarer til det centrale skel mellem skyld og skam: Skyld knytter sig typisk til en handling, mens skam i højere grad retter sig mod oplevelsen af, hvem man er (Tangney et al., 2007).

Det betyder ikke, at en enkelt voksenreaktion automatisk får varige følger. Betydningen afhænger blandt andet af oplevelsens intensitet, relationen til den voksne, barnets alder og mulighed for senere at forstå oplevelsen i en tryggere sammenhæng. Samtidig bør enkeltstående oplevelser ikke afvises som ubetydelige. Hukommelsesforskning peger på, at følelsesmæssigt aktiverende oplevelser kan konsolideres stærkere, og at erindringer ved genaktivering kan stabiliseres eller ændres på ny (McGaugh, 2004; Nader, 2015). En hændelse, der kun forekommer én gang i det ydre liv, kan derfor fortsætte som noget, barnet vender tilbage til i tanker, erindringer eller fantasier, og indgå i barnets videre forståelse af kroppen, lysten og sig selv.

Den faglige pointe er ikke, at voksne skal undlade at sætte grænser. Pointen er, at måden, grænser formidles på, kan få betydning for, om barnet hjælpes til at forstå og regulere sine erfaringer – eller i højere grad lærer, at de ikke kan deles.

Tavshed begrænser barnets mulighed for forståelse

Små børns forståelse af seksualitet udvikles i høj grad gennem seksuel socialisering: voksnes eksplicitte og implicitte budskaber om krop, nøgenhed, privathed og acceptabel adfærd (Shtarkshall et al., 2007). Hvis barnet fornemmer, at bestemte spørgsmål eller erfaringer ikke kan deles med voksne, kan det blive mere overladt til selv at fortolke dem.

Når et emne bliver omgærdet af tavshed eller signaler af ubehag, kan det begrænse barnets mulighed for at få korrigeret misforståelser, få ord for kropslige og følelsesmæssige oplevelser og gradvist forstå, hvad der er privat, gensidigt, lystbetonet eller grænseoverskridende. Samtidig kan barnet miste adgang til den relationelle støtte, som kunne hjælpe det med at bearbejde og regulere sine erfaringer. Udviklingssvarende guidning indebærer netop, at voksne giver børn korrekt og alderssvarende information om kroppen og grænser – og møder deres spørgsmål uden straf eller udskamning (Wurtele & Kenny, 2011).

Skam og manglende dialog bør derfor ses som mulige påvirkningsfaktorer i barnets seksuelle udviklingsmiljø. Det betyder ikke, at tavshed eller enkelte voksenreaktioner i sig selv afgør barnets videre udvikling. Men de kan indgå i de betingelser, hvorunder barnet forsøger at skabe mening om kroppen, lysten, grænserne og sig selv.

Barnet har brug for mere end tilladelse

Udviklingssvarende guidning handler ikke om at overlade barnet til sig selv, men om at give nysgerrigheden rammer. Børn har brug for voksne, der kan møde spørgsmål og kropslige udtryk roligt, give enkle forklaringer og sætte tydelige grænser uden at gøre barnet forkert. Åbenhed betyder derfor ikke grænseløshed. Tværtimod kan tydelige og begrundede grænser hjælpe barnet med gradvist at forstå privathed, gensidighed og hensynet til både egne og andres grænser (Wurtele & Kenny, 2011).

Et eksempel er børns kropslige lege, som i daglig tale ofte kaldes doktorlege. Her kan voksne signalere, at alderssvarende nysgerrighed mellem børn ikke i sig selv er forkert, men at kropslige lege skal være frivillige, gensidige og uden pres. Barnet skal samtidig vide, at sådanne lege hører til mellem børn på nogenlunde samme alder og udviklingstrin – og at voksne aldrig skal deltage i dem. Den skelnen skal formidles uden at gøre barnet skamfuldt over sin nysgerrighed.

Netop kombinationen af åbenhed og klare grænser kan have forebyggende betydning. Hvis barnet har lært, at også pinlige, forvirrende eller ubehagelige oplevelser kan deles med en voksen, bliver det lettere at stille spørgsmål og søge hjælp. Forskning i børns fortælling om seksuelle overgreb peger på, at skam, skyld, selvbebrejdelse og frygt for negative konsekvenser kan gøre det vanskeligere at fortælle om overgreb, mens støttende voksenrespons og udviklingssvarende information kan fremme muligheden for det (Lemaigre et al., 2017).

Psykologer kan her bidrage ved at hjælpe forældre og fagpersoner med at skelne mellem alderssvarende nysgerrighed, adfærd der kræver guidning, og adfærd der giver anledning til nærmere faglig vurdering.

Seksuel trivsel som udviklingsopgave

Børns seksuelle udvikling bør ikke først blive et psykologfagligt anliggende, når der opstår bekymrende adfærd, mistrivsel eller senere seksuelle vanskeligheder. Den bør forstås som en del af barnets almindelige udvikling – på linje med udviklingen af sprog, motorik, følelser, identitet, grænser og forståelse af relationer.

Voksne kan ikke kontrollere alt det, børn oplever. Men de kan påvirke, om barnet står alene med det. Rolig guidning, relevante grænser og mulighed for dialog kan styrke barnets mulighed for at forstå kroppen, sætte ord på erfaringer og regulere handlinger i samspil med andre. Seksuel trivsel begynder derfor ikke først, når problemer skal afhjælpes. Den er en udviklingsopgave, som barnet gradvist løser i samspil med trygge voksne, der hjælper det med at forstå erfaringer og udfordringer undervejs.