Kroniske smerter går ikke kun ud over den enkeltes livskvalitet. Det koster også samfundet dyrt i form af tabt arbejdsfortjeneste, sygedage og følgevirkninger som angst og depression.
I kølvandet på den amerikanske opiodkrise er sundhedsvæsenet i stigende grad begyndt at efterlyse veldokumenterede alternativer, der kan supplere den medicinske behandling af sygdommen.
I den forbindelse blev professor ved Institut for Psykologi ved Aarhus Universitet Lene Vase kontaktet af det anerkendte sundhedsvidenskabelige tidsskrift The Lancet for to år siden. Hun har forsket i smertebehandling i 20 år, og tidsskriftet var interesseret i hendes viden om effekten af psykologbehandling af kroniske smerter.
Hun samlede et hold af internationale kolleger, og sammen gik de i gang med at undersøge de bedste internationale studier på området. Hver for sig var studierne for små, men da de samlede dem, begyndte der at vise sig et mønster.
Kroniske smerter er defineret ved, at smerterne har været til stede i mindst tre måneder. Overordnet set findes der tre forskellige former for smerte.
Nociceptive smerter, der fx kan opstå forbindelse med vævsskader, hvor man fx taber noget tungt over foden eller brækker skulderen.
Neuropatisk smerte der fx er forbundet med en skade på nervesystemet, såsom nerveskader efter operationer.
Og endelig nociplastisk smerte ved sygdomme som fibromyalgi, hvor man ikke kender årsagen til smerterne.
Kroniske smerter er ofte ledsaget af alment ubehag som fx træthed, irritation, kvalme, søvnbesvær og appetitløshed.
Kilder: Lene Vase og Sundhedsstyrelsen
De velkontrollerede forsøg omfattede bl.a. hjernescanninger af deltagerne, og Lene Vase og hendes kolleger har nu fundet indikationer på, at der sker fysiske ændringer i hjernen, når kroniske smertepatienter modtager psykologbehandling. Med den nye viden er der evidens for, at patienterne ikke alene bliver bedre til at håndtere smerten. For nogle bliver smerten også mindre.
Selvom hver femte af os kommer til at opleve kroniske smerter i løbet af vores liv, er det først med den nyeste opdatering af diagnosekriterierne, at smerte er blevet en selvstændig diagnose, og ifølge Lene Vase oplever nogle patienter fortsat, at de ikke bliver taget alvorligt, når de henvender sig til sundhedsvæsenet.
– Der er en tendens til, at vi ser smerte som noget, der går væk af sig selv, og hvis det ikke gør, er det nok, fordi folk har andre underliggende problemer såsom psykologiske problemer. Hvis man fx får kroniske smerter efter en kræftoperation, får nogle patienter det indtryk, at det må man bare lære at leve med. Men vi ved, at smerte ofte kan mindskes fx ved psykologbehandling, siger hun.
Der findes allerede smerteklinikker rundt omkring i landet, hvor man bruger samtaleterapi i behandlingen, men ifølge Lene Vase er det alt for få smerteklinikker i forhold til antallet af patienter, der kunne have gavn af tilbuddet.
– Problemet med den nuværende situation er, at der går alt for lang tid, før man bliver henvist, hvis det overhovedet sker. Hvis man får kroniske smerter efter en operation, bliver man i stedet typisk tilbudt en ny operation, hvilket desværre kan indebære en risiko for forværring af smerterne. Typisk er det sådan, at jo tidligere patienterne får psykologbehandling, jo hurtigere bliver de orienteret imod et liv med større livskvalitet. Men i dag bruger mange årevis på at blive sendt rundt i systemet, siger hun.
Der er en række netværk i hjernen, der interagerer med hinanden, når vi føler smerte, forklarer Lene Vase. Smerte er i udgangspunktet et signal om potentiel fare Det kan være smart, hvis vi lægger en hånd på en kogeplade, fordi det får os til at trække den til os. Men når det handler om kronisk smerte, bliver processen anderledes uhensigtsmæssig.
– Alle patienter skal selvfølgelig undersøges godt, men det hjælper ikke nødvendigvis patienterne at blive ved med at lede efter årsagen. Smertesignalerne har en beskyttende effekt ved akut smerte, men de spiller også sammen med netværk, der er involveret i frygt og angst. Hvis man kan lære af afkoble det fra den kroniske smerte, hvor der ikke er en akut årsag, kan vi se, at smerten ofte bliver mindre og livskvaliteten stiger, forklarer hun.
Nyere studier tyder på, at nogle patienter kan lære at afkoble fx frygt og angst fra smertesignalet, hvis de gennem samtaleterapi lærer, at smerten ikke er farlig. Fordi vores erfaring med at håndtere signalerne typisk stammer fra akut smerte – som hånden på kogepladen eller en brækket arm – vil de fleste af os instinktivt skåne den del af kroppen, der gør ondt. Men når smerten er kronisk, går det fra at have en beskyttende effekt til at begrænse patienterne i at leve et aktivt liv.
– Nogle begynder at få katastrofetanker om, at der er noget alvorligt galt, og det kan blive selvforstærkende. Man stopper med at deltage i aktiviteter, der gør en glad, fordi det nok er bedre at blive hjemme og passe på sig selv. Jo længere tid de her netværk har interageret med hinanden, jo sværere kan det være at lære at afkoble fx frygt fra smertesignalet, men når man lærer det, sker der ofte samtidig det, at smerten aftager. Derfor håber jeg, man i fremtiden vil inddrage indsigter fra disse metoder tidligt i behandlingen, siger Lene Vase.
Selvom den nye forskning er godt nyt for verdens mange smertepatienter, mangler der stadig evidens for, hvilken konkret del af terapien, der virker. Der er indtil videre forsket mest i smertebehandling med kognitiv adfærdsterapi, men det er vigtigt at undersøge mere præcist, hvilke af terapiformens elementer, der er virksomme, når patienterne fx skal have hjælp til at afkoble hjernens smertesignaler fra affektive reaktioner og netværk.
– Der findes et væld af terapiformer, og det er dyrt og langsommeligt at få solide tests af hver enkelt. Derfor vil vi gerne kunne udpege de centrale elementer, der har den ønskede effekt, så de kan bruges på tværs af de forskellige retninger.
F. 1974
Professor, cand.psych., ph.d., dr.med.
Har forsket i smertebehandling siden sin ph.d. om emnet i 2006.
Ved at indkredse det, er det også hendes håb, at smertespecialiserede psykologer på sigt kan uddanne fysioterapeuter, læger og andet sundhedsfagligt personale i dele af metoderne. Med så mange smertepatienter, ville der nemlig slet ikke være psykologer nok til alle.
– Jeg kan sagtens se for mig, at man kan arbejde tværfagligt med det med hjælp fra specialuddannede psykologer. Vi ved endnu ikke, i hvilket omfang terapien kan mindske smerten og for hvem, eller hvor ofte patienterne skal have opfølgende behandlinger, ligesom det er tilfældet med medicin, og her ser det heldigvis ud til, at fx læger og fysioterapeuter også kan hjælpe patienterne hen mod tankegange, der lindrer smerte, siger Lene Vase.
Hun understreger, at psykologerne er velegnede til at stå for de egentlige terapiforløb og håber i den forbindelse, at man kan lave samme bevægelse inden for smerteområdet, som man har gjort inden for angst og depression.
– Her har man fundet, at det er billigere at give patienterne ti samtaler med en psykolog end medicin. Det koster mere her og nu, men der vil være færre bivirkninger og færre tilbagefald, ligesom det vil være godt givet ud i forhold til tabt arbejdsfortjeneste, sygedage og så videre, siger Lene Vase.
For at komme derhen, kræver det mere forskning og politisk velvilje til at prioritere smerteområdet højere.
– Hidtil har der været en opfattelse af, at samtaleterapi i forbindelse med smertepatienter nok mest handlede om, at det var vigtigt for ens livskvalitet at tale med en psykolog. Nu ved vi, at det faktisk kan skabe ændringer i hjernen og lindre smerten. Det kalder på en ændring af måden, vi behandler kroniske smertepatienter på.
