En af de undervisere, de første psykologistuderende på Syddansk Universitet (SDU) mødte i 2009, var ph.d.-studerende Maj Hansen.
16 år senere er hun fortsat en af underviserne på psykologistudiet på SDU, men siden december 2025 har det været som professor i traumepsykologi.
I den forbindelse beskæftiger hun sig med emner som posttraumatiske symptomer, implikationerne af DSM-5 og ICD-11 og viktimisering i børne- og voksenlivet. Bl.a. har hun forsket i forebyggelse, udredning og behandling af seksuelle overgreb.
– På SDU er det ikke kun forskning, der tæller. Det gør undervisning og organisatoriske opgaver også. Jeg synes, uddannelsen af fremtidige psykologer er utrolig vigtig, og det er et stort privilegium for mig at undervise både bachelor-, kandidat- og ph.d.-studerende. Jeg oplever det også som en stor mulighed, at den kliniske psykologi er et af SDU’s satsningsområder, og at jeg kan undervise i emner, jeg forsker i, siger Maj Hansen.
Det betyder, at hun i det daglige jonglerer med en tætpakket kalender. Lige nu nærmer afslutningen på forårssemestret sig, og derfor har hun blikket rettet mod bachelor- og specialevejledning samt aktuelle forskningsprojekter.
Gennem de seneste ti år har hun været optaget af at give både børn og voksne en stemme i forskningen. Samtidig lægger Maj Hansen vægt på et tæt samarbejde med praksis.
– Jeg kan godt lide at tænke på det, jeg laver, som en lillebitte brik i et puslespil, og at det gør en forskel i det store billede på et tidspunkt. Når vi skal gøre en forskel og lave forskning, der har impact i samfundet og ikke bare bliver glemt, er vi nødt til at have praksis med, understreger hun.
En af de organisationer, Maj Hansen ofte har samarbejdet med, er de danske børnehuse. I et aktuelt projekt, Med Barnet i Centrum, undersøger hun sammen med to kollegaer børns oplevelser af et forløb i et børnehus. I den forbindelse interviewer forskerne både børn, deres omsorgspersoner og de fagprofessionelle i børnehusene.
– Hovedparten af den internationale forskning i børnehusmodellen og lignende modeller har haft fokus på juridiske og organisatoriske faktorer, mens der er mere begrænset viden om barnets oplevelse. Vi er optaget af, at vi ikke bare forsker i børn, men også inddrager dem i forskningen. Vi vil derfor undersøge, hvordan børnene oplever at være i børnehusene, og hvordan de oplever de forskellige dele af sagsforløbet, forklarer Maj Hansen.
Født i 1981.
Uddannet psykolog fra Aarhus Universitet i 2009 og ph.d. fra SDU i 2014.
Ansat på SDU siden 2010, hvor hun både forsker, underviser på bachelor-, kandidat- og ph.d.-niveau og de seneste fem år har været medlem af studienævnet for psykologi.
Medlem af Censorkorpset for Psykologi de seneste otte år.
Udnævnt til professor i traumepsykologi på Institut for Psykologi ved SDU Sund 1. december 2025.
Den hidtidige forskning peger på, at bl.a. alderstilpasset forberedelse, kommunikation, indretningen af venteværelset og muligheden for aktiviteter i venteværelset, fx at kunne spille et spil med politiet og få forfriskninger undervejs, kan påvirke børnenes oplevelse.
– Men der er behov for mere forskning i alle dele af forløbet og i den større kontekst omkring barnet, siger Maj Hansen.
En anden af Maj Hansens samarbejdspartnere er de danske centre for voldtægtsofre, særligt centrene i Aarhus, Odense og Kolding, som hun løbende udvikler nye projekter med.
I 2025 relancerede hun og en kollega i samarbejde med centret i Aarhus hjemmesiden www.voldtægt.dk, der er målrettet personer, som har været udsat for overgreb, pårørende og fagprofessionelle. Blandt de nye tiltag på hjemmesiden er en animationsfilm om følgevirkningerne af et seksuelt overgreb og en informationsvideo, der sætter fokus på hjælpemuligheder i det offentlige system.
– Jeg håber, at de nye tiltag gør det nemmere for overgrebsramte at søge hjælp, og at det traumeinformerede sprogbrug og framingen af seksuelle overgreb betyder, at overgrebsramte bedre kan genkende deres egen situation, og at pårørende og fagprofessionelle kan hente information og støtte, fortæller Maj Hansen og tilføjer:
– Målet er også at gøre op med nogle af de myter, der stadig findes om overgreb, fx at rigtige ofre yder modstand, råber højt og er fulde af blå mærker. Samtidig vil vi skabe en forståelse for, at der er mange måder at reagere på efter et seksuelt overgreb, og at ingen er rigtige eller forkerte.
Snart er også to nye projekter om overgrebsramte på vej. Sammen med Center for Voldtægtsofre i Kolding og Odense samt Smertecenter Syd har Maj Hansen og hendes forskerkollegaer taget hul på et nyt projekt om smerter, posttraumatiske symptomer og seksuelle overgreb.
Et andet aktuelt projekt i samarbejde med alle ni danske centre for voldtægtsofre handler om adgangen til hjælp for seksuelt overgrebsramte med sameksisterende problematikker, fx massivt misbrug af rusmidler eller svær psykisk lidelse.
– Vi har netop afsluttet dokumentanalysen, hvor vi har undersøgt den skriftlige information om inklusions- og eksklusionskriterier på centrene for voldtægtsofre. Næste skridt er at sammenligne, hvad der karakteriserer dem, der får et tilbud, og dem, der ikke gør, forklarer Maj Hansen.
På tværs af de lokale afdelinger tilbyder Center for Voldtægtsofre i dag akut retsmedicinsk undersøgelse, sygeplejefaglig hjælp, samtaler med psykologer og socialrådgivere samt opfølgende støtte. Nogle steder i landet findes der også andre tilbud end Center for Voldtægtsofre, som ofre for voldtægt eller seksuelle overgreb kan henvises til; andre steder er det ikke tilfældet.
– Ved at sammenligne personer, der får og ikke får et tilbud, kan vi se lidt mere ind i, hvordan det fungerer i praksis. Afslutningsvis vil vi interviewe personer, som ikke har fået et tilbud på centrene, om, hvor de ellers modtager hjælp, siger Maj Hansen.
At hun på denne måde skulle give en stemme til mennesker i svære situationer, havde Maj Hansen ikke forestillet sig, da hun ligesom sine studerende tog hul på studielivet. Til gengæld var hun aldrig i tvivl om, at hun ville arbejde inden for sundhedssektoren, som flere i hendes nære familie også gør.
– Jeg har altid villet arbejde inden for det offentlige, og jeg har altid vidst, at jeg skulle arbejde inden for det kliniske område. Men jeg havde nok forventet, at det skulle være inden for psykiatrien, siger hun.
På psykologstudiet på Aarhus Universitet var det særligt den kliniske psykologi, hun var optaget af. Siden blev hendes fokus skærpet, da hun skrev speciale inden for psykotraumatologi.
– Det vakte for alvor min interesse for traumeområdet, så i samspil med min vejleder fik jeg lavet en protokol, og vi havde succes med at få finansiering fra Finansrådet og Nationalbanken til et ph.d.-projekt om de psykologiske følgevirkninger ved bankrøverier, fortæller Maj Hansen.
I den forbindelse fulgte hun sin vejleder til SDU, og sporet til en akademisk karriere var lagt. Det har hun aldrig fortrudt.
– Det er meget vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke er nået hertil alene. Forskning er en holdsport. Jeg har gennem årene opbygget en solid erfaring og kompetencer, men min vej i forskningen kan jeg godt lide at beskrive med en analogi: Jeg står nu på den anden side af én kløft, og der er mange, der har hjulpet mig hele vejen over. På samme måde hjælper og støtter jeg andre, der er på vej over, siger hun.
For Maj Hansen handler hendes forskerkarriere derfor i høj grad om kolleganetværk og faste samarbejdspartnere.
– På SDU er vi mange ansatte inden for traumeområdet, så det er et kæmpe privilegium at have mange eksperter at trække på. Fordi vi er vant til at arbejde sammen, kender vi også hinandens styrker og svagheder, siger hun.
Nye projekter er derfor ved at tage form, og samtidig finder Maj Hansen tid til mindre projekter, der ikke kræver omfattende finansiering. Under et forskningsophold i Californien i 2024 gennemførte hun feltstudier til et projekt, der undersøger mulighederne for at få støtte efter et seksuelt overgreb i hhv. USA og Danmark.
– Forskning skal også være sjov, og her mener jeg selvfølgelig ikke emnemæssigt. Men det er vigtigt, at man er motiveret og brænder for at gøre en forskel. Det er også det, der karakteriserer de samarbejdspartnere og kolleger, som jeg har haft og stadig har fornøjelsen af at arbejde sammen, siger hun.
