Nyt autorisations- og tilsynssystem er “et stort statusløft” til psykologerne

Publiceret 25.11.2024 Af Regner Hansen, journalist Lyt til artiklen Læsetid: 6 minutter

En ny autorisations- og tilsynsmodel er endelig kommet på regeringens lovprogram og skal lovbehandles i foråret. Ifølge Dansk Psykolog Forenings forperson, Dea Seidenfaden, vil den hjælpe til at skabe klarhed om psykologers faglige baggrund og kompetencer, og modellen vil desuden gøre tilsynet med psykologer mere transparent. Hun forventer, at de lange ventetider på autorisation og behandling af tilsynssager bliver fortid.
Nyt autorisations- og tilsynssystem er
Dea Seidenfaden, forperson for Dansk Psykolog Forening. Foto: Büro Jantzen

Hvad betyder det konkret, at psykologerne skal have en ny autorisations- og tilsynsmodel?

– Det er ret historisk for psykologerne, og det er noget, vi har kæmpet for i mange år. Så det bliver et farvel til det nuværende 30 år gamle system og et goddag til en ny autorisations- og tilsynsmodel. Jeg forventer, at den nye model medfører, at det bliver tydeligt, hvordan psykologer er uddannet, og hvilke faglige krav der bliver stillet til psykologer. Jeg ser den nye model som et stort statusløft for psykologerne, som i fremtiden vil give psykologerne nye muligheder både fagligt, politisk og i egen ret som psykologer.

– Det er selvfølgelig ikke endeligt besluttet på Christiansborg, før loven er vedtaget, men når alle psykologer i den nye model bliver sundhedsautoriseret, bliver vi en del af samme system i Styrelsen for Patientsikkerhed som læger, sygeplejersker, jordemødre og andre, som vi er sammen med i det daglige arbejde. Det vil give os nye muligheder med hensyn til opgaver, ansvar og job, og jeg tror også, at det vil indvirke positivt på lønudviklingen i vores fag.

– Samtidig vil vi med skiftet lægge større afstand til andre faggrupper på det psykologiske område.

– Der kommer i samme omgang en ny struktur for tilsyn – altså det tilsyn, der så at sige holder øje med, om vi som psykologer optræder fagligt korrekt og inden for lovens rammer. Sagerne vil i fremtiden blive håndteret i samme system, som behandler sager, som vedrører andre sundhedsfaglige. I mine øjne vil det øge retssikkerheden for psykologerne – og selvfølgelig også for patienter og klienter. Det bliver simpelthen et mere transparent og tidssvarende system.

– Jeg tror også, at den nye model er til gavn for samfundet, som i stigende grad efterspørger psykologiske kompetencer i forhold til fx børn og unge i mistrivsel. Statusløftet til os som psykologer giver os forhåbentlig en stærkere stemme til at påvirke opgaveløsningerne, fx forståelsen i psykiatrien af psykisk lidelse og måden at indrette fremtidens PPR på. Jeg glæder mig meget over at have muligheden for at lede vores forening i denne periode.

Hvad er problemet med den nuværende autorisations- og tilsynsmodel?

– Det nuværende system blev etableret i en anden tid, hvor der var langt færre psykologer, og hvor den faglige uddannelse var langt mindre systematisk opbygget. Der har således udviklet sig et misforhold mellem virkeligheden på det psykologfaglige område og systemet. De lange ventetider er det mest synlige symptom.

Psykologtitel forsvinder ved frataget autorisation

Hvad kommer den nye autorisations- og tilsynsmodel til at betyde for den enkelte psykolog?

– Som systemet er i dag, er det muligt at kalde sig psykolog og fortsætte sin praksis, hvis man som autoriseret psykolog mister sin autorisation som følge af en tilsynssag. I det nye system bliver det formentlig sådan, at hvis man mister sin autorisation, må man ikke længere kalde sig psykolog. Det er virkelig et fremskridt for alle parter. Selv om der kun har været få grelle sager, giver det meget uro, og det går ud over standens omdømme og rammer derfor alle psykologer, når det sker.

– Det er også vigtigt for den enkelte psykolog, at de lange ventetider på behandling af autorisationsansøgninger og behandling af klager bliver fortid. Ventetiderne er uacceptabelt lange, og det slipper vi for.

– Når det gælder autorisation, vil man automatisk – sådan som vi forstår det – få sin grundautorisation i løbet af ganske kort tid, når man er blevet cand.psych. og har indsendt sit eksamensbevis til myndighederne. Næste skridt for psykologerne bliver formentlig en videregående autorisation – en slags overbygningsuddannelse – som jeg forventer vil foregå bedre end i dag. Mange psykologer har oplevet den nuværende procedure som meget langsommelig, uigennemsigtig og bøvlet, og det har givet skrammer.

– Når det gælder tilsynssager, regner vi med, at der vil blive fastsat en overgrænse for sagsbehandlingstider samt mål, sådan som der er i andre klagesager i sundhedsvæsnet.

Er der slet ikke noget, der bekymrer dig?

– Jo, absolut. Jeg har mange tanker om, hvordan den politiske proces vil blive, om noget kan gå galt, og især om politikerne til fulde forstår psykologernes meget brede arbejdsfelt. Der er jo kæmpestor forskel på at være ansat i sin egen praksis, i PPR, være forsker, arbejde på et sygehus, lave børnesagkyndige undersøgelser, være ansat i en HR-afdeling eller et de mange andre steder, hvor psykologerne arbejder. Så selvom det er en historisk mulighed for psykologerne, så er det ikke ensbetydende med, at det en let proces, og der kommer formentlig også til at være ting, vi kunne have ønsket anderledes eller må kæmpe for. Derfor skal vi gøre os virkelig umage med at få den bedst mulige løsning for psykologerne.

Hvad er dit råd til psykologer, som i denne tid er i gang med et autorisationsforløb eller overvejer at indlede forløb?

– Der er i øjeblikket mange flere spørgsmål end svar om den nye autorisationsmodel, og jeg kan godt forstå, at det giver usikkerhed hos mange medlemmer. Jeg tror, at det vigtigste er at holde sig til sin hidtidige plan. Så hvis man er i gang med at tage sin autorisation i det eksisterende system, skal man køre videre. Og hvis man er nyuddannet, skal man også gøre, som man ville have gjort uden denne forestående ændring. Jeg tror på en god overgang, og at man gerne vil have os alle godt integreret i det nye system.

Ny model bør understøtte karriere og fortsat uddannelse

Hvordan skulle den nye model se ud, hvis du og Dansk Psykolog Forening var alene om at bestemme?

– Udformningen af den nye model er stadig i en tidlig fase, og vi arbejder på at sikre, at modellen kommer til at tage højde for psykologernes brede arbejdsfelt, vanlige karriereforløb og vores håb og drømme om videreuddannelse og opkvalificering.

– Overbygningsuddannelsen skal gerne være relevant og attraktiv for langt de fleste psykologer, uanset hvor den enkelte arbejder. Vores fag ændrer sig, så det er vigtigt, at der er et incitament til videreuddannelse og efteruddannelse gennem hele arbejdslivet.

– Den nye model skal ideelt set også sikre, at når en psykolog begår en fejl, og det kan ske for alle, så bliver klagen håndteret af tilsynet med en større bevidsthed om vores faglighed og en mere præcis faglig vurdering af, hvad der er op og ned i sagen. Tilsynet skal gerne passe til psykologernes mangfoldige arbejdssteder og arbejdsopgaver.

Hvad vil Dansk Psykolog Forening gøre for at sætte aftryk i den endelige autorisations- og tilsynsmodel?

– Vi vil blive ved med at holde os til for at påvirke sundhedsministeren, ministeriet og de relevante styrelser mest muligt. Jeg synes, at vi har fået positiv respons på det, vi har budt ind med.

– Samtidig er det også vigtigt, at psykologerne bliver hørt i denne proces. Derfor er vi i øjeblikket i gang med at nedsætte en taskforce med medlemmer fra Dansk Psykolog Forenings frivillige enheder og selskaber, der skal rådgive os – særligt om den mangfoldighed og de behov, der er rundt om i vores alsidige psykologstand.

Ny autorisations- og tilsynsmodel

Dansk Psykolog Forening har længe kæmpet for en ny autorisations- og tilsynsmodel for psykologerne – et punkt, der oprindeligt var med i foreningens arbejdsprogram 2018-2021 og også er med i det nuværende arbejdsprogram 2024-2027.

Sundhedsminister Sophie Løhde har for nylig bebudet, at der skal etableres en ny autorisations- og tilsynsmodel for psykologer. Samtidig flyttes psykologernes resort fra Socialministeriet til Sundhedsministeriet.

Modellen er på Folketingets lovprogram i det kommende forår, og der er i regeringens finanslovsforslag afsat 27 millioner kroner til overflytningen.

Find mere om