Den 29.12.24 sov Birgitte Wedel-Jørgensen ind. Alt for tidligt i en alder af kun 53 år. Birgitte var en dedikeret, dygtig og passioneret børnepsykolog. Hun havde allerede i studietiden en stor viden om børns udvikling, i særdeleshed om tilknytning, og var den kollega, man altid kunne søge viden og kloge refleksioner hos.
Birgitte blev kandidat i psykologi i 2000 og vidste, at hun skulle ud at arbejde med børn. Hun var ambitiøs og grundig i alt, hvad hun kastede sig over og udstrålede en fantastisk ro og respekt i forhold til de familier, hun arbejdede med. Hun opsøgte viden og videreuddannede sig konstant og var på den måde inspirerende for os omkring.
Birgitte blev inspireret og vitaliseret af mødet med børn. Hun var altid fordybet i igangværende forløb og kunne lide at nørde helt ned i detaljerne. Hun begejstredes over, hvad børn kunne folde ud i legeterapeutiske forløb og fortalte med stor entusiasme om erfaringer og oplevelser fra sin praksis – altid med ydmyghed og respekt for dem, hun arbejdede med.
Birgitte var en dygtig formidler og udstrålede autoritet både på skrift, og når hun underviste. Hun berigede os med et kapitel i ”Barnet og dets relationelle miljø – om tilknytningsbaseret undersøgelsesmetodik” udgivet af Hans Reitzels Forlag i 2013 og selv efter at have trukket sig tilbage fra arbejdslivet grundet Parkinson kastede hun sig ud i fagoplæg til Parkinson-patienter og pårørende om den svære samtale – et tema, som lå hende på sinde både som psykolog og som patient. Til det sidste lyste hun op og engagerede sig i drøftelser af psykologfaglige emner og mistede aldrig nysgerrigheden og interessen for sit fag.
Vi mødte hinanden på studiet, blev venner og delte år senere arbejdsplads i Gentofte PPR. Her var det et privilegium både at have adgang til Birgittes faglige viden, men også at have Birgitte som kollega, med hendes kløgtige humor og skarpe refleksioner.
Birgitte var indsigtsfuld og vidende om meget andet end psykologien. Hun var velbevandret i såvel litteratur som musik og sprog, og i takt med at Parkinson fratog hende muligheder, fandt hun utrætteligt nye veje selv. Hun udfordrede sig selv og sine kreative sider med bl.a. maling, smykkedesign, musik og sang og fortsatte med at folde sig ud i køkkenet med kager med perfektionistisk finish. Hun kastede sig ud i at lære finsk og fordybede sig i musikgenrer. Men mest af alt var hun optaget af sin familie – og til det allersidste var det hendes børn, der optog hende, og som bragte smil frem.
Birgitte var en loyal og kærlig veninde – og hun var stærk og modig til det sidste. For ikke så længe siden malede hun et billede inspireret af ”To the lighthouse” af Virginia Wolf og skrev med sin vanlige rå lune ”Man ved aldrig hvad morgendagen bringer, men du skal vide, at jeg også er her i morgen – og dagen efter den”.
Nu er hun her ikke mere – og det er uendeligt trist.
Æret være Birgittes minde.
Kondolencer til Birgittes mand og børn samt til hendes øvrige familie.
Malene Fryd Petersen og Maiken Agger Tømming