I Hvidovre sidder Gungehusskolens leder, Morten Pejter Roitmann, i en sofa ude foran sit kontor. Han er godt afskærmet af de høje sidepaneler og må læne sig frem for at komme til syne. Det er et af de fysiske tegn på, at der er rykket en psykolog ind på skolen, fortæller han.
Psykolog Cecilie Heesche begyndte som leder af skolens kompetencecenter for et år siden, og der er allerede spor efter hende alle vegne: planter, akvarier, møbler med afskærmning og kassevis med fidget-legetøj, som eleverne kan sidde og dimse med, når de oplever uro. Alt sammen små led i en større plan: at skabe større trivsel på skolen og sende færre elever ud i specialtilbud.
Da der opstod en ledig stilling i skolens ledelsesteam, fik Morten Pejter Roitmann en idé. Egentlig skal den slags besættes af en med lærerbaggrund, men som tidligere leder på en behandlingsskole havde han set betydningen af at have det psykologfaglige blik med i det strategiske arbejde. Det savnede han. Og han kunne se, at folkeskolen ville have gavn af det. På det tidspunkt gik Gungehusskolen allerede langt i sit strategiske arbejde med trivsel og inklusion, men en psykolog i ledelsen ville være en stor styrke, vurderede han.
– Skolerne står med nogle helt andre opgaver i dag end for bare ti år siden. Det handler ikke længere kun om at undervise, for samfundet har forandret sig, og vi ser langt større udfordringer med mistrivsel. Det kalder på en forandring. Hvis man har en monofaglig ledelse, tager man monofaglige beslutninger, forklarer han.
Han bad skolechefen i kommunen om lov til at ansætte en psykolog og blev mødt med tøven. Det var aldrig set før. Morten Pejter Roitmann insisterede og fik godkendelsen. Det har han ikke fortrudt.
– Vi går langt for at kunne lave en skole for alle her på stedet. Nu kan vi sætte hurtigt ind med nye typer af indsatser, og vi kan se, at det virker. Det kan vi kun, fordi vi har en psykolog i ledelsen. Før havde vi hænderne, men vi manglede fagligheden, siger han.
Cecilie Heesche kommer fra en stilling i PPR. Her landede sagerne typisk først på hendes bord, når problemerne havde vokset sig store.
– I PPR kunne jeg skrive en faglig vurdering og håbe på, at der var ressourcer til at omsætte den til praksis ude på skolerne. Nu kan vi gå i gang med det samme, og jeg kan give medarbejderne supervision, siger hun.
På Gungehusskolen kender hun børnene, og medarbejderne kan gå direkte til hende. Skolen er også begyndt at holde øje med elevernes fravær på en anden måde. Ikke fordi de lænede sig tilbage før, men nu kan de sparre med Cecilie Heesche, når de sporadiske fraværsdage begynder at melde sig hos et barn. Ifølge Morten Pejter Roitmann har det ændret kulturen omkring de vanskelige sager.
– Det er, som om skuldrene er kommet lidt ned. Folk oplever, at de ved, hvilken vej de skal gå, når noget bliver svært. Det betyder også noget i forældresamarbejdet. Det giver forældrene en tryghed at vide, at vi har den faglighed på skolen, og så kan de også trække vejret lidt mere roligt, siger han.
Uden at kunne gå ind i sagerne vurderer han, at de har flere børn på skolen, som før ville have udviklet skolevægring eller være blevet visiteret til specialtilbud.
Cecilie Heesche trivedes godt i sit arbejde i PPR, og tanken om at blive leder for en ny faggruppe stod ikke tydeligt for hende som en mulighed på daværende tidspunkt. Hun havde tidligere arbejdet som ledende psykolog på den behandlingsskole, hvor Morten Pejter Roitmann dengang var skoleleder. Der var hun leder for to psykologer, hvor hun nu skulle være det for op til tyve lærere og pædagoger. Derfor skulle hun lige overveje det, da han kontaktede hende med en opfordring om at søge stillingen på Gungehusskolen. I dag er hun glad for sin beslutning.
– I PPR havde jeg ikke samme mulighed for at arbejde strategisk som nu. Det giver enormt meget mening, at jeg kan sætte min faglighed i spil og påvirke de overordnede rammer omkring børnene, siger hun.
I begyndelsen kunne det være svært for hende at lægge psykologrollen fra sig, men her har hun fået god støtte fra Morten Pejter Roitmann, som jævnligt mindede hende om, at hun var på skolen som leder.
På hendes kontor hænger et whiteboard, hvor der øverst er tegnet en firkant og en hammer. Det første, Morten Pejter Roitmann sagde til hende, da hun blev ansat, var, at hvis hun mødte en firkant, skulle hun smadre den. Firkanter kan som bekendt ikke rulle og kan virke som en bremseklods. Hvis hun manglede en hammer, kunne hun komme til ham, men ellers havde hun frie tøjler.
– Som psykolog er man god til at skrue på de knapper, man ved virker ud fra et fagligt perspektiv. Som leder har jeg fået mange flere knapper at skrue på. Det er meget meningsfuldt at gå på arbejde og vide, at jeg har indflydelse på de store linjer i det strategiske arbejde, siger hun.
Det er ikke kun skolens medarbejdere, der har taget godt imod Cecilie Heesche. Efter nogle små bump på vejen er samarbejdet med PPR og kommunens forvaltninger også blevet nemmere end tidligere. I begyndelsen var der forvirring om rollefordelingen, når Cecilie Heesche præsenterede sig som psykolog. Hun måtte også gøre det tydeligt, at alle var på samme hold.
Men i dag smører hun leddene i hele maskineriet, som Morten Pejter Roitmann udtrykker det. Hun kender både de eksterne systemer og skolens hverdag, og psykologerne uden for skolen bliver mødt i deres sprog og faglighed.
– De melder tilbage, at de oplever et helt andet samarbejde med os nu. Det er jo ikke en kritik af os, men som lærer kender man ikke nødvendigvis det system, som PPR og forvaltningen arbejder i, siger han.
Cecilie Heesche ser en stor fordel i tempoet. Hvor hun som psykolog i PPR ofte kom ind i sagerne, når barnets mistrivsel havde vokset sig stor, kan skolen nu selv gribe ind ved de første tegn. Og når PPR bliver koblet på, er der allerede en plan, som gør det muligt at komme hurtigt videre. Antallet af sager, der kommer så langt, er dog raslet ned.
– Det var frustrerende at se et barn få det værre, mens vi stod på venteliste. Hos PPR er tre uger ikke så lang tid, men på en skole er det 100 år. Det er ikke en kritik af PPR, men systemet er presset, siger Morten Pejter Roitmann.
Der er mange nervesystemer, der bliver påvirket, når et barn er i mistrivsel. Åbenlyst barnets og forældrenes, men skolens medarbejdere risikerer også at få moralsk stress, hvis de føler, at de famler i blinde. At de nu kan få sparring og supervision internt på skolen, har gjort en stor forskel.
– Når der kommer en psykolog udefra og giver supervision, kan man som medarbejder godt have paraderne oppe, fordi man føler, at man bliver vurderet. Det er helt menneskeligt, selvom det ikke nødvendigvis er det, der sker, siger han.
Cecilie Heesches første år på Gungehusskolen har været travlt. Ikke alene har hun sat en lang række indsatser i gang for konkrete børn på skolen. I flere tilfælde har hun sendt en medarbejder hjem til et barn, så snart der tegnede sig et mønster med mistænkeligt fravær. Så tager hun en snak med læreren eller pædagogen om, hvad de kan sige til barnet, og hvordan de kan hjælpe forældrene til bedst muligt at støtte op. Hvis et barn bliver udadreagerende, lægger hun også en plan for både barnet og personalet, som skolen før kunne have ventet i uger eller måneder på at få hjælp til.
Men hendes faglige blik har også været bredere efterspurgt. Hvidovre Kommune har en strategi på skoleområdet, der hedder ”En skole for alle”. I den forbindelse har skoleforvaltningen brugt Cecilie Heesche som en strategisk ressource, hvor hun har holdt oplæg for alle kommunens skoleledere, faglige ledere, PPR og familieafdelingen og deltaget i møder om kommunens overordnede strategi.
– Jeg håber, at vi fremover ser flere psykologer på ledelsesgangene. Der var ikke mange, der søgte den stilling, jeg slog op. Jeg tror ikke, psykologer er klar over, hvor meget de kan bidrage med, hvis de vælger at stille sig ind i beslutningsrummet. Og der er et stort behov for det, de kan, siger Morten Pejter Roitmann.
Overgangen til ledelsesrummet har været lettere, end Cecilie Heesche troede.
– Vi er vant til at undersøge mønstre og dynamikker. Det gælder ikke kun individer; det gælder også systemer. Det føles meningsfuldt at arbejde på et niveau, hvor jeg kan påvirke rammerne og ikke kun de enkelte sager, siger hun.
Nu tager hun snart hul på en lederuddannelse. Hun ser også frem til at kunne bruge endnu mere tid på skolens strategiske beslutninger efter et år, hvor hun oplever, at de sten, hun kan kaste i vandet i sit arbejde, er vokset gevaldigt. Ringene, der spreder sig, er ganske enkelt blevet meget større, når hun både kan være med til at påvirke kommunens overordnede strategi, gøre vejen ud af mistrivsel kortere for det enkelte barn og samtidig smøre leddene til det eksterne samarbejde med fx PPR.
Man kan sige, at hun er i gang med at smadre de firkanter, hun møder, én efter én, med den hammer, hun fik til rådighed på sin første arbejdsdag.
