Psykolog: Traumer er ikke hvad de har været. Og det er et problem

Der er sket en trafikulykke. To mennesker bevidner fra tæt hold den dramatiske begivenhed fra deres bil. De ser, at der er svært tilskadekomne og måske dødsfald. Den ene person i bilen tænker, at dér var de heldige, og lægger relativt hurtigt den ubehagelige hændelse bag sig. Den anden person tænker, at han selv kunne være blevet dræbt – og vender igen og igen tilbage til det grumme scenarie.

– Det er tvivlsomt, om alle, der har været involveret i sådan en voldsom oplevelse, nødvendigvis har brug for – eller endda godt af – at tale med nogen professionelt om deres indtryk.

Det siger Karen-Inge Karstoft, som er lektor i psykologi på Institut for Psykologi på Københavns Universitet. Hun iler med at tilføje, at begge oplevelser er virkelige. Oplevelserne har samme gyldighed.

Hendes eksempel anskueliggør, hvad der er ærindet med hendes nylige bog ”Hvorfor taler alle om traumer?” Nemlig at traumer ifølge Karstoft har udviklet sig til et vidtfavnende begreb. Det har den uheldige konsekvens, mener hun, at der er kommet en forventning om, at så godt enhver, der har en potentielt traumatisk oplevelse, også får et traume.

Herfra er der kort til en følgeslutning om, at det må være hensigtsmæssigt at tilbyde behandling over en bred kam.

Popularisering af traumebegrebet

Karen-Inge Karstoft forsker i potentielt traumatiske begivenheder og traumereaktioner. Hun har blikket rettet mod særligt udsatte grupper, heriblandt soldater og flygtninge, men interesserer sig også for den brede befolkning.

Hun vil gerne bidrage til at øge kendskabet til, hvor mange der har oplevelserne, hvor mange af dem der får traumer, og hvad risikofaktorerne er. Mere viden giver et bedre grundlag til at beslutte, hvad der er hensigtsmæssigt i forhold til forebyggelse og behandling.

– Både i mit faglige virke og i min færden rundt i samfundet har jeg kunnet observere, at traumer fylder stadig mere i vores offentlige samtale. Det er i medier, ikke mindst sociale medier, og det er i bøger, tv og film. Det, jeg ser, er, at der er kommet ret upræcise måder at tale om traumer på, som til tider indeholder misvisende og endog fejlagtige antagelser, siger Karen-Inge Karstoft på sit kontor på instituttet, der ligger med udsyn til Botanisk Have i København.

Hun mener, at hun som forsker har et ansvar for at medvirke til en begrebsafklaring.

Kun 10 procent fik PTSD

Karen-Inge Karstoft har tidligere forsket meget i PTSD, og hun har været på Veterancentret, som hører under Forsvarsministeriet og har til formål at støtte soldater, veteraner og pårørende efter udsendelse. Her konstaterede hun, at selv om mange hundrede soldater, som er i udsendt til krigsområder, oplever samme form for grusomheder, er det påfaldende, at langt de fleste kommer psykisk helskindet gennem det, mens et mindretal ikke gør.

Karstoft har i egen forskning påvist, at kun cirka 10 procent af udsendte på international mission udviklede PTSD, dvs. posttraumatisk belastningsreaktion. De typiske symptomer er mareridt, påtrængende ubehagelige tanker og andre genoplevelser, undgåelsesadfærd og forhøjet alarmberedskab. Symptomerne er vedvarende og har en sådan styrke, at de giver en væsentlig funktionsnedsættelse.

Senere har Karen-Inge Karstoft i et studie blandt ukrainske flygtninge i Danmark fundet, at 24 procent rapporterede om PTSD-symptomer halvandet år efter krigsudbruddet. Hvis der havde været gennemført diagnostiske undersøgelser, ville den faktiske andel ifølge Karstoft formentlig have været endnu lavere.

Begivenheder er kun potentielt traumatiske

Meget af miseren handler om brugen af ordet traume. Karen-Inge Karstoft opfordrer til at lave en sondring mellem potentielt traumatiske oplevelser og traumer, forstået som psykiske lidelser.

– Det er vigtigt at få opdelt i det, der er en mulig traumatisk begivenhed, hvordan individet oplever begivenheden, og især hvordan personen reagerer på oplevelsen over tid, siger Karstoft.

Hun oplyser, at det store flertal i en befolkning har haft en potentielt traumatisk oplevelse. Ifølge flere studier er det cirka 70 procent. Det er ikke det samme som et traume.

– Men traumer er blevet en hyppigt anvendt forklaringsmodel. Og tendensen er fremmet af, at det er blevet et udbredt fænomen i livsfortællingen at finde ud af, hvorfor vi har det, som vi har det. Og hvis vi ikke har lokaliseret traumerne, skyldes det i denne forståelse, at vi ikke har ledt ihærdigt nok, siger Karstoft.

Pendulet svinget til den anden side

Karen-Inge Karstoft vurderer, at psykologer og behandlere generelt har været med til at ”fremelske” den udvidede traumefortælling gennem de seneste årtier.

– For måske et halvt århundrede siden var det nærmest negligeret og en smule latterliggjort, at der var begivenheder så voldsomme, at de kunne medføre stærke psykiske reaktioner. Derfor har der i mit fagfelt været en optagethed af at påvise, at traumer findes. Og det var virkelig tiltrængt. Mennesker, der får det virkelig svært, skal selvfølgelig have hjælp, siger Karstoft.

– Men det er, som om pendulet er svunget for langt til den anden side. Vi er kommet derhen, hvor voldsomme oplevelser altid omtales som livsomvæltende og måske endda behandlingskrævende. Resultatet er, at begrebet traumer er blevet udflydende, siger Karstoft, som først og fremmest skyder mod ”selvlærte behandlere”, der ”i mange tilfælde har oprigtige intentioner, men også er bevidste om, at en bred traumetolkning er godt for deres forretning”.

Et spektrum af oplevelser

Karen-Inge Karstoft mener også, at det vil være formålstjenligt at tydeliggøre, at potentielt traumatiske oplevelser i virkeligheden omfatter et spektrum af oplevelser, som kan skaleres i voldsomhed.

Begivenheder, der er interpersonelle, og hvor én person gør noget voldsomt mod en anden, giver størst risiko for at udvikle psykiske lidelser, oplyser hun. Det er seksuelle overgreb, voldelige overfald og krigshandlinger begået mellem mennesker.

I den anden ende af skalaen er der begivenheder, hvor risikoen for at udvikle psykiske lidelser er mindre. Det er skilsmisse, mobning på arbejdspladsen, en fraværende far i barndommen og lignende.

De fleste reaktioner fortager sig

Udvandingen af traumebegrebet er blevet ledsaget af en øget tilskyndelse til at tilbyde en bredere kreds af personer psykoterapeutisk bistand, fordi de har været udsat for en mulig traumatisk begivenhed. Plus at tilbyde bistanden i umiddelbar forbindelse med hændelsen.

Også denne praksis er Karen-Inge Karstoft kritisk over for, og det skyldes ønsket om at prioritere midlerne i sundhedssektoren til de mennesker, som har et anerkendt behandlingsbehov.

Hun har en yderligere og mindst lige så væsentlig indvending:

– Ligesom vi skal holde op med at antage, at potentielt traumatiske begivenheder altid vil være ødelæggende, skal vi også holde op med at tro, at det altid vil være gavnligt for en person at tale med en professionel behandler lige efter den voldsomme oplevelse, siger Karstoft.

Hun henviser til forskningen, der viser, at hos de fleste mennesker vil reaktioner, som begivenheden udløser, fortage sig i løbet af den nærmeste tid. Det er typisk uro, ængstelighed, søvnproblemer, nedtrykthed og irritation.

Også bivirkninger ved psykoterapi

Hertil kommer, at der kan være bivirkninger ved samtalebehandling.

– Bivirkningerne kan teoretisk forklares ved, at potentielt traumatiske begivenheder indkodes lige under og efter begivenheden i hukommelsen med større styrke end andre begivenheder. Og der er teser om, at denne hukommelsesindkodning uforvarende bliver endnu stærkere, hvis personen snakker oplevelsen detaljeret igennem i timerne lige efter. Husk på, at personen stadig er ekstremt følelsesmæssigt påvirket, siger Karen-Inge Karstoft.

Psykologisk debriefing vandt frem for 20-30 år siden og blev udviklet som redskab til grupper af soldater, ambulancereddere og andre i svære situationer.

– Der er enkelte studier, der tyder på, at hvis man i stedet bruger debriefing til civilepersoner og enkeltvis – og her er vi tilbage ved trafikulykken, så kan det faktisk være en smule kontraproduktivt, siger Karstoft.

Glem ikke menneskets resiliens!

I stedet for en øget optagethed af menneskets skrøbelighed (at snart sagt alle skulle have traumer) foreslår Karen-Inge Karstoft at huske på menneskets evne til at komme op igen ligesom en korkprop i vand. Hun fremhæver her begrebet resiliens. Det er en hensigtsmæssig tilpasning i modgang.

Der er mange faktorer, der spiller ind i forhold til resiliens, og det gør det så komplekst, forklarer Karstoft: Ængstelighed, køn, alder, tidligere psykiske lidelser eller symptomer og tidligere potentielt traumatiske oplevelser – ikke mindst i barndommen. Det betyder også noget, hvilken socioøkonomisk gruppe personen tilhører, og især, om vedkommende har et godt socialt netværk. Der er ydermere situationsbestemte forhold: Hvor befandt personen sig, da det skete, og hvilken type af potentielt traumatisk begivenhed var der tale om?

– Men det er enormt vigtigt at fastslå, at PTSD eller en anden psykisk lidelse efter en potentielt traumatisk begivenhed ikke skyldes svaghed hos individet. Vi skal aldrig hen til en konklusion om, at den pågældende person bare skal tage sig sammen og komme videre, siger Karen-Inge Karstoft.

Social støtte og bedre screening

Så hvad kan systemet gøre i forhold personer, der er er udsat for en potentielt traumatisk begivenhed?

– Det vigtigste er at sikre, at personen har nogen at tale med. Personen skal opfordres til at tale med andre om oplevelsen og om alle mulige andre ting. Forskningen viser, at social støtte har stor beskyttende effekt, siger Karen-Inge Karstoft.

Og ellers foreslår Karstoft at forbedre screeningen i forhold til risikoen for, at oplevelsen hos en person over tid måtte udvikle sig til en psykisk lidelse. I bekræftende fald skal der sættes ind med hurtig, målrettet hjælp.

– Egentlige psykologiske interventioner bør være forbeholdt dem, der efter screening har markante og blivende symptomer, som medfører en betydelig og varig funktionsnedsættelse, siger hun.

Karen-Inge Karstoft er involveret i forskning om at skaffe mere viden om risikofaktorer i forhold til at udvikle traumer. Det sker ved at inddrage maskinlæring og kombinere et meget stort antal datapunkter i komplekse modeller.

Materialet omfatter soldater, som har været udsendt på missioner, og civile, der har været udsat for alvorlige potentielt traumatiske begivenheder. Der er en vifte af datakilder: biologiske, fysiologiske, data fra kliniske interviews, registerdata og spørgeskemadata.

– Disse modeller er brugbare værktøjer. Men metoden kan ikke anvendes til at fastslå, hvad der sker for den enkelte person. Og der kommer vi næppe hen. Dertil er mennesker alt for komplicerede væsener, siger Karen-Inge Karstoft.

”Hvorfor taler alle om traumer?”
Karen-Inge Karstoft
Informations Forlag
2024