Psykologer bør kende til psykoterapi med psykoser

Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger.

De psykoterapeutiske tilbud til mennesker med psykoselidelser i Danmark er desværre ikke prangende. Mange steder hersker en sejlivet myte om, at mennesker med psykose ikke kan få gavn af – eller måske ligefrem tager skade af – egentlig psykoterapeutisk behandling.

Psykologer, der arbejder i hospitalspsykiatrien, vil med stor sandsynlighed have hørt lignende profetier om nyttesløsheden ved at arbejde psykoterapeutisk med denne patientgruppe – antagelser, der primært bidrager til at mytologisere psykosen som en slags psykens “mørke kontinent”.

Selv i nyere faglitteratur støder man desværre stadig på disse klodsede formuleringer, hvor mennesker med lidelser, der anses for at have et primært biologisk grundlag, beskrives som uegnede til psykoterapi. Manglen på viden om psykoterapi med psykoser betyder desværre, at kun få mennesker med psykose faktisk får tilbudt psykoterapi.

Mit indtryk er, at mange psykologer, måske af samme grund, siger nej tak til at tage mennesker med psykose i behandling. Det er på sin vis forståeligt, da opgaven kræver en vis viden og uddannelse, men det er også ærgerligt. På de afdelinger og ambulatorier i psykiatrien, hvor man behandler skizofreni og psykose, er andelen af personale med erfaring og kompetencer inden for psykose-psykoterapi ligeledes forsvindende lav.

Patienter, der henvises til behandling i psykiatrien, tilbydes som oftest en kombination af medicin og psykosocial støtte. Dette sker ofte i form af antipsykotisk medicin, støttende samtaler (ofte med en psykiatrisk sygeplejerske, socialpædagog eller ergoterapeut), undervisning i deres sygdom (psykoedukation) eller træning i færdigheder til at begå sig i samfundet (social færdighedstræning).

Selvom disse tilbud utvivlsomt er hjælpsomme for mange, er det mit indtryk, at andre oplever dem som tiltag, der handler mere om tilpasning til forudbestemte normer end om egentlig terapi. De efterspørger tid og rum til at tale om og bearbejde deres særegne og ofte smertefulde oplevelser.

I de seneste år har dagspressen givet plads til mange beretninger fra patienter og pårørende til mennesker med psykoselidelser, som med rette klager over manglen på individuel psykoterapi i behandlingen. Psykiatrien svarer ofte – også med rette – med beskrivelser af ressourcemangel og en presset sektor. Desværre stopper samtalen ofte her, ved spørgsmålet om ressourcer.

Men er det virkelig kun et spørgsmål om ressourcer? Eller har vi som psykologer mistet noget af interessen for den længerevarende og dybdegående psykoterapi med mennesker, der har alvorlige psykiske helbredsproblemer? Dette, til trods for at vi i Danmark – som et af de få lande – faktisk har mulighed for at tage en efteruddannelse i netop psykoseterapi ved Institut For Psykoseterapi.

På langt de fleste behandlingssteder, der behandler mennesker med psykose, er andelen af behandlere beskæftiget med egentlige psykoterapeutiske forløb desværre meget begrænset. De fleste psykiatere og psykologer er travlt beskæftiget med at udrede, vurdere, rådgive, diagnosticere og medicinere. Det er ikke mit ærinde at kritisere dette arbejde, men blot at pege på, at det ofte foregår på bekostning af det psykoterapeutiske arbejde, som er så vigtigt for, at disse mennesker kan komme sig.

Hvad er psykoseterapi?

Modsat de fleste andre sindslidelser påvirker psykose typisk alle dele af psyken. En anden måde at sige dette på er, at psykose berører selve betingelserne for at være i verden. I psykosen sker der en løsrivelse af selvet fra den omgivende verden, hvilket påvirker måden, verden åbner sig for den enkelte – herunder de betingelser, der kræves for at knytte sociale bånd og leve i fællesskaber og nære relationer. Mange mennesker med psykose beskriver derfor en grundlæggende følelse af usikkerhed i sociale sammenhænge og oplever sig ofte som angste, sårbare og udsatte.

Når vi som terapeuter tager imod mennesker med psykose, har vi derfor brug for en psykoterapeutisk tilgang og metode, der hjælper os med at arbejde med den enkeltes livsbetingelser og personlighedsstruktur – ikke kun med symptomer og adfærd. Psykodynamisk psykoseterapi er en sådan tilgang, hovedsageligt fordi den gør relationen mellem terapeut og patient til genstand for arbejdet. Terapi er basalt set en relation, hvor patienten bringer sine forestillinger, ubevidste ønsker og ofte smertefulde erfaringer og tilknytningsmønstre ind.

I det psykoterapeutiske arbejde træder vi som terapeuter aktivt og deltagende ind i dette tyngdefelt. Ved at anerkende vores egen deltagelse i dette felt får vi samtidig en unik mulighed for at hjælpe patienterne med at forstå og bearbejde deres ofte destruktive måder at beskytte sig selv på.

At arbejde med mennesker, der lider af psykoselidelser, kræver, at vi lægger vores fordomme om psykose til side og opøver evnen til at håndtere den angst, der kan opstå i os selv i mødet med psykosen og dens fremmedhed. Det handler om at være til stede og til rådighed i det terapeutiske rum – ikke nødvendigvis for at løse problemerne, men for at tilbyde et ankerpunkt i en ofte kaotisk indre verden.

Heldigvis er dette arbejde samtidig noget af det mest berigende og meningsfulde, man kan opleve som terapeut. Vi ønsker os blot flere kollegaer til at tage del i dette i fremtiden.