Ramt eller ressource – pårørende til traumer

Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger og er udarbejdet i samarbejde med en anonym person med lived experience som pårørende til en PTSD-ramt

I traumebehandling bliver voksne børn, søskende, forældre, venner og især partnere fremhævet som den sociale støtte, der kan hjælpe den traumeramte i hverdagen. Oftest kommer de pårørende derfor til at agere omsorgspersoner, der skal træde til, når vedkommende ikke kan varetage sine praktiske gøremål eller har det følelsesmæssigt svært (Stadtmann et al., 2018).

Når den pårørende påtager sig rollen som uformel omsorgsperson, medfølger et større ansvar for den daglige rutine. Det gælder særligt for partnere, at de ofte bliver fortaler for den traumeramte som bindeled til kommune og behandlingssystemer, mens de forventes at holde styr på aftaler m.m. Det er derudover pårørende, som lægger øre til hårde tanker, beretninger og følelser (fx selvmordstanker, flashbacks) samtidig med, at de skal håndtere den traumeramtes adfærdsmæssige reaktioner (fx aggression, dissociation).

Positive elementer i at være der for nogen

Når en nærtstående bliver udsat for noget traumatisk eller fortæller om tidligere traumatiske oplevelser, kan det ændre relationen. Denne ændrede dynamik kan give den pårørende en følelse af empowerment, meningsfuldhed eller stolthed (Dekel et al., 2005; Stadmann et al., 2018). Nogle pårørende finder, at deres tålmodighed og empati for mennesker i udsatte positioner vokser, idet de påtager sig nye roller og forpligtelser (Stadmann et al., 2018; Russin & Stein, 2021). Den større åbenhed og gennemsigtighed i relationen til den traumeramte, som kan komme af at betro sig til hinanden, kan desuden styrke forholdet og forbedre den fremtidige kommunikation (Krinkin & Dekel, 2025).

Det kan dog også være belastende at være pårørende til en person med psykisk lidelse, og der er visse aspekter, som psykologer bør være opmærksomme på, når det kommer til traumeramte personer.

Konsekvenserne ved også at være ramt

Mange pårørende føler sig overvældet, ængstelige eller depressive (Qing Cham et al. 2022; Chadda, 2014). Flere rapporterer om stress, udmattelse, lav søvnkvalitet og somatiske problemer, der kan påvirke deres fysiske helbred (Russin & Stein, 2018). Den traumeramtes problematikker optager meget af overskuddet, og særligt partnere vil ofte være nødsaget til at påtage sig størstedelen af de fælles forpligtelser, man tidligere har delt (fx indtægter, husarbejde), hvilket efterlader vedkommende med begrænsede ressourcer til at tage vare på sig selv og sine interesser. Hvis der derudover er børn involveret, kan partneren være nødt til at prioritere disse og placere sig selv i bunden af omsorgshierarkiet. Når den pågældende ikke længere er i stand til at være sammen med venner, engagere sig på arbejdet eller dyrke tidligere hobbyer, kan der opstå en følelse af at have mistet sig selv (Russin & Stein, 2018).

Traumeramte overvældes ofte af mange stimuli og trækker sig derfor socialt, hvilket kan give pårørende en følelse af social isolation. Dette forstærkes yderligere, hvis omgangskredsen distancerer sig eller stigmatiserer den traumeramte (Chadda, 2014). Kommentarer som “hvorfor forlader du ham ikke bare?” kan få partnere til at føle sig misforstået og alene – eller ligefrem skamfulde og illoyale, hvis de selv har tænkt tanken. Tilsvarende problematikker ses hos andre pårørende end partnere, afhængig af hvor tætte de er på den traumeramte, og det kan udløse en følelse af at have mistet vedkommende og det forhold, man havde (Christiansen, 2023).

Mange af disse udfordringer samt omsorgstræthed ses på tværs af psykiske og somatiske lidelser. Det særlige ved PTSD og andre traumerelaterede lidelser er, at de bunder i en eller flere konkrete hændelser, der således udgør et fælles tredje for de involverede parter. Den klare årsag konstituerer ikke blot en trussel mod den traumeramte, men også mod den pårørende. Traumet kan dermed forårsage, at den pårørendes basale antagelser om verden knuses, som det tit ses ved PTSD.

Særligt den akutte periode efter, at den traumatiske hændelse er indtruffet, eller pårørende er blevet bekendt med den, opleves ofte som turbulent, og den pårørende kan have svært ved at forstå den traumeramte (Stadtmann et al., 2018; Christiansen, 2023). Adfærden kan være utilregnelig, og det kan være svært at genkende personen, man tidligere kunne regne med, hvilket kan skabe bekymring, frustration og magtesløshed. Pårørende kan føle, at de går på listefødder i frygt for at trigge traumereaktioner, og mange påtager sig et overdrevent ansvar og en beskyttertrang over for den traumeramte – især hvis det frygtes, at vedkommende vil skade sig selv. Dette kan medføre en konstant årvågenhed og vagtsomhed (Christiansen, 2023).

At høre om eller tænke på den/de traumatiske hændelser kan opleves meget voldsomt og kan føre til påtrængende tanker og forestillinger hos den pårørende – en form for stedfortrædende flashbacks eller genoplevelse by proxy. Nogle pårørende kan derfor udvikle undgåelsesadfærd over for stimuli, der minder dem om traumet. Når øget vagtsomhed, genoplevelsessymptomer og undgåelse forekommer sammen, kaldes det for vikarierende traumatisering, som også kendes fra psykologer, der arbejder med traumebehandling.

Undgåelsesadfærd hos såvel traumeramte som pårørende kan udgøre en belastning for forholdet. Parterne vil forsøge at beskytte hinanden, således traumet bliver et tabu, hvilket kan udgøre en barriere for begges heling. I nogle tilfælde kan traumesymptomer tage form af aggressiv og udadreagerende adfærd, hvilket kan få pårørende til at frygte for egen og andres sikkerhed – specielt evt. børn. Selvom de færreste traumeramte udøver vold, er der en klar sammenhæng mellem traumeeksponering, PTSD og vold mod partnere og børn, særligt blandt mænd (Taft et al., 2011; Montgomery et al., 2019).

Ved traumer af seksuel karakter ses endvidere ofte en negativ indvirken på sexlivet, hvilket bl.a. kan komme til udtryk som problemer med intimitet, respekt for grænser, hyperseksualitet, nedsat sexlyst og nydelse samt smerter ved samleje (Finkelhor & Browne, 1985). Det er vigtigt, at man som psykolog er bevidst om problematikker relateret til aggression og seksualitet, da disse ofte har betydning for den traumeramtes nære relationer og for de involverede parters livskvalitet.

At være opmærksom på pårørende i arbejdet med traumeramte

Det er væsentligt, at psykologer inddrager pårørende som støtte i traumebehandling, når det vurderes meningsfuldt. Psykologer har imidlertid et fagligt og etisk ansvar for også at være opmærksomme på og anerkende de pårørendes belastning og behov. De pårørende skal støttes i at være der for den traumeramte og samtidig passe på sig selv.

Mens mange pårørende efterspørger psykoedukation, så de føler sig klædt på til rollen som omsorgsperson, efterspørger flere muligheden for at mødes med andre, så de kan udveksle erfaringer og dele deres frustrationer uden at blive mødt med manglende forståelse eller stigmatisering (Christiansen, 2023). Der er her en efterspørgsel på tilbud specifikt rettet mod pårørende til traumeramte, da flere oplever ikke at få udbytte af tilbud rettet mere generelt mod pårørende til personer med psykisk eller somatisk lidelse.

Parterapi eller blot inddragelse af pårørende i enkelte sessioner kan hjælpe med forventningsafstemning, grænsesætning og kommunikation – særligt i relation til svære emner som sex og selvmordstanker (Christiansen, 2023). Det kan være nødvendigt at minde pårørende om også at drage omsorg for sig selv, danne sig frirum og søge støtte.

Endelig er det vigtigt, at psykologer er opmærksomme på, at pårørende selv kan have behov for psykologhjælp, hvis de udviser tegn på omsorgstræthed eller sekundær traumatisering.