“Det er meget, meget svært at sige højt til nogen”

Jonas på 21 år fortæller, at han er tiltrukket af børn. Typisk i alderen 9-13 år. Sådan har det været, siden han var i puberteten, og det har aldrig ændret sig. Han ville ønske, det ville gå væk, for han har det virkelig dårligt med det.

Gennem lang tid har han tænkt over sine seksuelle præferencer. Hans venner er begyndt at få kærester, og sammen taler de om sex, men Jonas er i stigende grad begyndt at føle sig udenfor, for han ved godt, det er forkert. Men hvordan skulle han nogensinde kunne fortælle, hvordan han har det?

August på 17 år er stødt på links på dark web, som han er begyndt at klikke på. Det er videoer med børn. Han onanerer også rigtig meget. Måske ti gange om dagen eller mere. Han beskriver videoerne som ”klamme”, men han er også tiltrukket af det, de viser, og han er til dels blevet afhængig af at se dem.

Jonas og August er fiktive navne, og begge cases er sløret, men begge drenge er eksempler på to unge mennesker, der har skrevet ind til Red Barnets nye rådgivningstilbud TalMedOs, der er Danmarks første anonyme rådgivning til børn og unge med bekymrende seksuelle tanker eller adfærd.

Rådgivningen åbnede i begyndelsen af februar 2025, og på få måneder er den blevet kontaktet omkring 75 gange, typisk fra unge mellem 15 og 20 år, men der er også henvendelser fra pårørende eller fagfolk.

Langt de fleste, der ringer eller skriver, er drenge, og langt hovedparten af samtalerne drejer sig om en adfærd, de selv er bekymret for: Typisk ser de en del porno, hvor meget kan være ekstremt voldeligt, men noget kan også være decideret overgrebsmateriale. En håndfuld sætter selv ord på, at de ved, de er tiltrukket af børn, mens andre er i vildrede.

For langt de fleste er det første gang, de har fortalt andre om deres tanker og adfærd. For som psykolog og projektleder bag TalMedOs Christoffer Borup forklarer, så findes der næsten ikke et emne, der er mere tabubelagt:

– At være tiltrukket af børn – eller tvivle på det – er det værste, man kan være. Det er også forbundet med voldsom skam. Og ikke mindst isolation, som han siger.

Et rum hvor man tør sige ting højt

Både Christoffer Borup og hans psykologkollega Pernille Spitz, der fungerer som chef for programmet ”Børneliv uden overgreb” i Red Barnet, forklarer, at det er sparsomt med specifik forskning på feltet omkring børn, der begår overgreb på børn. Men de understreger, at der fra voksenforskningen er massiv evidens for, at isolation, og det at holde ting hemmeligt, er markante risikofaktorer i forhold til at begå overgreb eller krænke andre mennesker.

Det er derfor afgørende at skabe et rum, hvor man tør sige ting højt.

– Det kan have reelle konsekvenser, hvis man på nogen måde skulle indrømme, at man havde en problemstilling i den retning. Det gør jo, at det er meget, meget svært at sige det højt til nogen, forklarer Christoffer Borup.

Pernille Spitz supplerer, at de forud for åbningen af rådgivningen tog på inspirationstur til England, hvor der i en årrække har været et lignende rådgivningstilbud. Her blev de oplyst om, at tre fjerdedele af deres brugere aldrig havde fortalt nogen om deres tanker eller adfærd.

– Vores frygt gik derfor også på, at de unge ville tænke: Jeg må være pædofil, når jeg har de her tanker. Jeg kan lige så godt forfølge tankerne og gøre det, for jeg er alligevel bare et monster. Vi besluttede os derfor for at lave et lavtærskeltilbud, hvor alle måtte være anonyme, og der ikke var krav til fx henvisning. Det vigtigste var at skabe et sted, som de kunne kontakte anonymt via mail, chat eller telefon. Så de kunne se, der var håb og hjælp at hente.

– Vores målsætning er derfor dobbeltsidet: Vi ønsker både at forebygge de overgreb, der sker mod børn og unge – af børn og unge. Og vi ønsker at hjælpe de børn og unge, der potentielt kunne finde på at ende med at gøre det – før de handler på det. Vi må ikke glemme, at en tredjedel af alle dokumenterede overgreb mod børn og unge bliver begået af børn og unge selv, tilføjer Pernille Spitz.

Rådgivning – ikke en lyttetjeneste

Og noget tyder på, at der er behov for rådgivningen. 75 henvendelser er allerede mere, end både Pernille Spitz og Christoffer Borup turde håbe på.

– Vi var i tvivl om, hvad vi skulle sætte som måltal. Men så satte vi den til 100 henvendelser for det første år. Det tal kommer vi jo over, siger hun.

– Folk begyndte at kontakte os fra day one, og det synes jeg vidner om, at vi har ramt rigtigt.

Christoffer Borup forklarer, at målet for rådgivningen er, at dem, der ringer eller skriver, ender med en ”form for plan”, som ofte er skræddersyet til den enkelte.

– Vi giver ofte brugerne forslag til ting, de skal øve sig på, fx at have mindre skærmtid, sørge for at få mere dagslys eller spise mere sundt. Vi starter ofte ret basic, for ofte er det nødvendigt at fokusere på hel basal trivsel.

Pernille Spitz understreger, at rådgivningen er kendetegnet ved netop at være en rådgivning – og ikke en lyttetjeneste, som hun siger.

– Vi sidder ikke og lytter passivt til en i timevis, der fortæller alt muligt. Vi rådgiver og hjælper folk videre. Vi fortæller, hvad der er ulovligt, og hvad loven siger.

Kun meget få gange har Christoffer Borup, der også selv fungerer som rådgiver i TalMedOs, haft samtaler, der bragte ham i et dilemma, hvor han var i tvivl om, hvad han skulle gøre.

– Jeg har endnu ikke haft samtaler, hvor vedkommende har fortalt om konkrete overgreb, men der har været tilfælde, hvor jeg gik i gang med en risikovurdering. Vi har jo afværgepligt, der jo så i vores tilfælde er sværere at benytte os af, fordi folk ringer anonymt. I yderste nødstilfælde, med en konkret trussel mod en konkret navngiven person, ville vi dog kunne finde ud af, hvilken IP-adresse der blev skrevet fra.

Virker det?

Men virker rådgivningen?

Og det er jo et ”rigtig godt spørgsmål”, som Christoffer Borup siger.

– For vi kan jo ikke følge op på, hvad de ender med at gøre om fem, ti eller tyve år, forklarer han og tilføjer:

– Men vi har evidens for, at den type rådgivning, vi laver, virker for voksne.

Pernille Spitz fremhæver også en mindre undersøgelse, de selv foretog i de indledende øvelser til rådgivningen, da de besøgte et fængsel og interviewede otte indsatte, der alle var dømt for seksuel kriminalitet mod børn.

– Alle sagde samstemmende, at de ville have ønsket, at der havde været et hjælpetilbud, da de var børn og unge. De kunne ikke stå og sige, at de så ikke ville have været i fængsel, men retrospektivt ville de gerne have haft nogen, de kunne have snakket med.

Og så har rådgivningen kun fået positiv respons, hvilket kom en smule bag på Pernille Spitz:

– Vi var spændte på, om vi ville få kritik af at skabe et tilbud til netop den her målgruppe. Men folk forstår faktisk godt rationalet i, at vi jo hjælper nogle ofre ved at hjælpe dem her – som i øvrigt også er unge mennesker, der har det svært.