Fagkronikken er udtryk for skribentens egne holdninger og erfaringer
Når mennesker med alvorlig psykisk sygdom bliver forældre, fødes barnet med forhøjet risiko for selv at udvikle en psykisk lidelse. Den transgenerationelle transmission af psykisk sygdom er veldokumenteret, men psykiatriforskningen leder stadig efter svar på, hvilke mekanismer der forbinder risiko med sygdom – og som potentielt kan omsættes til forebyggende indsatser.
I den landsdækkende danske VIA-undersøgelse har man fulgt over 500 børn i familiær højrisiko fra 7- til 14-årsalderen [1, 2]. Et nyligt studie gør et opsigtsvækkende fund: Udviklingen af selvværd ser ud til at udgøre en central psykologisk mellemstation mellem risiko og sygdom [3].
Selvværd forstås bredt som menneskers vurdering af sig selv og deres egen værdi [4]. Børn med lavt selvværd opfatter sig selv mere negativt end de fleste og har en oplevelse af at være mindre værd end andre. Mindreværdet viser sig både i relationen med andre og i troen på egne evner.
Studier har vist, at lavt selvværd er forbundet med øget risiko for psykisk mistrivsel, ringere livskvalitet, lavere funktionsniveau og endda direkte med udviklingen af psykisk sygdom. Derfor er det nærliggende at stille skarpt på selvværdet hos børn i familiær højrisiko for psykisk sygdom.
VIA-kohorten (The Danish High Risk and Resilience Study) består af 522 børn, fordelt på tre grupper:
De første to grupper består altså af børn i familiær højrisiko for at udvikle psykisk sygdom, og den sidste udgør en kontrolgruppe, som afspejler baggrundsbefolkningen.
Børnene er blevet undersøgt ved 7, 9, 11 og 14 år, og deres selvværd blev målt via selvrapportering på spørgeskemaet ”Sådan er jeg” [5]. Ved at måle selvværdet flere gange i løbet af børnenes opvækst, kunne forskerne først og fremmest observere, om selvværdet udviklede sig forskelligt i de tre grupper.
Derudover blev udviklingen af selvværd undersøgt i relation til:
Studiet forholdt sig til lavt selvværd som både en mulig årsag (exposure) og en mulig konsekvens (outcome).
Undersøgelsen konkluderer, ligesom tidligere studier, at børn med lavere selvværd i 7-årsalderen har højere risiko for at udvikle en psykisk sygdom, før de fylder 11 år – også når der kontrolleres for baseline-psykopatologi. I studiet ses en generel effekt på tværs af børnenes risikostatus som primært drives af børn af forældre med skizofreni og bipolar lidelse og i mindre grad – men også af – børn fra kontrolfamilier. Lavt selvværd fremstår altså som en selvstændig risikofaktor for udvikling af psykisk sygdom.
Resultaterne viser, at børn af forældre med skizofreni har et markant lavere selvværd sammenlignet med kontrolgruppen ved alle måletidspunkterne – det vil sige allerede fra tidlig skolealder og ind i begyndelsen af teenageårene. Børn af forældre med bipolar lidelse har lavere selvværd i 11-årsalderen, men ikke på de andre måletidspunkter. Ser man nærmere på, hvilke aspekter af selvværdet, der er påvirket hos børnene i højrisikogrupperne, så er det især psykologisk trivsel og relationer til andre, som driver de rapporterede selvværdsudfordringer.
Undersøgelsen viser også, at mobning i 7-årsalderen øger risikoen for lavt selvværd i 14-årsalderen. Det gør sig gældende for kontrolgruppen såvel som de to højrisikogrupper og er en påmindelse om, at mobning – også i baggrundsbefolkningen – kan få langvarige konsekvenser i børns liv. Vi ved fra baseline-studier i VIA-kohorten, at børn i højrisiko oplever mere mobning end kontrolgruppen allerede i 7-årsalderen. Der er altså en mulighed for, at det lavere selvværd, vi ser i højrisikogrupperne, udvikler sig delvist på baggrund af, at børn i disse grupper oftere bliver udsat for mobning.
Mangel på støtte i hjemmet i 7-årsalderen findes i undersøgelsen at øge risikoen for senere udvikling af lavt selvværd. Her er der tale om en generel effekt som primært drives af gruppen af børn af forældre med bipolar lidelse. At effekten ikke drives af børn af forældre med skizofreni kan skyldes, at omtrent 10 % af disse børn ved opfølgningstidspunktet ikke længere boede hjemme med deres biologiske forældre, men dette er endnu ikke undersøgt specifikt i relation til selvværd [6]. Resultatet tyder på, at graden af støtte i hjemmet kan være afgørende for, om børn udvikler et lavere selvværd og dermed en øget risiko for udvikling af psykisk sygdom, eller om de ikke gør.
Selvværd er særligt interessant, fordi det udgør en potentielt modificerbar risikofaktor. Børns selvværd udvikles både på baggrund af interne faktorer (som personlighedstræk og temperament) og eksterne faktorer (som relationen med forældre og jævnaldrende eller reaktioner på oplevelser gennem opvæksten). De eksterne faktorer kan justeres, hvis barnets omgivelser er opmærksomme på dem. Det gør selvværd til et mål for forebyggende indsatser, hvor håbet er, at selvværdet kan styrkes gennem intervention, og at risikoen for at udvikle en psykisk lidelse dermed kan mindskes.
Selvværdsundersøgelsen fra VIA-kohorten peger på mobning og manglende støtte i hjemmet som negative oplevelser, der kan få selvværdet til at dykke og dermed indirekte skubbe især udsatte børn ud i en højere risiko for at udvikle en psykisk sygdom senere i livet. Resultaterne kalder for det første på, at de mennesker, som er omkring et barn af forældre med alvorlig psykisk sygdom, har en særlig opmærksomhed på, om barnet giver udtryk for mindreværd og for ikke at være god til noget. Det kan være barnets forældre, lærere, egen læge eller dem, som forsøger at yde en professionel forebyggende indsats. Hvis barnet bliver udsat for mobning, eller hvis forældrene har svært ved at give barnet den fornødne støtte i hjemmet, så er der al god grund til at allokere ressourcer til støttende indsatser på netop disse områder. Psykologiske interventioner kan måske styrkes ved i højere grad at integrere temaer relateret til selvværd i terapien.
Hvis selvværdsproblemer faktisk er en central mellemstation mellem risiko og psykisk sygdom, så er de også et oplagt mål for den forebyggende indsats. Det kalder på en tidlig tværfaglig indsats, der involverer både familie, skole, og kommuner.
