Seponering er også psykologfagligt – men vi sidder ikke med ved bordet

Publiceret 08.09.2026 Af Kiwie Mathilde Lang-Jensen, kandidatstuderende i psykologi ved Syddansk Universitet Læsetid: 5 minutter

Fagkronik: En kvalitativ evidenssyntese af tolv internationale studier viser, at det at trappe ud af antidepressiv medicin sjældent er en ren medicinsk beslutning, men en eksistentiel proces om identitet og autonomi. Alligevel er psykologer stort set fraværende fra både klinisk praksis og uddannelse på området.
Seponering er også psykologfagligt – men vi sidder ikke med ved bordet
Kiwie Mathilde Lang-Jensen er kandidatstuderende i psykologi ved Syddansk Universitet. Privatfoto

Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger.

Jeg er selv i gang med at trappe ud af antidepressiv medicin. Jeg kender frygten for abstinenser og usikkerheden om, hvorvidt en svimmel dag er en bivirkning eller et tegn på, at depressionen vender tilbage, og fornemmelsen af ikke helt at vide, hvem jeg er uden pillerne.

Den erfaring var medvirkende til, at jeg og min medstuderende, Tena Busch Wilsleff, kastede os over emnet i vores bachelorprojekt: en kvalitativ evidenssyntese af tolv internationale studier om patienters oplevelser med seponering af antidepressiv medicin efter langvarigt brug (Lang-Jensen & Busch Wilsleff, 2026).

Det, vi fandt, overraskede os ikke som medicinbrugere, men det gav os som kommende psykologer stof til eftertanke. På tværs af studierne beskrev patienter seponering som en eksistentiel forhandling om identitet, autonomi og tilhørsforhold, langt mere end som en teknisk dosisjustering (jf. også Maund et al., 2019).

Patienter vidste ikke, “hvem de ville være” uden medicinen, frygtede at miste den stabilitet, de havde opnået, og oplevede, at ingen – hverken læge eller terapeut – tog initiativ til at tale med dem om det.

Et psykologfagligt tomrum

Det er slående, hvor fraværende psykologfaget er i denne litteratur. De fleste studier handler om patienters møde med den praktiserende læge. Kun to af de tolv studier involverede egentlige psykologfaglige elementer: mindfulness-baseret kognitiv terapi som støtte til seponering (Huijbers et al., 2020) og telefonstøtte fra en “psychological wellbeing practitioner” i det britiske REDUCE-program (Kendrick et al., 2025) – begge med lovende resultater.

Patienterne fik bl.a. konkrete redskaber til at skelne stressreaktioner fra tilbagevendende depressive symptomer, netop den skelnen, mange andre patienter i vores materiale beskrev som umulig at foretage på egen hånd.

Det er heller ikke en selvfølge blandt psykologer selv, at seponering hører til vores felt.

Da psykolog og ph.d. i psykiatri Anders Sørensen argumenterede for, at medicinering af psyken hører til psykologfagets område, blev han mødt af kolleger, der mente, at han overskred en faglig grænse (dp.dk, 2024). Den reaktion siger noget om, hvor sejlivet den biomedicinske arbejdsdeling er: medicin opfattes som lægens bord, terapi som psykologens, selvom det, patienterne i vores syntese beskriver, i høj grad er psykologiske fænomener: frygt, identitetstab, ambivalens og tillid.

Uddannelsen lærer os det ikke

Jeg kan kun tale for mig selv. På psykologistudiet har jeg ikke på noget tidspunkt fået undervisning i, hvad der farmakologisk og psykologisk sker, når en klient trapper ud af antidepressiv medicin, eller i hvordan jeg som kommende behandler kan støtte processen.

Det er problematisk, for rigtig mange af de klienter, vi som psykologer møder i praksis, er i behandling med antidepressiv medicin, og en del af dem vil før eller siden ønske at stoppe. Kender vi ikke forskellen på abstinenssymptomer og tilbagefald, risikerer vi som fagfolk at forstærke den usikkerhed, patienterne i forvejen kæmper med (Davies & Read, 2019).

Det bør ændre sig. Konkret foreslår jeg, at seponering og udtrapning af psykofarmaka bliver et fast element i den kliniske del af psykologuddannelsen, på linje med den øvrige undervisning i psykofarmakologi, så vi som nyuddannede psykologer i det mindste kender de grundlæggende mekanismer og kan skelne abstinens fra tilbagefald, før vi står med en klient foran os, der er i gang med at trappe ud. Det kunne oplagt indgå i faget medicinsk psykologi og gerne i tværfagligt samarbejde med medicinstuderende, som vi i praksis alligevel kommer til at samarbejde med om netop disse patienter.

Hvad kan psykologer bidrage med?

Vores syntese peger på mindst tre områder, hvor psykologfaglig viden kunne gøre en forskel. For det første den eksistentielle dimension: samtaler om seponering handler ikke kun om dosis, men om identitet, kontrol og frygt – kerneområder i psykologisk praksis.

For det andet differentieringen mellem abstinenser og tilbagefald, hvor psykoedukation og strukturerede redskaber, som i MBCT-forløbet, kan give klienter et sprog for deres oplevelser.

For det tredje det relationelle: familie og partnere spiller en stor rolle, både som støtte og barriere (Bosman et al., 2016; Van Leeuwen et al., 2022), og psykologer har redskaberne til at arbejde systemisk med netop den type dynamikker.

Internationalt begynder billedet så småt at ændre sig. I Storbritannien er der etableret en landsdækkende klinik under NHS specifikt til udtrapning af psykofarmaka, som praktiserende læger i hele England kan henvise til. Herhjemme findes intet tilsvarende, og psykologer indgår ikke systematisk i de få interventioner, der findes i primærsektoren.

En invitation til fagdebat

Jeg skriver ikke dette for at gøre seponering til en psykologopgave frem for en lægeopgave.

Men jeg mener, vi som fag har overladt et felt, der med rette også burde være vores, til andre – ikke mindst fordi patienterne selv, ifølge forskningen, oplever seponering som en identitetsmæssig og eksistentiel proces (WHO, 2021).

Det rejser spørgsmål, jeg gerne vil invitere til debat om: Bør udtrapning og seponering indgå i den kliniske psykologuddannelse? Kan psykologer i højere grad samarbejde med almen praksis om de patienter, der ønsker at stoppe? Og er vi som fag for tilbageholdende med at bevæge os ind på “lægens” område, selv når patienternes egne oplevelser tydeligt kalder på psykologfaglig indsigt?

Efterspørgslen efter psykologhjælp i udtrapningsproblematikken er der i hvert fald hos patienterne – det er Anders Sørensens indbakke i hvert fald bevis på.

Jeg håber, at mit indlæg vil føre til, at flere psykologer – med mere klinisk erfaring end mig – vil tage den debat op.

Referencer

Bosman, R. C., Huijbregts, K. M., Verhaak, P. F. M., Ruhe, H. G., van Marwijk, H. W. J., van Balkom, A. J. L. M., & Batelaan, N. M. (2016). Long-term antidepressant use: A qualitative study on perspectives of patients and GPs in primary care. *British Journal of General Practice, 66*(651), e708–e719.

Davies, J., & Read, J. (2019). A systematic review into the incidence, severity and duration of antidepressant withdrawal effects: Are guidelines evidence-based? *Addictive Behaviors, 97*, 111–121.

dp.dk (2024). Udtrapning af psykofarmaka: “Det er altså ikke psykologernes område, Anders” *Psykologernes Fagmagasin.*

Huijbers, M. J., Wentink, C., Simons, E., Spijker, J., & Speckens, A. (2020). Discontinuing antidepressant medication after mindfulness-based cognitive therapy. *BMJ Open, 10*(11), e039053.

Kendrick, T. et al. (2025). Internet and telephone intervention to support patients discontinuing long-term antidepressants in primary care: The REDUCE research programme. *Programme Grants for Applied Research, 13*(7).

Lang-Jensen, K., & Busch Wilsleff, T. (2026). *Mellem frygt og frihed: Patienters oplevelser med seponering af antidepressiv medicin efter langvarigt brug* [Bachelorprojekt, upubliceret]. Syddansk Universitet.

Maund, E., Dewar-Haggart, R., Williams, S., Bowers, H., Geraghty, A. W. A., Leydon, G., May, C., Dawson, S., & Kendrick, T. (2019). Barriers and facilitators to discontinuing antidepressant use: A systematic review and thematic synthesis. *Journal of Affective Disorders, 245*, 38–62.

Van Leeuwen, E., Anthierens, S., van Driel, M. L., De Sutter, A., De Beir, R., & Christiaens, T. (2022). Should I, can I, dare I? Patients’ view on stopping long-term antidepressant use. *Acta Clinica Belgica, 77*(6), 962–969.

World Health Organization. (2021). *Guidance on community mental health services: Promoting person-centred and rights-based approaches.*

Find mere om