Værnes der om tidligere anbragte unge i overgangen til voksenlivet?

I Danmark flytter unge i gennemsnit hjemmefra, når de er 22 år. For tidligere anbragte unge er situationen dog en anden, da deres anbringelse som udgangspunkt ophører fra det 18. år, medmindre de får tilbudt ungestøtte. Formålet med ungestøtten er at skabe bedre forudsætninger for målgruppen ved at tilbyde støtte, der kan facilitere en bedre overgang til et selvstændigt voksenliv på lige fod med andre unge (Bengtsson et al., 2022).

Vi ønskede derfor at undersøge, hvordan de unge oplever, at støtten påvirker overgangen til voksenlivet. Vi interviewede i den forbindelse fire unge, der alle har modtaget efterværn, der i dag betegnes som ungestøtte.

Der har i løbet af det seneste år været en stigende interesse for området omkring ungestøtte. Det kan hænge sammen med Barnets Lov, der trådte i kraft i begyndelsen af 2024. Flere organisationer på socialområdet kalder dog alligevel på en åben dialog med regeringen og insisterer på forbedringer (Altinget, 2024).

Udvalgte fund

I specialet fandt vi, at de unge har et stort ønske om at få indflydelse på deres efterværnsforløb, og hvilken støtte de får. De unge ytrer, at medindflydelse kan være med til at give dem en følelse af kontrol og vished i overgangen til voksenlivet. For at de unge kan vurdere, hvilken støtte de ønsker, forudsætter det, at de bliver oplyst om deres rettigheder. Samtlige af de unge, vi talte med, ønskede derfor også et kendskab hertil.

Flere fortalte dog, at de ikke blev oplyst tilstrækkeligt om deres rettigheder, og hvilke støtteformer der var mulige at søge. Det kan gøre det svært for de unge at definere deres støttebehov, hvis de ikke ved, hvilke muligheder der er. Vi så hos to af de unge, at de begge endte med at afbryde deres efterværnsforløb, fordi de ikke følte, de fik tilbudt den hjælp, de havde brug for. Det kan også ses som et udtryk for at forsøge at genvinde noget kontrol over egne vilkår og handlemuligheder.

De unge fortalte alle, hvordan fagpersonernes indsigt i deres støttebehov havde haft en positiv indflydelse på deres oplevelse af overgangen til voksenlivet. En af de unge fortalte, hvordan hun efter flere svære år med misbrug oplevede, at hendes sagsbehandler havde større indsigt i hendes støttebehov, end hun selv havde. Hun fik nemlig tilbudt et udviklingsforløb, der hjalp hende på rette spor.

De unge beskrev også, hvordan det ikke blot er fagpersonernes indsigt i støttebehovet, der har betydning, men at graden af inddragelse også spiller en rolle. I denne sammenhæng fortalte de unge om oplevelser, hvor de både var blevet over- og underinddraget i forbindelse med deres forløb og konsekvenserne af dette. En af de unge beskrev, at hun besluttede sig for at afbryde sit forløb i en periode, hvor hun havde det svært, da hun ikke kunne overskue det og hellere ville klare sig selv. Sagsbehandleren bakkede op om beslutningen, hvilket kan indikere, at hun ikke havde tilstrækkelig indsigt i den unges støttebehov. Det vidner altså om, at den unges inddragelse ikke må stå alene og altid kalder på sagsbehandlerens faglige vurdering og indsigt.

Implikationer for praksis

Vores speciale giver et indblik i, hvilke aspekter af ungestøtte, der kan skabe en mere tryg overgang til voksenlivet, og hvilke aspekter der med fordel kan forbedres. Sagsbehandlere bør eksempelvis oplyse de unge om deres rettigheder, og de unge bør inddrages i beslutningerne om deres støtte – dog uden at de får tildelt et for stort ansvar, da det altid vil være fagpersonernes ansvar at opnå den nødvendige indsigt i de unges støttebehov.

Set i et større perspektiv får vi dog øje på nogle utilstrækkeligheder i den lovgivning, der ellers har til formål at værne om tidligere anbragte unge. Aktuelt har de unge nemlig blot krav på at få vurderet, om de kan få ungestøtte, men ikke krav på rent faktisk at få det tildelt. I praksis varierer antallet af unge, der får tilbudt ungestøtte fra 12-100 % på tværs af kommuner (PwC, 2022), hvilket kan skyldes, at der i nuværende lovgivning er plads til fortolkning.

Foreningen De Anbragtes Vilkår og flere af de unge, der medvirker i vores speciale, mener, at det burde være en rettighed for alle tidligere anbragte at modtage ungestøtte fra det 18. år. Det vil kunne mindske utrygheden for de sårbare unge i overgangen til voksenlivet, da de derved ikke behøver at bekymre sig om, hvorvidt de får tilbudt støtten. På længere sigt vil det desuden kunne modvirke de kedelige statistikker omkring ledighed, hjemløshed og kriminalitet forbundet med de tidligere anbragte, der ikke har modtaget tilstrækkelig støtte. Det er med andre ord en langsigtet investering, vi ikke har råd til at undlade.

Hvordan fik I idéen til jeres speciale?

Cecilie Grimm Thomsen: Vi havde begge lyst til at skrive speciale inden for børne- og ungeområdet og er også begge optagede af mennesker, der befinder sig i en social udsat position. Derudover havde vi et ønske om at skrive inden for et område, hvor vi kunne bruge kritisk psykologi som teori. Ved at skrive om efterværn kunne vi vinge alle tre ting af.

Jens Christian Helmer Mørck: Jeg havde desuden været i praktik på et døgnåbent børne- og ungehjem. Her fik jeg et indblik i og en fornemmelse af, hvor meget der er på spil for de unge, når det handler om efterværn, og hvor svært det kan være at få den rette hjælp.

Hvad fandt I ud af?

Cecilie Grimm Thomsen: Helt grundlæggende fandt vi, at hvis den unge får tilbudt en støtte, der er afstemt efter egne behov, så vil det ofte kunne facilitere en bedre overgang til voksenlivet, der er præget af stabilitet og vished. Det flugter godt med fund gjort i tidligere forskning. Får de unge derimod ikke den nødvendige støtte, kunne vi se, at overgangen i højere grad blev præget af en uvished om fremtiden og følelsen af svigt.

Jens Christian Helmer Mørck: Qua vores interviews med de unge fandt vi også ud af, at der hersker meget stigmatisering og mange fordomme om efterværn. En af de unge havde fx været ude at se på en lejlighed, men endte med at få afslag på boligen. Begrundelsen fra udlejer var, at han ikke brød sig om, at vedkommende tilhørte den kategori af unge, der havde været anbragt. Det er en meget tydelig stigmatisering og netop den slags, som de unge får et stort behov for at frigøre sig fra. De ser selv den ubalance, der hersker i forhold til andre unge.

Hvad har overrasket jer i forbindelse med jeres speciale?

Jens Christian Helmer Mørck: Vi havde regnet med, at det kunne blive udfordrende at få adgang til de unge, fordi det er en sårbar gruppe. Men vi blev begge overraskede over, hvor svært det viste sig at blive. Vi var der, hvor vi på et tidspunkt blev i tvivl om, hvorvidt vi overhovedet kunne lave specialet. Vi prøvede at rekruttere informanter pålere forskellige måder, inden det lykkedes. Det var først, da vi havde fået en fod indenfor hos de første unge, at det åbnede for, at vi kunne få adgang til flere ad den vej.

Cecilie Grimm Thomsen: Undervejs i vores research blev vi overraskede over at opdage, at det ifølge en tidligere undersøgelse af Deloitte er 20 procent af de unge, der er i målgruppen for at modtage efterværn, som afvises, da deres støttebehov vurderes at række ud over, hvad der kan imødekommes med efterværnet. I stedet henvises de til en støtteforanstaltning på voksenområdet, hvor det dog i praksis viser sig, at de ikke kan få tilbudt lige så intensiv støtte som gennem efterværnet.

Tror I, at jeres speciale vil få betydning for jeres virke som psykologer?

Jens Christian Helmer Mørck: Jeg kunne godt tænke mig at fortsætte med at arbejde med børn og unge, der befinder sig i en sårbar situation. At jeg nu har søgt og fået ansættelse i PPR er helt sikkert motiveret af, at vi i vores speciale så, hvor ødelæggende det kan være for unge ikke at få den rette støtte.

Cecilie Grimm Thomsen: Jeg har ligesom Jens Christian søgt og fået stilling i PPR, fordi det føles meningsfuldt at arbejde forebyggende med sårbare børn og unge. Vi har fået et indblik i, hvor store konsekvenser det kan få for unge, der ikke er blevet støttet tilstrækkeligt, og jeg ønsker derfor netop at bidrage med hensigtsmæssig støtte, så problematikkerne mindskes fremfor at vokse. På sigt kunne jeg godt tænke mig at specialisere mig yderligere inden for området for børn og unge – måske endda i klinisk praksis.