”Du er fed og grim”! Denne eller lignende selvkritiske kommentarer lyder dagligt i hovedet på op mod 94 pct. af de godt 75.000 danskere, som ifølge Psykiatrifonden lever med en spiseforstyrrelse. De oplever at have en indre kritiker, en spiseforstyrrelsesstemme, som kommer med negative kommentarer om deres vægt og udseende og opfordrer til bl.a. at kaste op.
I et aktuelt forskningsstudie, Dialogue, undersøger psykologer fra VIRTU Research Group under Region Hovedstadens Psykiatri, om virtual reality (VR)-terapi kan hjælpe mennesker med en spiseforstyrrelse til at håndtere spiseforstyrrelsesstemmen og dermed spille en rolle i et behandlingsforløb.
– Deltagerne i studiet får mulighed for at gå i dialog med spiseforstyrrelsesstemmen, så de kan ændre forholdet til den, få den til at fylde mindre i hverdagen og ændre den magtdynamik, der er mellem dem og stemmen, så de kan opleve en større grad af frihed i hverdagen, forklarer psykolog og ph.d.-studerende Nina Kappel Hansen.
Sammen med psykologerne Tina Højsgaard Tinglef og Emma Slebsager Ries er hun i gang med inklusionsfasen af studiet. Det betyder, at de første deltagere allerede har gennemført projektets syv terapisessioner, og flere deltagere vil i den kommende tid få deres gang i forskningsenhedens lokaler på fjerde sal på Gentofte Hospital.
Forskellen på VR-terapi og øvrig samtaleterapi er først og fremmest de VR-briller og den controller, der ligger på bordet i Tina Højgaard Tinglefs trange kontor. Via et program på sin computer kan hun skabe et billede på VR-brillens skærm af en dagligstue, hvor en personlignende figur – en avatar – sidder ved et bord i den fjerneste ende af rummet. Er deltageren indforstået med det, kan hun undervejs i sessionen rykke avataren tættere på.
Tina Højgaard Tinglef og deltageren designer sammen avataren, så den ligner og lyder som den spiseforstyrrelsesstemme, deltageren oplever. Det betyder, at alt fra køn, alder, hudfarve, ansigtsform, frisure, hårfarve, farve på øjne, øjenvipper og bryn til stemmens dybde og styrke kan ændres.
– Første session er udgangspunktet for terapien. Her bruger vi meget tid på at finde ud af, hvilken type spiseforstyrrelse der er tale om. Det, der skaber indlevelsen, er ikke kun, hvordan stemmen ser ud og lyder, men i høj grad også hvordan den taler, hvilke ord den bruger, og hvad den er vokset frem af, siger Tina Højgaard Tinglef.
Det er ikke kun de fysiske værktøjer, der gør VR-terapi til en anderledes terapiform. I terapisessionen spiller Tina Højgaard Tinglef med en computerforvrænget stemme rollen som spiseforstyrrelsesstemme, der ofte kommer med ligefremme og barske kommentarer. Undervejs kan hun også bryde ind med sin egen stemme og støtte deltageren, og hvis oplevelsen bliver for voldsom, kan deltageren med et enkelt klik på controlleren fjerne avataren.
– I starten er der meget fokus på at sætte spiseforstyrrelsen på plads, men jo længere vi kommer i forløbet, desto mere værdibaseret arbejder vi og prøver at lave en adskillelse mellem, hvad spiseforstyrrelsen vil, og hvad der er vigtigt for deltageren. De ting hænger ofte ikke sammen, så vi har fokus på, hvordan vi kan få en dialog i gang mellem de to sider hos deltageren, forklarer Tina Højgaard Tinglef.
VR-terapi er en oplevelsesbaseret terapiform, hvor deltageren oplever en situation og de følelser, der følger med her og nu, i stedet for at tale om situationen i en senere session. Det sker i begyndelsen i korte dialoger, hvor terapeuten og deltageren på forhånd har øvet, hvordan deltageren kan svare spiseforstyrrelsesstemmen, men med tiden bliver dialogen længere og mere kreativ. Deltageren er derfor på hårdt arbejde. Det samme gælder terapeuten.
– Som terapeut varetager man flere roller i rummet; man er almindelig terapeut, men også spiseforstyrrelsesstemme. I den rolle sidder man ofte og taler grimt til sine patienter, og det er jeg på ingen måde vant til, så det kræver en del overvindelse. Man skal også hele tiden være utrolig kreativ for at finde på, hvad stemmen vil sige. Det betyder, at man skal bruge sig selv som terapeut på nye måder, og det er både frustrerende og skræmmende, men også vildt spændende og berigende, understreger Tina Højgaard Tinglef.
En af dem, der har haft sin gang på Gentofte Hospital, er Christine Grønbech. I 15 år har hun haft en spiseforstyrrelse, og i lange perioder har hun kastet op 10-15 gange dagligt. Da hun første gang hørte om det nye studie, var hun ikke i tvivl: Det var netop en spiseforstyrrelsesstemme, hun hørte i sit hoved.
– Jeg har været i rigtig meget terapi, men det var første gang, jeg følte mig forstået. Jeg kan godt snakke med en terapeut om, hvor meget jeg spiste i går og love at spise et stykke rugbrød mere, for jeg har lært, hvordan jeg skal svare, og så behøver jeg ikke lave nogen ændringer. Men nu har jeg skullet stå ansigt til ansigt med min spiseforstyrrelse på en helt anden måde, end jeg nogensinde har skullet før og er blevet meget mere eksponeret i mine følelser, fortæller Christine Grønbech.
Hun har haft syv VR-sessioner sideløbende med et behandlingsforløb på Psykiatrisk Center Ballerup og har lært at navigere i de stemmer og meninger, hun hører, og skelne mellem, hvornår det er hende, og hvornår det er spiseforstyrrelsen, der taler.
– I starten syntes jeg, at det var umuligt at sige hende (spiseforstyrrelsesstemmen, red.) imod, og jeg kom kun gennem det ved at tænke, at det ikke var den rigtige spiseforstyrrelsesstemme, jeg svarede igen. Men jeg lærte, at der ikke sker noget ud over meget ubehag, og den følelse går over. Den største forskel var dog nok at opleve, at hun kan andet end at diktere – hun kan også snakkes med. Hun bruger tit fakta, fx at jeg har taget på, og her har jeg lært at bruge mine værdier til at svare igen, fx at mine børn synes, at det er lige meget, at jeg har taget på, men de synes ikke, at det er lige meget, om jeg skal bruge 20 minutter på at gå ud og kaste op og børste tænder og gøre rent. Det giver meget at vide, at jeg har magten, og at det ikke er hende, der dikterer mit liv.
I begyndelsen fandt denne dialog kun sted i terapilokalet, men i dag bruger Christine Grønbech værktøjerne i sin hverdag.
– VR’en har gjort, at jeg har kunnet øve og tage det med ud, hvor det tidligere er blevet i terapilokalet. Lige nu har jeg alt for meget om ørerne, og så kommer hun altid, fordi hun ved, at jeg ikke spiser hensigtsmæssigt og passer på mig selv. Men jeg har lært at have en dialog med hende om, hvordan vi kommer gennem denne periode uden at kaste al maden op, som var min gamle løsning. Og så forstår jeg også, hvorfor hun gør, som hun gør. Hun er ikke ond, hun har gjort nogle erfaringer tidligere i mit liv og siger de ting, hun gør, af misforstået omsorg.
Det er for tidligt at sige noget endeligt om effekten af Dialogue-studiet, men det indledende pilotstudie har vist lovende takter.
– Vi så et fald i spiseforstyrrelsessymptomer, og at spiseforstyrrelsen fik mindre magt i deltagernes liv. Derudover så vi, at deltagerne havde mindre tendens til at vurdere dem selv ud fra deres krop og kropsbillede og et drastisk fald i depressive symptomer, fortæller Nina Kappel Hansen.
Det billede kan Christine Grønbech genkende. Ud over at hun har skabt mere balance i forholdet til spiseforstyrrelsen og oplever færre symptomer, er hun ikke længere diagnosticeret med svær depression.
– Før handlede alt om kroppen. Hvis jeg tog 100 gram på, tænkte jeg, at der ikke var nogen grund til at være her. Det er en meget sort verden at gå i hele tiden, og det er nærmest uundgåeligt ikke at blive depressiv. Men den frihed, jeg oplever efter at have taget kontrollen, betyder, at mange af de depressive tanker har sluppet.
Ifølge forskerne er det eksternaliseringsøvelsen med at flytte spiseforstyrrelsen ud af hovedet og over i et andet væsen med sin egen krop og stemme, der viser sig virkningsfuld ved VR-terapi. Det betyder, at deltageren får en anden måde at forholde sig til og håndtere spiseforstyrrelsen på.
– I VR-terapi spiller vi også meget på: It’s real, but it’s not real. Man kan skabe noget, der virker virkeligt, men ikke er det. Med den bevidsthed kan man som deltager gå ind i det på en mere legende og modig måde, for der er ikke lige så meget på spil, når det ikke er virkeligt, siger Nina Kappel Hansen.
Dialogue-studiet begyndte i 2023 med et pilotstudie med 10 deltagere, og i 2024 tog forskerne hul på et randomiseret klinisk forsøg med 96 deltagere.
Her undersøger de effekten af en VR-intervention som et supplerende behandlingstilbud til mennesker med enten bulimi eller anoreksi.
Projektet er finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond og Region Hovedstadens Psykiatri. Det afsluttes i 2026.
Nina Kappel Hansen, uddannet psykolog i 2015. Har tidligere arbejdet hos bl.a. De Særlige Pladser under Psykiatrien Region Sjælland og på specialinstitutionen Skodsborg. Blev i 2023 ansat som ph.d.-studerende i VIRTU Research Group og på Københavns Universitet.
Tina Højsgaard Tinglef, uddannet psykolog i 2013. Har siden 2014 været ansat på Psykiatrisk Ambulatorium OPUS ved Region Hovedstadens Psykiatri, men har i øjeblikket orlov for at deltage i projekter i VIRTU Research Group.
Emma Slebsager Ries, uddannet psykolog i 2019. Har tidligere arbejdet hos Psykiatrisk Center Ballerup, inden hun i 2022 blev ansat i VIRTU Research Group.
Louise Birkedal Glenthøj, leder af Dialogue-projektet og forskningsleder i VIRTU Research Group og lektor på Københavns Universitet. Er uddannet specialpsykolog, specialist i psykoterapi, ph.d. og dr.med.
