Gerd Kvale og Bjarne Hansen har haft stor succes de seneste år med udviklingen af et fire dages program til behandling af OCD. De har blandt andet vist, at 90 % af patienterne opnår relevant og klinisk signifikante forandringer, hvoraf 70 % stadig er i recovery ved tre måneders opfølgning. Kernen i programmet er fokuseret og individuelt tilrettelagt eksponering med konstant motivation for at læne sig ind i angsten i stedet for at flygte, undgå eller forsøge at nedregulere angsten. Sammen med kolleger publicerede de for nyligt et ret opsigtsvækkende studie, hvor de behandlede 90 OCD patienter på 8 dage, og de blev sidste år vurderet af Time Magazine som to af de 50 mest vigtige personer inden for health care.

De har lige skrevet en fin lille bog, der opsummerer deres erfaringer i form af 101 gode råd og overvejelser, som de selv gerne ville haft, da de begyndte at arbejde med angst. Bogen er kun 136 sider lang og tager ikke lang tid at komme igennem – sådan ca. et par kopper kaffe i sofaen i klinikken. Stilen og tonen er uformel, men man fornemmer hurtigt, at selv om forfatterne er på slap line, ligger der grundighed og videnskabelighed til grund for hver en udtalelse.

Bogen er en samling guldkorn fra deres kliniske arbejde, og det er ingen hemmelighed, at de har stor tiltro til eksponering. Nu har jeg selv arbejdet mere end tolv år med kognitiv terapi og eksponering, så materialet er kendt. Men det er en fornøjelse at læse sådan et forsøg på at destillere terapiens virksomme såvel som uvirksomme elementer. Og som behandler er det altid en gave at få nye metaforer og små historier foræret, der illustrerer processerne i terapien, og som klienterne kan læne sig op ad, når de skal føre terapien ud i livet.

Længen af hvert enkelt af de 101 råd varierer fra fem linjer til halvanden side. Det giver ikke mening at gengive konkrete råd og tanker her, så jeg vil nøjes med at pege på nogle spørgsmål, der bliver berørt i bogen: Hvor stor vægt skal man lægge på forståelsen af årsagen til lidelsen for at skabe ændring? Kan alvorlige traumer stå i vejen for angstbehandling? Kan eksponering for angstsymptomer føre til dissociation? Hvor vigtigt er det for klienten at genkende og korrekt benævne følelser? Hvilken plads skal diagnostik og diagnoser have? Ved tilstedeværelsen af flere angstlidelser, hvilken skal man behandle først? Hvordan forholder man sig til depression, som i de fleste tilfælde er en del af symptombilledet, og hvad behandler man først? Er det hensigtsmæssigt at arbejde med eksponeringshierarkier? Hvordan arbejder man med angst ved psykoselidelser?

Kvale og Hansen tager også et opgør med den klassiske psykologbehandling, hvor man mødes 45 minutter på psykologens kontor en gang om ugen eller hver fjortende dag. Man skal ud og træne sammen med klienten, der, hvor angsten udspiller sig. Men de lægger samtidigt stor vægt på, at det at bevæge sig ud af terapilokalet, stiller strenge krav til psykologens professionalisme.

Kvale og Hansen skriver enkelt og med fokus på konkrete take-home messages, men de beskriver heldigvis også den kompleksitet, som vi ser i klinikken. For eksempel, at klienterne ofte har flere angstlidelser samtidigt, at de har depressive symptomer og smerter, og at de ikke sjældent kan have en dependent eller evasiv personlighedsproblematik. Samtidigt kan stor undgåelse og afhængighed i forbindelse med angstlidelser ofte forveksles med nævnte personlighedsforstyrrelser og dermed overdiagnosticeres. De peger derfor på vigtigheden af grundig diagnostik og specifik behandling, men understreger, at folk ikke kommer til os med diagnoser – ”de kommer med liv”. Behandlingen må skræddersys den enkelte, og en detaljeret analyse af den fysiske og mentale undgåelsesadfærd er ofte en god vejviser for, hvor behandling og eksponering skal sættes ind. ”Djævlen ligger i detaljen”.

Bogen er først og fremmest en bog til psykologer og dem, der arbejder med angst, men jeg vil også anbefale bogen til folk, der selv lider af angst eller er pårørende. Det vil give en større forståelse for, hvorfor psykologen planlægger terapien, som han eller hun gør, og hvordan man kan støtte op om dette. Bogen understreger vigtigheden af eksponering som noget af det mest virksomme i angstbehandlingen og kan være med til at motivere én til at udsætte sig for det, man frygter allermest.

Af Jens Einar Jansen, psykolog, ph.d., specialist i psykoterapi, specialpsykolog i psykiatri
www.metacognition.dk

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge