”Det er nødvendigt at anderkende, at barnets livshistorie lige fra fødslen – fra begyndelsen af barnets livsbane – udfolder sig i et komplekst samspil mellem personlige relationer, erfaringer og følelser. (…) En vellykket brobygning gør det muligt for barnet at opleve den sammenhæng, der er så afgørende for at opleve kontinuitet i hele den samlede livshistorie. (Gravesen & Chebotareva, 2015, s. 19 og 98).

Med dette citat starter den velskrevne og yderst relevante bog, der omhandler, hvordan fagfolk og forældre kan støtte et barn i overgangen mellem to livsverdener. Hvad enten det er ved adoption, anbringelse i en plejefamilie, på et behandlingshjem eller genforening med biologiske forældre. Blot et blik på indholdsfortegnelsen, giver læseren indtryk af, hvor kompleks brobygningen imellem et barns ophav og dets nye hjem er. Allerede her bliver vi indviet i forfatternes budskab om, hvor mange afgørende trin i rejsen fra et barns tilværelse til en anden, der bør være, samt hvor stort et ansvar, vi har, for at give barnet de bedste betingelser i overgangsprocessen.

I bogens første del, der fokuserer på den praktiske del af processen, bliver forældrene og fagpersonen taget i hånden på barnets rejse lige fra ”Adoptivforældrenes indledende forberedelser” (kap 1) til ”Ankomsten til det nye hjem” (kap 6). En af de særlige styrker ved bogen er, at man som læser får følelsen af, at det er barnet, der tager os i hånden og fortæller helt ned i detaljen hvordan vi, på den mest nænsomme vis, kan støtte, rumme og hjælpe det igennem overgangen fra en relation og livsverden til en anden. Det er detaljer, der for forældrene eller fagpersonen uden kendskab til området ofte ikke ville have været medtænkt som så betydningsfulde og afgørende, som de er. Detaljer som at huske et tæppe som man kan lægge om barnet og dermed både skærme det ved ikke at give det kropskontakt samtidig med at give det tryghed, at huske at synge den samme sang for barnet ved de første møder, og at barnets grænser respekteres ved fx ikke skifte barnets tøj den første tid eller bade det lige efter ankomsten til det nye hjem.

I bogens anden del slipper barnet vores hånd, og vi bliver i stedet ledt af nogle af tilknytningsteoriens tunge teoretikere som Bowlby, Winnicot, Stern og den franske børnepsykoanalytiker Eliachef, som inddrages til at belyse vigtigheden af, at der både værnes om barnets tidligere relationer samt etableres en ny tilknytningsrelation. Man må derfor ikke forvente, at det er en bog, der bidrager med den nyeste forskning inden for området eller diskuterer forskellige teoretiske aspekter. Teorierne bliver derimod præsenteret på en måde således, at de bliver vedkommende for fx forælderen eller plejefamilien, så der ikke opstår den kløft, som desværre for ofte opstår imellem teori og praksis. Det er, som forfatterne understreger, en håndbog, som vi har med os i planlægningen af processen, hvor spørgsmål og tvivl dukker op: Hvilke rammer skal der være for det første møde, så barnets grænser ikke overskrides? Hvornår må man tage fysisk kontakt til barnet? Hvordan skal man støtte barnet i mødet med familiemedlemmerne i lufthavnen? Skal de over hovedet være der? Hvis man ønsker dybere teoretiske indsigt, er der fine henvisninger efter hvert teoretisk kapitel.

Bogen vejleder og rådgiver fagfolkene og forældrene på fagligt dygtig vis, og man får som psykolog med erfaring inden for området et håb om, at alle, der er involverede i et barns overgangsproces, læser denne bog og har den in mente i hele processen: Når sætningerne til barnet om dets situation formuleres. Når forældrene skal håndtere det brændende ønske om at række ud efter barnet under det første møde. Når de helt spæde skridt imod en tilknytningsrelation til barnets nye primære omsorgspersoner etableres.

Med denne bog i hånden vil man med John Bowlbys ord være ”de større, stærkere og klogere” og ikke lade gode intentioner, fremtidsdrømme (forældrenes) og manglende viden konstruere broen på en måde, hvorved der er risiko for, at barnets behov overses. I stedet hjælper bogen med til at ”(…) de kommende omsorgspersoner i denne proces gør sig umage for at anderkende, respektere og beskytte barnets livshistorie” (Gravesen & Chebotareva, 2015 s. 22-23), samt at ”være barnets forkæmpere og insistere på barnets ret til at blive behandlet ordentligt og omsorgsfuldt i alle situationer. Det er den eneste hvorpå vi kan sikre at barnets stemme bliver hørt, og at barnets behov respekteres i overgangsforløbet”( Gravesen & Chebotareva, 2015 s. 17).

Af Rie Krondorf von Wowern, cand.psych.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge