Hvornår opstår ”barndom” som et begreb? Det spørgsmål har optaget historikere, arkæologer, etnografer og psykologer i adskillige år. En række værker har givet deres bud, bl.a. et meget omtalt og indflydelsesrigt af den franske historiker Phillipe Aries i 1960erne. Han daterede barndommens opståen til den sene middelalder. Efterfølgende er han blevet imødegået og korrigeret af andre forskere, der påviste at barndommen ikke opstår som sådan, men gradvis udvikles, bl.a. ved at kæmpe sig fri af voksenlivets krav om arbejde og deltagelse i gøremål fra tidlig alder. Børn har imidlertid altid skulle beskyttes i deres første år – alene for at overleve. Derfor må der have været en vis opfattelse af et menneskes først livsfase: ”barndommen” – og af børn – også i de historiske perioder, hvor der ikke foreligger skriftlige eller andre kilder, der udtrykker sig herom. Men hvor tidligt historisk set kan man i den vestlige verden konstatere en sådan opfattelse – og hvordan opfattes så børn?

Selve udforskningen af barndom i historisk fjerne perioder kræver en tværvidenskabelig tilgang, hvis der skal bygges bro mellem historisk og arkæologisk viden – og forståelse af børn og dermed psykologisk viden. Det er her værket af Sommer & Sommer bidrager med en spændende ny tilgang, de kalder en ”udviklingsmæssig barndomsarkæologisk tilgang”. Den fremlægges i kapitel 1, og den er bogen igennem grundlag for analysen.

Forskerne koncentrerer sig om den klassiske græske kultur i perioden 480-300 f.kr. og geografisk afgrænset til Attika. Her bygger de i deres forskning på materialer om børn som fx gravsteler, gravgaver, offergaver, relieffer, vasemalerier og fundne genstande – og inddrager tekster, hvor det er muligt. Resultatet, de når frem til, er, at barndommen klart eksisterede som forestilling i det klassiske Grækenland, børn var en realitet, der skulle ydes omsorg, børn blev socialiseret, de fik legetøj – i det hele taget var børn en vigtig del af kulturen, og som sådan havde man også en opfattelse af barndommen som en særlig periode.

Det spændende og yderst interessante i tilgangen er netop dens karakter af tværvidenskabelig forskning, hvor ny udviklingspsykologisk teoridannelse er grundlag for tolkningen af arkæologiske genstande og ikonografisk materiale. Her opstiller forskerne en særlig tværvidenskabelig model, hvor begrebet ”barndom” så at sige er brobygningen mellem på den ene side psykologi – på den anden side arkæologi. De er bevidste om, at der ikke kun er én barndom, der er flere – og de er i kraft af kilderne henvist til overklassens og elitens opfattelse af barndom. Og her koncentrerer de sig om børn op til 6-7 års alderen.

Modellen, der anvendes i analysen, er kontekstuel, og der gøres fyldigt rede for den. Det indebærer en forståelse af genstande, at de har en funktion, tjener behov, er indlejret i sociale arenaer og har mening. Den kontekstuelle tilgang er en overordnet ramme, der udfyldes af mere konkrete og psykologiske tematiseringer – fx omsorg, socialisation og leg. Og der foretages der relevante præciseringer af trin i barnets tidlige udvikling – hos Hippocrates, Platon og Aristoteles og ud fra den græske materielle kultur.

Analysen er tværvidenskabelig på den måde, at forskerne ikke blot inddrager en bred psykologisk forståelse, der fx spænder over en række klassiske psykologiske teorier. De opstiller en model eller teori, der inddrager ny forståelse og herunder et nyt børnesyn, der anser barnet for aktivt og selvorganiserende i sin forholden sig til verden. Dion Sommers tidligere bidrag på det område er grundlaget for den tværvidenskabelige metodologi, der udvikles og anlægges i barndomsanalysen.

Styrken i en kontekstuel tilgang er at kunne inddrage træk fra en omgivende kultur i den psykologiske forståelse. En vasefigur med voksne og børn sammen kan tolkes i forskellig retning af arkæologer, hvor den kontekstuelle psykologisk baserede tolkning vil anlægge en tolkning, der ser hverdagsliv, børneomsorg, oplæring eller helligopdragelse som den ramme, der giver mening – og som dermed ud fra en videnskabelig tolkning kan sandsynliggøres. Der skal modellen stå sin prøve, og der udvikles tværvidenskaben som en selvstændig faglig tilgang.

Står den så sin prøve i bogens analyser? Det er der ikke megen tvivl om. En række afdækninger af konkrete ikonografiske materialer viser sig at få liv gennem den kontekstuelle analyse. Det gælder fx den græske familiegruppe, ”oikos”, og forekomsten af ”alloparenting” (multipel omsorg). Altså at mange voksne indgår i omsorgen og pasning af barnet – fra forældre, til søskende, slægtninge, tjenestefolk og slaver. Det gælder tidlig omsorg og amning, pottetræning, indsvøbning af spædbørn – og 3-4 års barnets mobilitet i forhold til sin omverden, forhold til søskende og den religiøse opdragelse. Kapitel 3 er helliget barnets leg og legetøj, her dokumenteres at børn i det klassiske Grækenland virkelig legede – og at selve legen indgik i opfattelsen af barndom. Børn dengang for 2.500 år siden havde dukker, de legede fantasilege, de havde legevogne og heste på hjul – de legede med deres hund eller andre kæledyr. Derfor er konklusionen i kapitel 3 også en understregning af, at børn var aktive medlemmer af den klassisk græske kultur, de indgik i husholdet, fik omsorg, var knyttet til moderen og andre voksne i familiegruppen – de indgik i ritualerne knyttet til helligdommen, og så legede de og havde legetøj. Der var børn i kulturen, og der var tydeligvis også en opfattelse af barndom, som forskerne kan identificere inden for udviklingspsykologiske og kontekstuelle rammer.

Bogen er diskuterende i sin fremlægning af tolkningerne, sætter dem ind i den diskurs, der er på området – og skaber dermed en validering af de indsigter, de når frem. Også derfor er bogen og dens metodiske tilgang banebrydende. Der er tale om analyser, der er gennemført med kompetent, vidende, internationalt udblik – og fremlagt velskrevet og interessevækkende. Vi har med Sommer & Sommers arbejde fået grundlag for en ny forståelse af, hvornår barndommen blev ”opdaget”. Det kan godt være, at efterfølgende århundreder glemte en forståelse af barndom eller at de materielle vilkår kom til at skygge for børns ret til at være børn. Men der lå en arv fra det klassiske Grækenland, som kunne genopdages. Og det blev den måske først helt op mod vores tid.

Af Per Schultz Jørgensen. Professor emeritus, dr. phil.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge