Antologien har til hensigt at se med kulturpsykologiske og dermed nye øjne på intervention og på forandrings-/udviklingsprocesser i den forbindelse – også for forandringsagenterne. Udgangspunktet er, at i en tiltagende globaliseret verden vil der være stigende behov for teorier, der kan tilbyde blikke på de processer, der folder sig ud i forbindelse med interkulturelle interventioner og møder i det hele taget. Blikket må derfor også rettes mod forandringsagenterne/de udstationerede.

Bogen er tænkt som en inspiration dels til forskere, der arbejder med migration og intervention, og dels til praktikere, der arbejder med intervention i en global sammenhæng og med de mennesker – og deres familier – der skal udstationeres i forbindelse med udviklingsprojekter, nødhjælps-arbejde og arbejde for virksomheder i udlandet.

Overordnet er bogen er delt i fire dele, hvor de to første dele har fokus på selve interventionens og forandringsprocessens kulturpsykologi, mens de sidste to fokuserer kulturpsykologiske perspektiver på de processer, der går i gang for interventionsagentenerne/ de udsendte og deres familier i forbindelse med udsendelsen og det kulturelle møde.

Det helt centrale og grundlæggende begrebsapparat er meningsskabelsesprocesser som omdrejningspunktet for udvikling og forandring. Alle forandringsprocesser – individuelle som sociale – ses som komplekse forhandlinger af mening ud fra såvel sociale og historiske betingelser, fra dialogiske, relationelle og kontekstuelle udvekslinger på flere niveauer og ikke mindst ud fra mikro-dynamiske processer på det helt konkrete plan. Meningsskabelsesprocesser gør det muligt, at en verden som løbende forandrer sig, kan forstås i mønstre, der er tilstrækkeligt genkendelige til at navigere i. I den optik ses kultur ikke som noget, man enten tilhører eller ikke tilhører, og dermed potentielt en forhindring i samarbejdet, men snarere som mulige fortrukne linjer af meningsskabelse, der tilbydes den enkelte.

Bogen forfølger to hovedområder, som fra et kulturpsykologisk perspektiv selvfølgelig er beslægtede, men også ret forskellige – og her føles det lidt som en familie, der er sammenbragt af ydre omstændigheder. Begge områder er fantastisk vigtige, men de kunne fortjene at blive fulgt op hver for sig.

I forhold til det ene tema – kulturpsykologiske perspektiver på interventionsprocesser – tilbyder bogen to vigtige pointer: For det første nødvendigheden af hele tiden at arbejde med at forstå de konkrete betingelser og de konkrete relationer for at kunne begribe skabe rammer for de meningsskabelsesprocesser, der går i gang. Og for det andet – og ikke mindst – vigtigheden af at have mindre fokus på analyse og input og langt mere fokus på, hvordan der bliver skabt mening om input. I den forbindelse bliver samskabelsen og selve måden, man arbejder sammen, helt central. Med Fini og Salvatores ord: Der skal flyttes fokus fra brændstof til motor.

Antologiens andet hovedtema er forandringsagenterne/ de udstationerede. Det er mit indtryk, at det ikke indtil nu er et emne, der har været særligt belyst i forskningen. Der er megen litteratur på migration i det hele taget, men ikke meget på denne midlertidige, til dels selvvalgte migrationsform.

I praksis har man mange steder arbejdet med udvælgelse og forberedelse af de udsendte – og måske også af deres familier. Der er ofte fokus på rekrutteringsprocessen – hvordan få fat i de rigtige mennesker. Og der kan være mere eller mindre velovervejede forberedelsesprogrammer. Artiklerne her (Især Schliewes artikel) har fokus på det komplicerede net af materielle og immaterielle faktorer, der giver mulighed for løbende at skabe og genforhandle mening i det liv og de udfordringer, man møder, og dermed for den forståelse og de fortællinger om udstationeringen, som bliver bragt med videre i livet. Det særlige her er blikket for de vilkår og relationer, der gør en løbende sense-making mulig.

Jeg har læst bogen med interesse fra flere vinkler. Selv er jeg forankret i det systemisk-narrative felt med den samme grundlæggende interesse for, hvordan vi kan arbejde sammen om processer og input, der gør forandring mulig.

Samtidigt læser jeg også bogen fra en vinkel som tidligere ’expatriate’ i flere omgange. Jeg færdes i kredse, hvor kvaliteten og mulighederne i interventioner på tværs af kulturer ofte undersøges, jeg har selv haft positioner om hhv. den udsendte forandringsagent og den ’medfølgende ægtefælle’ til den udsendte.

Bogens artikler dækker tilsammen en række forskellige områder inden for feltet, og det er min vurdering, at deres forskellige indhold vil være af interesse for psykologer, der arbejder inden for ret forskellige områder  som uddannelse og udsendelse af internationale arbejdere, planlægning og gennemførelse af interkulturelle processer osv. En kort gennemgang af de enkelte artiklers emneområder er at finde nedenfor.

Samlet er det en antologi med masser af spændende stof, som har potentiale til mange flere undersøgelser, og som bibringer varierede pointer til mange delområder inden for feltet.

Det er samtidigt en bog med stor faglig tyngde og har uden tvivl meget at tilbyde forskningsfeltet for begge hovedområder.

Og netop fordi det er vigtige områder, kunne det være mit ønske, at der også kommer udgaver på dansk og i en form, der ikke kun henvender sig til det akademiske miljø. Det må blive næste skridt.

Alt i alt – spændende læsning!

Bogens artikler:

Del 1 indledes med to artikler om intervention:

Mosgaard: ’Therapy as Anthropolog’ anskuer terapi som pr. definition en kulturel intervention: Mødet med hver ny klient er et møde med en ny kultur. Og herudfra ses der nærmere på forståelsen af terapi som kulturel praksis, hvor man som terapeut må lytte, undre sig og prøve at forstå.

Herefter Fini og Salvatores artikel ’The Fuel and the Engine: A General Semio-Cultural Psychological Framework for Social Intervention’, hvor de argumenterer for at interessere sig mindre for brændstoffet, dvs. inputtet i forandringsprocessen, og mere for den motor, som udvikling består af, nemlig selve meningsskabelsesprocessen. De ser megen udviklingsstrategi som et en analyse af modtageren og dennes forståelse, en tilførsel af ressourcer/vidensinput og forventning om effekt. I stedet beskrives udvikling som en øget ’semiotisk variabilitet’ – noget i retningen af et øget repertoire til at forstå flere ting i relation til hinanden – hvilket kræver en større interesse for samskabelsesprocessen.

Del 2 tilbyder en række eksempler på interventioner:

Joerchel & Dietrich: ’Homes as Interventions Forms’ ser på forståelsesformer rundt omkring det at skabe sig et hjem og føle sig hjemme, det at arbejde i andres hjem, og de sætter det i relation til et konkret projekt for psykisk syge.

Mohammed: ‘Psycho-social intervention in the Context of Forced Migration: Empowerment and Social Action’ ser kritisk på hvordan et fokus på traumeterapi kan reducere udfordringerne til noget med psykisk og fysisk helse, og dermed komme til at skygge for de afhængigheds- og afmagtspositioner flygtningene samtidigt tilbydes.

De Casas & Berliner: ‘A Culture of Peace: Social Action Learning and Peace-Building in Mexico Through the Educational System’. Erfaringerne fra undervisningsprojekt, der skal fremme fredskultur i områder, hvor vold er fremherskende, peger på selve undervisningsprocessen som det centrale: En dialogisk, understøttende og lyttende samarbejdsform er det, der gør forskellen.

Bertholdo & Guimaraes: Amerindian Support Network diskuterer udfordringer og muligheder i et kollaborativt samarbejde mellem akademisk miljø og oprindelige folk, hvor magtforhold og tidligere erfaringer med samarbejde med forskere er mulige hindringer.

Mangone: The Reconstruction of a New System of Needs after a Post-War Emergency’ programmer der efter borgerkrig har til hensigt at fremme inter-etnisk arbejdsopgaver og derigennem dialog. Erfaringerne peger på hjælpearbejderens fokus som bl.a. det at skabe (samarbejds-)processer, der kan reducere konflikter.

Del 3 har fokus på de udstationerede (global mobil agents) som modtagere af interventioner:

Singla & Mubanda Rasmussen: ‘Global Health Intervention from North to South: (Academic) Preparation of Students’ beskriver og reflekterer over erfaringerne fra et undervisningsforløb, der har til formål at forberede studerende, der potentielt skal arbejde internationalt indenfor sundhedsområdet, til selvrefleksion og udvikling af praksis-forholdemåder.

Savinetti:’ Industrial Citizenship and International Mobility: Employer’s Interventions into the State of Welfare of Danish and Finnish ‘Expats’ in India’ har undersøgt udsendtes oplevelse af deres hverdagslivsbetingelser, når arbejdsgiveren har ansvaret for forhold som bolig, sundhedsforsikring og ’kultur-træning’.

Levitan, Zittoun & Cangia: Relocation Services for Families in Geographical Itinerancy: Beyond the ‘Cultural’ Problem’ En voksende mængde af agencies i Schweiz tilbyder service og interkulturel træning i forbindelse med arbejdsplads-migration. Artiklen ser på paradokser og underliggende antagelser i arbejdet.

Del 4 ser på de udstationeredes oplevelse af deres hverdagsliv og udviklingsmuligheder.

Schliewe: ’The Mobile Life-World Map: A Dialogical Tool for Understanding Expatriates’ påpeger, at integration ind i værtssamfundet er komplekst, og at manglende integration ikke skal forstås som resultat af individuelle træk eller et selvvalgt (post-kolonialt) ønske om at holde sig for sig selv. Der tilbydes et dialogisk redskab til at undersøge, hvordan lokale betingelser, tidligere erfaringer og position m.v. indgår i den enkeltes meningsskabelsesproces.

Beckstead: Strangers in Foreign Lands: Entering the Missionary Field tager livtag med almindelige forståelser af missionæren som en kolonialismens agent og ser gennem forskellige begreber, bl.a. Turners liminalitetsbegreb, på positioner som den ligeværdige fremmede, der skal være der længe, lære sig det lokale sprog og integreres så meget som muligt.

Gritti beskriver i Identity Negotiation Across Cultures: A Case Study of International Women Aid Workers hvorledes køn, race og klasse giver muligheder for hvide mandlige hjælpearbejdere, mens det synes at give en mere flertydig og kompleks situation for de kvindelige, som betyder et vedvarende fokus på strategier til at færdes i magthierarkierne for at kunne beholde en fornemmelse af personlig integritet.

Grover stiller spørgsmålet ‘Who is an Expatriate? Euro-American Identities, Race and Integration in Postcolonial India’ og ser – med udgangspunkt i New Delhi, som huser store mængder mennesker fra andre lande – på de forskellige måder (og underliggende forståelser) mennesker ser sig selv som expatriates – eller netop ikke.

Scott Breslin: Here to Stay. How Relationships, Results and Grit Characterize Exemplary International Aid Workers. Artiklen påpeger bl.a. hvorledes konflikter mellem hjælpearbejdere opleves som et større problem end mange andre (bl.a. interkulturelle) udfordringer.

Af Dorte Nissen, cand.pæd.psych.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge