Forfatterne Marianne Bentzen og Susan Hart har i samarbejde med illustrator Kim Hagen Jensen lavet en lille perle af en billedbog, der har til hensigt at formidle en grundforståelse til læseren omkring menneskets udviklingen og identitet som et socialt væsen.

Denne bog beskriver barnets forskellige faser opdelt i aldersgrupper og den dertilhørende biologisk drevne kapacitet for samspil og udviklingen af sociale kompetencer. Betydningen af tilknytning, status og gruppedynamik gennemgås også i bogen som væsentlige parametre i identitetsdannelse.

Et lille guldkorn i bogen er, at den ikke blot beskriver udviklingen, men også beskriver de ting, som optimalt skal være til stede i et læringsmiljø for at skabe potentiale for udvikling af de sociale kompetencer i samspillet – samt hvilke faktorer, der kan forhindre.

Bogen lever op til sin titel som billedbog, idet den er fyldt med illustrationer af situationer, der understreger forfatternes forklaringer og pointer og giver læseren et tydeligt billede af, hvordan en beskreven situation kunne se ud. Dette visuelle virkemiddel virker forbavsende godt og er en gave til læseren ift. at ”se for sig,” hvad forfatterne forsøger at beskrive med ord.

Det er en bog med basal information om udviklingspsykologi, som egner sig utrolig godt til psykologistuderende, men også andre faggrupper der interessere sig for udviklingspsykologi – og formidlingen, med brug af de skønne illustrationer, er så effektiv, at man må håbe, at den kommer på pensum for faggrupper, der arbejder med børn og unge.

Ligeledes er det en bog, der til den erfarne psykolog, socialrådgiver, pædagog og lære kan give inspiration til, hvordan svært stof formidles på en klar og letforståelig måde, som med de mange illustrationer kan bruges til at undervise tværfagligt personale/forældregrupper m.m.

Bogen giver et godt fundament for basisforståelse og er tænkt som et kort effektivt oprids, og derfor bliver bogens svaghed selvfølgelig også, at den må forsimple. Denne læsers oplevelse var desuden også, at bogen sluttede lidt for brat, hvor afsnittet om mentalisering kunne have været uddybet mere. Man kan håbe, at det er fordi, at der er endnu en billedbog på vej.

Bogen kan læses og forstås uafhængig af bog nr. 1 (denne læser har ikke læst bog nr. 1) og kan varmt anbefales til alle, der træder ind i det psykologiske felt til grundforståelse.

Af Gitte Sommer Harboe, psykolog

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge