Dyr, der er som os lægger både i sin titel og i sit forsidebillede op til, at læseren tages på vandring i komparativ psykologi, altså studiet af menneskers og dyrs psykologi i sammenligning. Da jeg selv har en særinteresse i evolutionær psykologi, var det med en vis begejstring i hjertet, at jeg gav mig til at læse forordet for at se nærmere på forfatterens vinkling. Men begejstringen blev hurtigt afløst af forvirring. Jeg måtte simpelthen læse forordet flere på hinanden følgende gange for at være helt sikker på, at der ikke var tale om en ny – og for mig ukendt – form for spoken word. Den ene løsrevne idé og sætning afløser den næste, og det er desværre kendetegnende for bogens sprog som sådan. Der optræder talrige slå- og tastfejl, hvilket er en givet risiko, når man selvudgiver. Det er så meget desto mere problematisk for en bog, der i forvejen har svært ved at holde den røde tråd, som læseren ellers loves i forordets første sætning.

Genremæssigt spænder Dyr, der er som os vidt fra zoologi, komparativ psykologi, religion, moralisme, kognition, biologi, og meget, meget mere. Jeg tøver med at kategorisere den som faglitteratur, for der dur den ganske enkelt ikke. Forfatteren anvender da henvisninger igennem bogen, men udpræget sporadisk og selektivt. Samtidig præges mange afsnit af det, jeg må betegne som forfatterens egen agenda, som fx første kapitels rodede underafsnit om jalousi. Når man revser, må man også være konkret, og følgende tekststykke illustrerer fint pointen:

“Nogle påstår, at den jaloux ser spøgelser. Man mener, at det hører fortiden til, og ser bort fra, hvad der foregår her og nu. Det er således en måde, at fjerne fokus fra den egentlige konflikt. Afledningsmanøvren gør det til noget indre. Der benægtes til sidste blodsdråbe, men privat-detektiver fortæller, at de finder bevis i de fleste tilfælde, hvor der er mistanke.” Dyr, der er som os, s. 24.

Det udspecificeres aldrig, hvad det forvildede pronomen “det” henviser til, men man må antage, at det drejer sig om en form for utroskab. Detektiv-argumentet bakkes aldrig op af nogen henvisning, og hele afsnittet bærer mere præg af forfatterens meninger og holdninger end af en fagperson, der med sin viden forsøger at gøre læseren klogere. Også dette er kendetegnende for flere af bogens afsnit.

Folmer Sørensen tager afsæt i mange forskellige kilder, når han fortæller om dyreverdenen, og allestedsnærværende i Dyr, der er som os er BBC’s dyreprogrammer. Jeg ved derfor – efter endt gennemlæsning af bogen – meget om, hvad forfatteren har set i TV, og også meget om, hvad han mener om det, han har set. Jeg er dog ikke meget klogere på, hvordan vi mennesker er som dyr, eller hvordan dyr er som mennesker. Det til trods for at forfatteren nogle gange er meget eksplicit i sine holdninger til sin egen arts adfærdstendenser som på side 120, hvor han skriver:

“Dyrenes sammenhold står i skærende kontrast til noget af det, der sker i vort samfund i dag, hvor mange er ligeglade med andre. De andre glider forbi et sted i kanten af synsfeltet ude af fokus.”

Dette kunne måske lige gå an som en statusopdatering på Facebook, som man ville give et ureflekteret “hmm” med på vejen. Men i en bog, der på bagsiden gør opmærksom på, at forfatteren er autoriseret psykolog, er det simpelthen alt for forsimplet. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Folmer Sørensen er meget glad for dyr, men jeg har flere gange i margen på hans bog slet og ret skrevet “What!?”, hvor den ene hovedløse spekulation eller lommefilosofiske betragtning erstatter den anden, som det er tilfældet i ovenstående uddrag og hele dets tilhørende afsnit.

Hvis man skal sige noget positivt om bogen, er der valgt nogle spændende billeder til bogen, der optræder med en håndfuld siders mellemrum. Desværre er ingen af billederne forsynet med akkreditering til deres ophav. En hurtig Google-søgning fandt fx, at bogens sidste billede af en gnaver, som dufter til en gul blomst, tilhører den hollandske fotograf Dick van Duijn. Om forfatteren har indhentet tilladelse (men bare glemt at bringe den) skal jeg lade stå hen i det uvisse, men det bestyrker ideen om et uigennemført og sjusket arbejde.

Bogen slutter lige så mærkværdigt, som den startede. Af årsager, som er denne anmelder ubegribelige, er den sidste tekstbærende side forsynet med et billede af fire personer, der går gennem en mark, hvoraf to er klædt ud som engle. I bogens sidste afsnit står: “Vi er forbundet gennem tiden. Før var der også de reaktioner. Som et kor af stemmer fra fortiden lyder følelserne over skuldrene på skikkelsen, der lader sine følelse ske på vej mod sit livs opgave”. Jeg har simpelthen ingen idé om, hvad Peter Folmer Sørensens opgave er med denne bog, og der må erkendes at være en risiko for, at det netop er hos undertegnede, at fejlen ligger. Måske jeg overser en genistreg. Jeg tvivler på det, men det er muligt.

Dyr, der er som os vil gerne iscenesætte sig selv som en form for faglitteratur, både med henvisning til forfatterens uddannelse og ved anvendelsen af henvisninger direkte i brødteksten. Det kan den aldeles ikke bære, og jeg må på det kraftigste anbefale imod at læse den som så. Der er da nogle enkelte søde historier om dyr, der opfører sig menneske-agtigt og endda nogle, jeg ikke er stødt på før. I den henseende scorer bogen også lidt point. Underholdningsværdien må dog ses i lyset af bogens fejl og mangler, som i sig selv kunne udgøre en markant længere anmeldelse. Eventuelle vigtige pointer, der gemmer sig i de utallige ufærdige postulater, som bogen frembringer, forsvinder i mængden. Det er en skam, fordi selve bogens emne – menneskers og dyrs overlap og uligheder – er en værdifuld kilde til indsigt og forståelse for os mennesker. Men hvis dette falder i din smag, så læs hellere direkte fra “de store” inden for feltet, i stedet for at læse Folmer Sørensen fortolkninger af samme. Frans de Waal kan varmt anbefales, især Chimpanzee politics og The Age of Empathy.

 

Af Jonas Vennike Ditlevsen, psykolog

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge