I sin nye bog En mindre medisinsk psykiatri viderefører psykiater Trond F. Aarre sit tidligere forsøg fra år 2010, Manifest for psykisk helesevern, på at evaluere og nytænke psykiatrien i Norge.

Ifølge Aarre er norsk psykiatri på vej i stilstand, fordi sundhedsmyndighederne i Norge kommer med modstridende signaler i forhold til, hvordan vi skal forstå og hjælpe mennesker med psykiske lidelser. Han kalder det ”en helsepolitisk spagat”.

Valget står mellem at forstå psykiske lidelser som medicinske sygdomme, hvor årsagerne ligger hos individet, eller at gå i den modsatte retning. Selvom Aarre er psykiater, argumenterer han for, at det giver mere mening at anskue psykiske lidelser som naturlige reaktioner på et levet liv: ”For det er ikke i molekylene det gjør vondt, det er mellom mennesker”. Aarre viser i sin bog, hvordan psykiske lidelser er kontekstuelle fænomener og udtryk for normal variation.

På linje med fx den danske psykologiprofessor Svend Brinkmann viser Aarre en tendens i samfundet til sygeliggørelse af normalfænomener, såkaldt psykiatrisk inflation. Aarre understreger, hvor vigtigt det er, at psykiatrisk diagnostik altid sker med en bevidsthed om, at diagnoser på psykiske lidelser er filosofisk tvivlsomme og kan medføre alvorlige konsekvenser for den enkelte patient fx risiko for, at der sættes lighedstegn mellem diagnosen, og hvem patienten er.

Aarre peger på, hvordan fokus på effektivitet og standardisering, fx diagnosespecifikke såkaldte behandlingspakker, modarbejder og umuliggør virkeliggørelsen af de mange gode hensigter, som ledelsen af psykiatrien og politikerne roser sig af at være i besiddelse af. Fx at give mennesker med psykiske lidelser mere medbestemmelse og ansvar for egen behandling. Han forfægter behovet for tid, refleksion, gode diskussioner og udvikling af hjælpende relationer.

Aarre diskuterer, hvordan traditionel medicinsk behandling af psykiske lidelser i det store hele har slået fejl. Manglende effekt af behandlingen er omkostningskrævende og fører ofte til endnu mere behandling. Det er derfor klart, at behandlingen af psykiske lidelser ikke kan fortsætte som hidtil.

Aarre er ude i et politisk ærinde i forhold til at indrette psykiatrien, således at der bliver et større fokus på ægte tværfaglig behandling, udjævning af magtforhold mellem patienter og sundhedspersoner samt tilpasning til den enkelte patient med egne ønsker og behov. Herunder skal behandlingstilbud være tilgængeligt i flere timer i døgnet og kunne tilbydes hurtigt og effektivt også uden for hospitalsregi. Han argumenterer for, at det vil gøre behandlingen bedre samt få ressourcerne til at række meget længere.

Forslag om forandring kan møde stor modstand, som selvfølgelig kan skyldes såvel faglig uenighed, som at fagpolitiske interesser er truet. Aarre underkender ikke sin egen professions fagkundskaber, men underkender professionens dominans og privilegier i psykiatrien. Han mener fx ikke, at en psykiater altid skal stå med hovedansvaret for diagnosticering og behandlingsforløb. Andre faggrupper er også i stand til dette. I en sammenligning mellem læger og psykologer, skriver han sågar: ”Psykologer er kanskje litt bedre stilt i utgangspunktet. De har tross alt en lang utdannelse bak seg, og mye av den er rettet in mot at forstå folks sinnsliv”. Ifølge Aarre er det ikke vigtigt, hvem der gør ting, men hvad der bliver gjort. Dermed vrider Aarre sig løs af fagpolitiske indvendinger om, at det vil være en forringelse af behandlingens kvalitet, at flere professioner kom bedre i spil i psykiatrien, bare vi sørger for god oplæring, vejledning og tilsyn. Det vil skabe en synergi.

Aarres kritik gælder også psykiatrien i Danmark, da dansk psykiatri hviler på samme medicinske paradigme som psykiatrien i Norge. Det skal i den forbindelse nævnes, at Norge dog er nået længere end Danmark. Blandt andet i forhold til tilbud om medicinfri psykiatrisk behandling, når dette ønskes af patienten, og i højere grad udnytter det fulde omfang af psykologers kompetencer. Yderligere har man i Norge valgt at kalde den offentlige institution, der varetager behandling af psykiske lidelser, ”psykisk helsevern” i stedet for psykiatri som et forsøg på en bredere forståelsesramme og en mere tværfaglig tilgang til psykiske lidelser.

En styrke ved bogen er, at forfatteren er en velrenommeret psykiater og fagchef i Psykisk helsevern. Han står ikke uden for muren til psykiatrien som fx en interesseorganisation og vil bryde ind – han står inden for psykiatriens vægge og vil bryde ud. Det kan måske inspirere fagfæller med samme idéer og anskuelser til at tage del i debatten herhjemme om fremtidens psykiatri. Det vil gøre diskussionen mere frugtbar og nuanceret. Bogen er på norsk, men er skrevet let forståelig uden, at det bliver på bekostning af den faglige kvalitet.

Bogen henvender sig først og fremmest til politikere og ledere på alle niveauer i psykiatrien, fordi det er dem, der i sidste ende har ansvar for, hvordan vi organiserer vores psykiatri. Dernæst henvender bogen sig til fagfolk og interesseorganisationer, som er interesseret i psykiske lidelser og behandlingen.

Af Caspar Christensen, cand.psych., specialpsykologkandidat

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge