Det tredelte begreb ’bedste tilgængelige forskning’, ’klinisk ekspertise’ og ’patientens karakteristikker, kultur og præferencer’, udgør kernen i principerklæringen om evidensbaseret psykologisk praksis. Begrebet bliver minutiøst analyseret og diskuteret i denne bog, særligt med fokus på psykoterapi. Bogen beskriver norske forhold og er også yderst relevant i Danmark, da de nordiske landes psykologforeninger har tilsluttet sig samme principerklæring.

Svaret på undertitlens spørgsmål ”Hvad er problemet med evidensbaseret praksis i psykologi” er ligetil. Problemet er, at principerklæringen er 15 år gammel, og at den endnu ikke er blevet revideret – ikke én gang. Den bygger på et medicinsk evidensbegreb, og mens kontinuerlige revisioner gennem kritiske diskussioner har fundet vej til evidensbaseret medicin, er dette ikke sket med indholdet af principerklæringen. I evidensbaseret psykologisk praksis forvrænges psykoterapiens egenart.

Det er en nøgtern og kras påstand, som Berg fremfører et grundigt belæg for, og derved bliver det soleklart, at påstanden er gyldig. I principerklæringen bliver psykoterapi fremført som en teknisk løsning på et fastlagt problem. Det er en stærkt forenklet forståelse af psykoterapi som fænomen og praksis, og det er nødvendigt med en etisk pluralisme og ikke den simple kausalitetstænkning, som ligger bag evidensbegrebet i den nuværende principerklæring. En rekonstruerende revision af erklæringen skal til.

Revisionen må indeholde en opdeling mellem ’klinisk ekspertise’ og ’patientens karakteristikker, kultur og præferencer’, på den ene side, og så den individuelle kliniske ekspertise hos en klinisk psykolog og de individuelle præferencer hos en faktisk patient, på den anden side. Ved denne opdeling kan en revision både favne den almene evidens og den unikke psykoterapeutiske proces. Dette er etisk magtpåliggende for at kunne tilbyde behandling tilpasset den konkrete situation, og for at tage vare på patientens selvbestemmelsesret. Endelig er det vigtigt, at begrebselementerne ’bedste tilgængelige forskning’ og ’patientens præferencer’ virker gensidigt disciplinerende på den kliniske ekspert.

I en revideret principerklæring er en balanceret vægtning og integration af interaktionen mellem det tredelte begrebs tre elementer nødvendig. En sådan revision vil udgøre en betimelig forbedring af principerklæringen, så den kan få den konstruktive funktion, som er den oprindelige hensigt med den; at forbedre den psykiske sundhed i befolkningen ved at fremme psykologisk praksis af høj kvalitet.

Bergs bog er velskrevet. Trods mange filosofiske og videnskabsteoretiske begreber fremstå teksten fuldstændig krystalklar i sine redegørelser, analyser og konklusioner. Bogen bør være nødvendig, når man arbejder med at revidere principerklæringen. Tillige er den væsentlig og optimal at læse og drøfte i en kollegagruppe, og endelig vil den fungere godt i udvalgte passager, som en kritisk konstruktiv tekst på pensum i et professionsfagligt studieelement.

Af Henrik Eriksen, cand.psych.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge