Bogen er en autofiktion, skrevet af journalist og sociolog Aydin Soei. Han har tidligere skrevet flere bestsellere herunder Skyld – historien bag mordet på Antonio Curra (2007) og Vrede unge mænd – Optøjer og kampen for anerkendelse i et nyt Danmark (2011), som omhandler unge med en anden etnisk baggrund end dansk og deres udfordring ift. socialarv og deres position i det danske samfund.

Romanen Forsoning – fortælling om en familie er en autentisk selvbiografi, hvor forfatteren/Aydin beskriver sin opvækst med sin egen barnestemme og sine refleksioner som voksen, som han har oplevet på en tragisk-komisk måde.

Forældrene stammer fra den nordlige del af Iran, hvor der fandtes flest sympatisører for det kommunistiske parti.

Forældrene var medkæmpere inden for den marxistiske ideologi med et stærkt ønske om, at den nordlige del af Iran skulle blive adskilt fra Iran og derefter blive en del af Sovjet.

Efter den islamiske revolution i 1979 i Iran blev det kommunistiske parti splittet i Iran, og der var mange sympatisører, som flygtede fra landet.

Soies forældre flygtede sammen med Soei som spæd til Sovjet, hvor de boede nogle år og kæmpede videre fra. Efter et stykke tid mistede hans far troen på ideologien, og farens manglende loyalitet over for patiet i Sovjet resulterede i, at han blev udleveret til Iran. Efterfølgende lykkedes det ham at flygte fra Iran til Danmark. Kort tid efter ankomsten til Danmark kom Soie og moderen ligeledes til Danmark, hvor de blev familiesammenført.

Livet i eksil begyndte i den københavnske vestegnsby Avedøre, hvor familien forsøgte at etablere og integrere sig i det danske samfund. Moderen begyndte at lære det danske sprog og at efteruddanne sig, mens faren gradvist faldt længere og længere ud af den normale tilværelse.

Farens manglende tilpasning i samfundet, alkoholiseringen og hans voldelige adfærd satte dybe dysfunktionelle spor i familien gennem årene, indtil faren dræbte en af sine landsmænd, hvis søn var en af Soeis gode klassekammerater.

Forfatteren/Soie skriver stemningsfuldt om bl.a. sin kamp for at håndtere sine ambivalente følelser forbundet med drabet. På den ene side om en ubeskrivelig lettelse ved at leve en forholdsvis normal tilværelse uden sin far og på den anden side den skam og skyld, der er forbundet med drabet og hans vens sorg over at miste sin far på denne tragiske måde.

En stærk fortælling om den sociale arvs betydning kontra specifikke samfundsmæssige betingelser, bitterhed, skam og skyld, der afslutningsvis forsones med opvækst og fortiden.

Af Marjan Shahmir, Aut. psykolog, godkendt specialist i psykoterapi

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge