Med denne bog fik vi en glemt brik til det samlede puslespil om Børneforsorgen i Danmark. Tak for det.

Forfatter Oskar Plougmand ved, hvad han taler om. Dels har han selv været forstander og boet med sin familie på institutionen, og dels har han været inspektør i Direktoratet for Børneforsorgen i Danmark med det hverv at holde øje med et antal døgninstitutioner fordelt over hele landet. Som inspektør skulle han sikre, at alle på døgninstitutionen havde det godt. Børnene og de unge, medarbejderne og forstanderen. Begge arbejdsmæssige poster, suppleret af uddannelse til lærer og senere til psykolog, har givet ham en erfaringsmæssig ballast, der bekræfter, hvorfor at det netop er ham, der har fundet den glemte brik.

Tiden er 1960’erne – 1970’erne

Indtil 1970 havde forstanderen og hans familie bopælspligt på institutionen. Ofte befandt forstanderboligen sig i samme hus, hvor børnene eller de unge boede. Via denne meget tætte boligform, dør om dør, blev forstanderfamilien involveret i børnene og de unges liv døgnet rundt. Ligeså blev de anbragte børn og unge involveret i forstanderfamiliens private forhold. Mere eller mindre. Forstanderen havde ikke fast arbejdstid, men kunne nås på alle tider af døgnet. Dette blev forventet af både de anbragte børn og unge og af personalet. Og for forstanderen var der tale om betingelser, han havde accepteret. Dette gjaldt også for forstanderens kone og for deres børn.

I 1970 blev bopælspligten ophævet, og lidt efter lidt blev der tale om et valg, som den enkelte selv kunne træffe. Man kunne vælge at beskytte sin familie i forhold til de belastninger, der trods alt fulgte med det at leve med ikke definerede grænser mellem sit privatliv og sit arbejdsliv.

Forud for bopælspligtens ophævelse var der blotlagt mange alvorlige skæbner blandt forstandere, deres koner og børn, som kunne antages at have med disse meget store belastninger at gøre.

I dag ved vi meget om, hvad der virker belastende på det enkelte menneske, og ligeså ved vi meget om, hvad vi kan forstå som en beskyttelse. Vi har også lært meget om stress og stresshåndtering. Som forstander havde man aldrig fri, med mindre man forlod institutionen i forbindelse med ferie, hvor forstanderen overdrog ansvaret for institutionen til sin stedfortræder.

Således kan vi tale om at forstanderjobbet i 1960’erne og 1970’erne var belastende. Det beskrives i bogen, hvordan man aldrig kunne vide, hvad der kunne ske, hvornår, der blev ringet, hvornår, man skulle stå til ansvar på vegne af et ungt menneskes ubetænksomhed. Vi ved også i dag, at døgnarbejde, det at skulle stå til rådighed døgnet rundt, er direkte usundt og betyder kortere levetid.

Men forstandernes koner havde det heller ikke nødvendigvis godt. Nogle havde det godt og kunne forene deres uddannelse med et job på institutionen samtidig med, at de stod ved deres mands side som forstanderhustru. Nogle stod for husholdningen/køkkenet på stedet. Forstanderparrets status i nærmiljøet var afhængig af, hvorvidt der var succes på institutionen. Dette må også betragtes som en stressfaktor.

Børnene klarede sig overvejende godt. Sådan fortæller de til Oskar Plougmand. Men tydeligvis har mange haft det svært. Mange udviklede tætte venskaber med de børn og unge, der var anbragt på institutionen. Dette kunne betyde svære dilemmaer og loyalitetskonflikter, når man som forstanderens søn eller datter var vidne til, at beslutninger blev ført ud i livet, som angik en nær ven.

Det er slående, at cirka 90% af børnene i dag arbejder inden for hjælpesystemet og lidt paradoksalt at mange af børnene fortæller, at de savnede deres far, selvom han var fysisk mere til stede end mange andre fædre.

Flere af de mennesker, der på forskellig vis har været inddraget i bogens tilblivelse, fortæller, at de har fået en gave i og med, at de fik lov til at tænke tilbage og fik lov til at fortælle om deres oplevelser fra dengang. Sådan har det også været for mig. Jeg var medhjælper på Randers optagelseshjem, praktikant på ungdomshjemmet Hvidborg og på Ålykkegård i Odense, og jeg var ung nyuddannet børneforsorgspædagog på behandlingshjemmet Nebs Møllegård inden for den nævnte tidsperiode. På de tre førstnævnte døgninstitutioner boede forstanderen med familie på institutionen. På Nebs Møllegård boede forstanderen og hans familie i et selvstændigt hus på nabogrunden. Og i alle fire tilfælde husker jeg tydeligt livet med forstanderfamilien på institutionen.

Bogen er letlæselig og bringer som allerede nævnt en væsentlig viden frem, når dansk børneforsorg bringes over i historien. Godt, at den manglede brik til puslespillet blev fundet. Bogen kan anbefales til alle, der i deres liv har været en del af det beskrevne liv på døgninstitutionen, eller blot været vidne til det helt særlige liv, der blev levet der.

Af Inger Thormann, psykolog

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge